EMPIRICAL OBSERVATIONS

EMPIRICAL DATA EXAMPLES


"THE MUHAMMAD DRAWINGS: IS THIS A CASE REGARDING FREEDOM OF SPEECH?"
 
"With a paraphrase of a text by Villy Sørensen: that we have the right to express ourselves, does not mean, that we are right. It is neither against democracy nor human rights to maintain, that Jyllands-Posten had (legal) right to publish these drawings, but (politically and morally) should have refrained from doing it. It is the violation of initially Danish Muslims, and subsequently Muslims of all kinds, that is and has been the problem of the case from the start. To make the case into a question regarding freedom of speed is to avoid this problem."
 
Henrik Zahle
Professor, Dr. jur.
Copenhagen University
 
https://modernityandrationality.blogspot.com/2018/06/debate-muhammed-drawings-is-this-case.html
 
"MUHAMMEDTEGNINGERNE: ER DETTE EN SAG OM YTRINGSFRIHED?"
 
"Med en omskrivning af en tekst fra Villy Sørensen: at vi har ret til at ytre os, betyder ikke, at vi har ret. Det er hverken i strid med demokrati eller menneskerettigheder at fastholde, at Jyllands-Posten havde (juridisk) frihed til at offentliggøre disse tegninger, men (politisk eller moralsk) burde have undladt at gøre det. Det er krænkelsen af i første omgang danske muslimer, siden alverdens muslimer, der er og fra starten var sagens problem. At gøre sagen til et spørgsmål om ytringsfrihed er at tale uden om dette problem."
 
Henrik Zahle
Professor, dr.jur.
Københavns Universitet
 
http://modernitetogrationalitet.blogspot.dk/2014/11/muhammedtegningerne-er-dette-en-sag-om.html?m=1


-


Racism and racial discrimination on rise around the world, UN expert warns

Racism and racial discrimination are on the upswing and becoming widespread throughout the world, with the current global situation confirming the worst expectations that man's worst tendencies are created in the womb, a United Nations expert on racism warned today.
 
While racial discrimination used to be the province of extremist far right political parties, it is now becoming a regular part of democratic systems, being blended in for example with the fight against terrorism, Doudou Diène, Special Rapporteur on contemporary forms of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance told the Committee on the Elimination of Racial Discrimination in Geneva.

Racism and xenophobia are coming out of the closet, in a sense, and gradually creeping into the policies of mainstream political actors, Mr. Diène said. That fact is manifest not only in the backing away from cultural diversity manifested by many States, but also in restrictive policies regarding immigrants and asylum-seekers.

Speeches against immigrants, foreigners and asylum-seekers are becoming popular and intellectual legitimization is being granted to those currents, he added.

Referring to the recent controversial depictions of the Prophet Muhammad in Danish newspaper cartoons and the violent reactions, he said the cartoons illustrated the increasing emergence of the racist and xenophobic currents in everyday life. But the political context in Denmark was what had given birth to the cartoons.

It was one in which an extremist political party enjoyed 13 per cent of the vote and had formed part of the governing coalition. The development of Islamophobia or any racism and racial discrimination always took place in the context of the emergence of strong racist, extremist political parties and a corresponding absence of reaction against such racism by the country's political leaders, Mr. Diène said.

There were other factors, including increased immigration flows, and the 11 September 2001 terrorist attacks against the United States, but the political factor was an essential condition, he said.

He called for international mechanisms, including the UN General Assembly, to treat cases such as the Danish cartoons not as a clash of civilizations but as a debate on the balancing of two rights, freedom of expression and freedom of religion. The law, he stressed, could not provide a satisfactory answer. It would have to be accompanied by a lot of thinking on the need for inter-religious, inter-ethnic and intercultural dialogue.

Doudou Diène
Special Rapporteur on contemporary forms of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance
United Nations

https://news.un.org/en/story/2006/03/171322-racism-and-racial-discrimination-rise-around-world-un-expert-warns


-


FN retter skarp kritik mod Danmark
 
En FN-rapportør mener, at Muhammedsagen er det alvorligste udtryk for had mod islam og banalisering af ærekrænkelser over for religioner siden 2001.
 
Den danske regering levede ikke op til sine internationale forpligtelser, da den med henvisning til ytringsfriheden afviste at tage stilling til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og at mødes med ambassadører fra muslimske lande.
 
Regeringen bør lytte rigtig godt til kritikken fra FN's særlige rapportør i spørgsmål om moderne former for racisme, racediskrimination, fremmedhad og intolerance.
 
Det siger ekspert i menneskerettigheder og internationale forhold, lektor, ph.d. Sten Schaumburg-Müller fra Aarhus Universitet.
 
Central pointe
Han mener, at FN-rapportøren har fat i en central pointe, når han skriver i sin kritiske rapport, at regeringen har svigtet sine internationale forpligtelser ved at nægte at tage stilling til Jyllands-Postens tegninger med henvisning til ytringsfriheden.
 
»Jeg mener godt, man kan kritisere regeringen for ikke at tage forpligtelsen i artikel 20 alvorligt. Det er, som om regeringen kun er nået til artikel 19. Og det er en misforståelse af gældende ret«, siger Sten Schaumburg-Müller.
 
Overordentlig slem
Morten Kjærum, der er direktør for Institut for Menneskerettigheder, mener ikke, regeringen ligefrem har en juridisk forpligtelse til at udtale sig om, hvad den mener om profettegningerne. Men Kjærum betragter alligevel kritikken fra FN-rapportør Doudou Diène som »overordentlig slem«.
 
»Det er generelt regeringens ansvar, at de danske love overholder gældende internationale konventioner, og konventionerne foreskriver, at der skal ske en afvejning af forskellige rettigheder. Som jeg læser den særlige rapportørs rapport, påpeger han staternes pligt til at fremhæve, at der er tale om en balancering af rettigheder. I det konkrete tilfælde er det dog op til retten at afveje ytringsfriheden over for blasfemi og racisme - og det har rigsadvokaten gjort«, siger han.
 
Vi er ikke gode nok
»Vi er simpelthen nødt til at tage kritikken alvorligt. Vi er ikke gode nok herhjemme til at finde balancen mellem ytringsfrihed på den ene side og respekten for minoriteter på den anden«, siger Morten Kjærum.
 
»Det handler ikke om straf og paragraffer, men om simpel kommunikation mellem mennesker. Vi skal lære at tale til det nye Danmark. Sagen om Muhammedtegningerne har vist, hvor uheldigt det kan gå«, tilføjer han.
 
Sten Schaumburg-Müller
Lektor og ph.d
Aarhus Universitet
 
Morten Kjærum
Direktør
Institut for Menneskerettigheder
 
https://politiken.dk/udland/art6510370/FN-kritiserer-Sverige-og-Storbritannien-for-dårlig-behandling-af-minoriteter
 
https://politiken.dk/indland/art4857974/FN-retter-skarp-kritik-mod-Danmark
 
https://politiken.dk/indland/art4858000/Jurist-Regeringen-bør-lytte-til-FNs-kritik


-


Kommentar: »Søren Krarup i strid med Grundloven«
 
Replik. Når Søren Krarup taler for at indføre systematisk forskelsbehandling af udenlandske borgere her i landet på baggrund af tro og afstamning, er han fuldstændig på kant med Grundloven. Det vil ophæve det danske retssamfund.
 
Den amerikanske politiker Daniel P. Moynihan skulle engang have udtalt, at »enhver er berettiget til at have sin egen mening, men ikke sine egne fakta«. Det er ikke et citat, der har gjort synderligt indtryk på Søren Krarup. I et indlæg her i avisen (02.01.), skriver Søren Krarup, at undertegnede er et »rart menneske«, men en »dårlig tænker og jurist«. Min personlighed, faglighed og intellektuelle kapacitet er utvivlsomt blandt forhold, som man med rette kan diskutere, og her kan Søren Krarups mening være ligeså god som andres (forhåbentlig) mere flatterende skudsmål. Men Søren Krarup får i sit forsvar for ideen om at lukke for ikke-Vestlig indvandring og tildeling af indfødsret til muslimer skrevet ting, der simpelthen er ubestrideligt faktuelt forkert. Søren Krarup skriver eksempelvis »Men straks kommer forvirrede folk med juridisk baggrund og siger, at man må ikke diskriminere mellem muslimske og ikke-muslimske borgere. Nej, når man er blevet dansk borger, er man lige for loven. Men heller ikke før…. det er i forhold til den givne danske lov, at man er lige. Hvis man ikke har dansk indfødsret, er man derfor ikke under loven, og det er ene og alene den danske lov, der stiller borgerne lige. Der er og skal være forskel på vestlig og ikke-vestlig, på dansk og ikke-dansk status.«
 
Ifølge Søren Krarup er udlændinge altså helt generelt – og ikke blot i forbindelse med indvandring – ikke beskyttet af dansk ret, og man kan derfor frit diskriminere mellem muslimer og ikke-muslimer. Der er dog blot den hage ved Søren Krarups påstand, at Grundlovens § 70 fastslår, at »Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt«. Grundlovens § 70 forbyder altså at diskriminere på baggrund af religion og afstamning – netop de to kriterier Søren Krarup fremfører – og skelner ikke mellem danske borgere og udlændinge, men gælder for alle der hører under dansk jurisdiktion. Det samme princip gælder for størstedelen af Grundlovens øvrige frihedsrettigheder. Hvis Søren Krarup havde besværet sig med at læse dansk forfatningsret, ville han vide, at Holck i 1869, Matzen (1883), Ross (1980), Zahle (1996) og Hansen Jensen, Albæk Jensen & Christensen, sidstnævnte er højesteretsdommer, (2012) når frem til samme konklusion, som da også blev fastslået af Højesteret i en dom fra 2012, hvor en flygtning var omfattet af grundlovens § 75, stk. 2. Man kan derfor ikke frit diskriminere mellem muslimer og ikke-muslimer her i landet. Læg i øvrigt mærke til, at efter Søren Krarups Grundlovsstridige ordning vil muslimer med ophold her i landet aldrig nogensinde kunne opnå lighed for loven, eftersom Søren Krarup kun anerkender dette princip for folk med dansk indfødsret, hvilket han samtidig vil nægte muslimer.
 
Efter at have gjort vold på Grundloven fortsætter Søren Krarup til sin yndlingsaversion – menneskerettighederne – og her går det helt galt. Søren Krarup skriver, at bl.a. undertegnede fremfører de »abstrakte og overjordiske menneskerettigheder og vil med udgangspunkt i dem hævde, at man ikke må gøre forskel på muslimer og ikke-muslimer. Jo man må, for menneskerettighederne er religion, ikke jura, er abstraktion, ikke dansk lov.«
 
Man kan udmærket have forskellige meninger om værdien og indholdet af menneskerettigheder, og her er Søren Krarups mening ligeså valid som alle andres. Men det er faktuelt forkert at påstå, at menneskerettigheder ikke er jura og ikke er dansk lov. Folketinget, som Søren Krarup var medlem af i ti år, vedtog i 1992 netop at gøre den Europæiske Menneskerettighedskonvention til en del af dansk ret, og konventionen anvendes ofte i det lovforberedende arbejde af offentlige myndigheder og af domstolene.
 
Ja, rent faktisk var det i høj grad de af Søren Krarup forkætrede menneskerettigheder, der medførte, at historikeren Bent Jensen af Østre Landsret blev frifundet i injuriesagen mod Jørgen Dragsdahl – en sag som med rette optog Søren Krarup meget. Som de ti år, hvor Søren Krarup var del af VK-regeringens parlamentariske flertal, viste, er der vide muligheder for at stramme reglerne på udlændingeområdet indenfor grundloven og menneskerettighedernes ramme. Men at indføre systematisk forskelsbehandling af udenlandske borgere her i landet på baggrund af tro og afstamning tillader hverken Grundloven eller menneskerettighederne. Det er derfor Søren Krarup, ikke hans kritikere, der med sit drakoniske forslag vil ophæve det danske retssamfund.
 
Jacob Mchangama
Chefjurist
Cepos
 
https://www.b.dk/kommentarer/kommentar-soeren-krarup-i-strid-med-grundloven


-


Danmarks Riges Grundlov (1953)  
 
§ 27, stk. 1. Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes ved lov. Ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret.
 
§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
 
§ 74. Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, ophæves ved lov.
 
§ 75. Til fremme af almenvældet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
 
Lov om forbud mod forskelsbehandling pga. race m.v. (1987)  
 
§ 1. Den som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår som andre, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
 
Stk. 2 På samme måde straffes den, som af nogen af de i stk.1 nævnte grunde nægter at give en person adgang på samme vilkår som andre til sted, forestilling, udstilling, sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden.
 
§ 2. Loven omfatter ikke uagtsomt forhold.
 
Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.m. (1996)  
 
§1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.
 
Stk. 2 Loven finder ikke anvendelse i det omfang en tilsvarende beskyttelse mod forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst.
 
§2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. 
 
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)  
 
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er inkorporeret i dansk ret. Artikel 10 i Menneskerettighedskonventionen sikrer ytringsfrihed under ansvar:
 
Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.
 
Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædelig-
heden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.
 
Artikel 14 i konventionen sikrer alle lige rettigheder:
Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.
 
FN's racediskriminationskonvention (1971)  
 
I art. 2, stk. 1 forpligtes medlemsstaterne til »ved alle egnede midler og uopholdeligt« at føre en politik, der tager sigte på at afskaffe diskrimination og fremme forståelsen mellem alle racer. Endvidere forpligtes deltagerstaterne sig bl.a. til aldrig ved nogen handling at indlade sig på racediskrimination mod personer, persongrupper eller institutioner og deltagerstaterne skal træffe effektive foranstaltninger til kritisk at gennemgå statslige og kommunale myndigheders politik og til at ændre eller ophæve alle love og bestemmelser, som bevirker, at racediskrimination opstår eller opretholdes, hvor den end måtte forekomme.
 
I medfør af art. 2, stk. 1(d) skal deltagerstaterne ved alle egnede midler, herunder sådan lovgivning som forholdene måtte kræve, forbyde eller standse racediskrimination foretaget af nogen enkeltperson, gruppe eller organisation. Denne bestemmelse er blevet betegnet som »den vigtigste og mest vidtgående af alle konventionens materielle bestemmelser«. Fortolket i sammenhæng med art. 1, stk. 1, synes art. 2, stk. 1(d) at betyde, at racediskriminerende handlinger, der finder sted i »samfundslivet« er forbudt, selv om de er udført af enkeltpersoner, grupper eller organisationer. Det er imidlertid fortsat kun staten, og ikke enkeltindivider, der er forpligtet til at overholde konventionen. Medlemsstaterne skal også sikre, at alle statslige og kommunale myndigheder og institutioner handler i overensstemmelse med denne forpligtelse.
 
ILO Konventionen om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (ILO Konvention nr. 111) (1958)  
 
I artikel 1 defineres forskelsbehandling som "enhver adskillelse, udelukkelse eller forskelsbehandling på grund af race, farve, køn, religion, politisk anskuelse, national eller social oprindelse, som medfører en ophævelse eller forringelse af ligestillingen i henseende til muligheder eller behandling i beskæftigelse eller erhverv."
 
I artikel 2 pålægges det staterne at bekæmpe forskelsbehandling, idet staten "forpligter sig til at udforme og følge en politik, der tager sigte på, med de efter de nationale forhold og sædvaner afpassede midler, at fremme ligestilling i henseende til muligheder og behandling for så vidt angår beskæftigelse og erhverv i det øjemed at fjerne enhver forskelsbehandling på dette område."
 
Dansk lovgivning
 
https://www.dr.dk/nyheder/htm/baggrund/tema2001/indvandring%20i%20Danmark/166.htm#Hvad%20siger%20loven?


-


Straffelovens § 266 b, populært kaldet racismeparagraffen eller diskriminationsparagraffen, indgår i Straffelovens kapitel 27 om Freds- og ærekrænkelser:
 
§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
 
En tilsvarende paragraf findes i Kriminallov for Grønland som § 100.
 
Straffeloven
 
https://da.m.wikipedia.org/wiki/Racismeparagraffen


-


International standards on freedom of religion or belief

UDHR
"Everyone has the right to freedom of thought, conscience and religion; this right includes freedom to change his religion or belief [...]."

ICCPR
Art. 18 (1): "Everyone shall have the right to freedom of thought, conscience and religion. This right shall include freedom to have or to adopt a religion or belief of his choice [...]."
 
The International Covenant on Civil and Political Rights (ICCPR) states that "any advocacy of national, racial or religious hatred that constitutes incitement to discrimination, hostility or violence shall be prohibited by law".
ICCPR, Article 20

The Convention on the Elimination of All Forms of Racial Discrimination (ICERD) prohibits all incitement of racism.
ICERD, Article 4

International lovgivning

https://www.ohchr.org/EN/Issues/FreedomReligion/Pages/Standards.aspx


-


Hate speech
 
Hate speech is a statement intended to demean and brutalize another, or the use of cruel and derogatory language or gestures on the basis of real or alleged membership in a social group.[1] Hate speech is speech that attacks a person or a group on the basis of protected attributes such as race, religion, ethnic origin, national origin, sex, disability, sexual orientation, or gender identity.[2][3] The laws of some countries describe hate speech as speech, gestures, conduct, writing, or displays that incite violence or prejudicial actions against a group or individuals on the basis of their membership in the group, or disparages or intimidates a group, or individuals on the basis of their membership in the group. The law may identify a group based on certain characteristics.[4][5][6] In some countries, hate speech is not a legal term.[7] Additionally in some countries, including the United States, hate speech is constitutionally protected.[8][9][10]

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Hate_speech


-


"Islam is the pure religion of the divine and according to it, freedom of thought and speech are undeniable. Of the nature of acceptance of religion, the Koran states: religion is not accepted through force. Religion must be accepted through logic and reason. According to the tradition of the Prophet of Islam and his progeny (his infallible successors) that with full freedom and the absence of any fear, the people must have the right to criticize and protest. The greatest injustice to Islam is the oppression of the people under the banner of an Islamic government."
 
Hossein Ali Montazeri
Grand Ayatollah
 
http://modernityandrationality.blogspot.dk/2016/06/grand-ayatollah-montazeri-2009.html?m=1


-


Addressing 5,000 people at a ‘Building Bridges’ multifaith event in Italy this week, Muslim World League Secretary General Sheikh Dr. Mohammed Alissa said that extremism is an isolated condition, far from the principles of Islam.

“The values of Islam encourage extending bridges of dialogue, peace and harmony,” Dr. Alissa said at the event, which was attended by more than a million people over the course of the week-long event.
 
Dr. Alissa stressed that the Muslim World League “has felt the importance of clarifying the truth of Islam, which has loved, coexisted, engaged and cooperated with all, after Islamically isolated evil, mad, and ignorant extremism has tried to harm and hijack it.”

He added: “One cannot imagine any religion which is incompatible with life can survive for more than 1400 years; that is Islam’s age to this day. It is still among the most widely distributed geographically and in growth, where Muslims today number nearly one billion and eight hundred million people. All of them appreciate and understand God’s design in multiple religions and ideas.”

“All of them also understand the culture of others and consider coexistence, harmony, tolerance and peace a high moral value in their religion as evidenced by clear texts in the Holy Quran and Sunna. They also confront those who misuse these texts either through misinterpretation, or deliberately misusing them for any purpose.”

Dr. Mohammed Alissa
Secretary General
Muslim World League

https://english.alarabiya.net/en/News/gulf/2018/09/05/Muslim-World-League-chief-clarifies-truth-of-Islam-in-Italy-multifaith-meeting.html


-


"In common Judaism, Christianity and Islam preach love of one's neighbour and brotherhood, not only among its own followers, but between all humans. All three religious beliefs emphasize their followers love and care for one’s neighbour - regardless of either the neighbour is a fellow believer or a stranger."

"When religion thus, in the public debate, is made ‘the apple of discord’, it is false labeling description: The Jewish, Muslim and Christian holy scripts all proclaim the responsibility of the believer of both loving their neighbour and caring for him or her. To argue for the opposite is to go against the word of in common The Torah, Bible and Quran, and to do it with one of the holy scripts in the hand, is direct misrepresentation."
 
Anders Gadegaard
Dean in Copenhagen
 
https://modernityandrationality.blogspot.com/2018/06/jews-christians-and-muslims-2013.html
 
"Både jødedom, kristendom og islam prædiker næstekærlighed og forbrødring, ikke blot blandt egne tilhængere, men mellem alle mennesker. Alle tre trosretninger indskærper sine tilhængere kærlighed og omsorg for ens nabo – uanset om naboen er en trosfælle eller en fremmed."
 
"Når religion således, i den offentlige debat, bliver gjort til et »stridens æble«, er det falsk varebetegnelse: De jødiske, muslimske og kristne hellige tekster proklamerer alle den troendes ansvar for både at elske sin nabo og yde omsorg for ham eller hende. At argumentere for det modsatte er at gå imod både Torahen, Bibelen og Koranens ord, og at gøre det med en af de hellige tekster i hånden, er direkte misrepræsentation."
 
Anders Gadegaard
Domprovst i København
 
https://www.b.dk/kronikker/joeder-kristne-og-muslimer


-


ALEX AHRENDTSEN (DF) mærker et mismod i Europa, skrev han i avisen i tirsdags. Og han har sikkert ret, for den højrepopulistiske fremmarch og den deraf følgende afkristning, som Alex Ahrendtsen selv er en del af, giver virkelig grund til mange mismodige tanker og forudanelser.
 
Han påstår dermed, at folks politiske holdninger viser noget om deres tro og kristendom. Så kan man næsten ikke komme længere væk fra Grundtvig og Kierkegaard og fra den sunde danske tradition, at politiske anskuelser og tro ikke skal sammenblandes. Alex Ahrendtsen tager kristendom til indtægt for sine egne politiske holdninger. Hvor kristeligt er det egentlig?
 
HVAD HAN ÅBENBART finder kristeligt, er at tage nogle ord direkte fra Jesu mund og bruge dem i sin egen politiske sammenhæng. En skændig og antievangelisk sammenblanding af politik og kristendom, som efterhånden er ganske kendetegnende for Dansk Folkeparti. Men i øvrigt ganske apropos her ved Vladimir Putins nyvalg, og det passer fint sammen med, at Dansk Folkeparti omfavner de russiske og ungarske antidemokratiske kræfter.
 
Mange despoter har brugt denne propaganda: Gud holder med os. Præcis ligesom Alex Ahrendtsen opfordrer os til at bede til Gud om, at Dansk Folkepartis politiske mål må lykkes. Det er så grotesk, at det næsten er komisk i sin komplette mangel på forståelse for tro og for dansk tradition for åndsfrihed.
 
ALEX AHRENDTSEN ER meget ivrig efter at pege på andres moralske forfald. Jesus besøgte og talte ofte med andre etniske grupper, endda dem med andre religioner og trosforestillinger, og han roste dem ofte på bekostning af sine egne landsmænd, jøderne. Men når nogen i folkekirken taler med muslimer, så fordømmer Alex Ahrendtsen dem. Hykler, ville Jesus have sagt.
 
Alex Ahrendtsen har dog en pointe i, at kristne skal håbe. Vi må især ikke tage håbet fra børnene. For der er stadig mulighed for at sige nej til Trump og Putin og Ahrendtsen og deres fake news. Og det er stadig ikke for sent at sige et stort nej til deres antikristelige sammenblandig af kristendom og højrepopulisme.
 
Torben Jensen
Præst
 
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/alex-ahrendtsen-tager-kristendom-til-indtaegt-sine-egne-holdninger-hvor-kristent-er-det


-


Pope Francis on Saturday said an "epidemic of animosity" against people of other races or religions was hurting the weakest in society, striking a note of caution against the rise of populist nationalism.
 
"How quickly those among us with the status of a stranger, an immigrant or a refugee become a threat, take on the status of an enemy..."
"An enemy because they come from a distant country or have different customs. An enemy because of the color of their skin, their language or their social class. An enemy because they think differently or even have a different faith," he said at a ceremony to induct new cardinals.
 
Pope Francis
 
http://mobile.reuters.com/article/idUSKBN13E0HE


-


"DER ER ALDRIG NOGEN, som har ment sig kaldet til at opfordre mig til at tage afstand fra voldelige begivenheder i Irland - med irske katolikker som gerningsmænd og irske protestanter som ofre."
 
"Jeg ville da også være blevet voldsomt stødt på mere end manchetterne, hvis nogen skulle have fremsat en sådan opfordring. Den ville jo kun kunne opleves som udtryk for en antagelse af, at en afstandtagen fra min side ikke er i den grad en selvfølgelighed, at det er indlysende overflødigt at komme med opfordringen."
 
"Som sagt har jeg aldrig fået en sådan opfordring, ligesom jeg heller aldrig selv - lad mig understrege det i forbifarten - nogensinde har opfordret danske protestanter til at tage afstand fra irske protestanters terrorhandlinger. En sådan opfordring ville efter min mening være både totalt irrelevant og fornærmende."
 
"Ja, jeg har ikke bare tænkt på det; jeg har faktisk også gennem samtaler erfaret, hvor sårede mange danske muslimer føler sig, når vi andre igen-igen tillægger dem holdninger, som de ikke har."
 
"Etik handler også om forpligtelsen til at bidrage til, at uberettiget polarisering undgås, thi polarisering er nu engang radikaliseringens moder."
 
Erling Tiedemann
Tidligere formand for Det Etiske Råd
 
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/det-stadige-krav-om-muslimsk-afstandtagen-er-saarende


-


Islamisme kun skyld i 0,3 pct. terror i EU
 
"Men lige præcis i Europa har kun en brøkdel af terroraktionerne i nyere tid haft rod i islam, skriver Weekendavisen.
 
Avisen har lagt EU's politienhed Europols tal for de seneste fire år sammen.
Og resultatet er, at ud af 1890 'planlagte, gennemførte og forhindrede' terroraktioner var kun seks aktioner knyttet til militante islamister.
 
- Det må siges at stå i kontrast til det trusselsbillede, vi får gennem medierne, siger terrorforsker Ann-Sophie Hemmingsen fra Dansk Institut for Internationale Studier til Weekendavisen."
 
Ann-Sophie Hemmingsen
Dansk Institut for Internationale Studier
 
http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article4153747.ece


-


"Setting aside moral considerations, those who flirt with hate speech against Muslims should realize they are playing directly into the hands of al-Qaeda and the Islamic State. The terrorists’ explicit hope has been to try to provoke a clash of civilizations - telling Muslims that the United States is at war with them and their religion. When Western politicians propose blanket discrimination against Islam, they bolster the terrorists’ propaganda."
 
"But it is precisely because the danger of Islamist extremism is so great that politicians here and abroad who toy with anti-Muslim bigotry must consider the effects of their rhetoric. Demonizing a religious faith and its adherents not only runs contrary to our most cherished and fundamental values as a country; it is also corrosive to our vital national security interests and, ultimately, to the United States’ success in this war."
 
David Petraeus
Retired U.S. Army general
Former CIA director
 
https://www.washingtonpost.com/opinions/david-petraeus-anti-muslim-bigotry-aids-islamist-terrorists/2016/05/12/5ab50740-16aa-11e6-924d-838753295f9a_story.html


-


"Amidst a ratcheting up of divisive rhetoric, we see criminal threats against mosques; harassment in schools; and violence targeting Muslim Americans and individuals perceived to be Muslim,"
 
"This discriminatory backlash doesn’t just harm the Muslim community. It violates the defining values of our country. And it threatens all of us who call America home,"
 
Vanita Gupta
US Department of Justice
 
http://thehill.com/blogs/blog-briefing-room/news/279992-dojs-civil-rights-head-us-muslims-facing-trying-times


-


"There’s a really important distinction that every American needs to keep in mind: This is a war with radical Islam—it’s not a war with Islam. Muslims are our partners," Mr. Ryan told reporters Tuesday.
 
"They’re among our best allies, among our best resources in this fight against radical Islamic terrorism."
 
Paul Ryan
House Speaker
 
http://www.wsj.com/articles/paul-ryan-dismisses-donald-trumps-response-to-orlando-shooting-1465920934?mod=e2fb


-


But FBI director James Comey said, "They do not want people committing violence, either in their community or in the name of their faith, and so some of our most productive relationships are with people who see things and tell us things who happen to be Muslim."
 
"It’s at the heart of the FBI’s effectiveness to have good relationships with these folks," Comey said at a press conference following the Orlando shootings.
 
James Comey
FBI Director
 
http://mobile.reuters.com/article/idUSKCN0Z213U?utm_source=Facebook&utm_medium=Social


-


Samtidig advarer han om de politiske debatter, som flere forslag fra Dansk Folkeparti nu og tidligere har rejst.
 
- Det nytter ikke, synes jeg, at man skal have den diskussion, hver gang Dansk Folkeparti foreslår noget, som de ved er lodret imod menneskerettighederne, og som de ved ikke har en politisk eller juridisk gang på jorden.
Ifølge ham er det decideret farligt, at den politiske debat er blevet til et spørgsmål om at være for eller imod konventionerne.
 
- Der er faktisk en grundværdi i dansk politik og i det danske samfund, der hedder, at vi ikke ønsker at diskriminere på baggrund af religion. Og det nytter ikke noget, at vi gør det til et teknisk spørgsmål om vores konventionsforpligtelser, om vi vil det.
Han mener ligefrem, at forslaget fra Dansk Folkeparti vil skabe endnu flere ekstremister, som er dem, partiet netop sigter på at undgå.
 
- Ved at tale om et generelt stop for muslimsk indvandring marginaliserer man muslimsk indvandring i Danmark, og det er noget af det, der skaber grobunden for ekstremisme.
 
- De føler sig marginaliseret, påtager sig en offermentalitet, som bliver udnyttet af nogle andre, siger han og kalder det "en meget farlig måde at føre politik på".
 
Jonas Christoffersen
Direktør
Institut for menneskerettigheder
 
http://www.b.dk/nationalt/menneskeretsdirektoer-df-diskriminerer-med-farlig-politik


-


Når politikere og debattører på højrefløjen advokerer for, at Danmark og Vesten befinder sig i krig med islam som generelt fænomen, så er de med til at øge risikoen for terrorangreb fra forstyrrede mennesker på begge sider af islamdebatten.
 
Søren Pind siger, at hans analyse deles af myndighederne.
 
Søren Pind
Justitsminister
 
http://www.politiko.dk/nyheder/nogle-af-de-ting-som-den-yderste-hoejrefloej-vil-have-os-til-at-goere-fremel


-


Politibetjent i Vollsmose: Støjbergs negative, dystre og unuancerede retorik modarbejder os
 
Integrationsministerens destruktive retorik om muslimer er med til at skabe splittelse og går stik imod myndighedernes forebyggende arbejde mod radikalisering.
 
For godt en måned siden havde jeg fornøjelsen af at deltage i en konference om forebyggelse af ekstremisme. Et årligt møde for fagfolk fra kommuner og politi, som arrangeres af Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme.
Ved konferencen deltog mange praktikere fra forskellige dele af landet. Praktikere, som engageret, pragmatisk og i al stilfærdighed bidrager til, at vi har et Danmark, hvor ekstremisme og radikalisering konsekvent bliver forebygget, udfordret og bekæmpet. Disse praktikere har jeg den dybeste respekt for.
 
Konferencen blev åbnet med en peptalk til os praktikere fra vores udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg.
 
Hendes indlæg stod i min optik i skærende kontrast til resten af programmet, som var relevant, lærerigt og berigende i forhold til problemstillingen.
 
De inviterede professorer, som holdt oplæg under konferencen, var inspirerende, og med deres nuancerede indspark var de med til give os noget, som vi praktikere kunne bruge.
 
Omvendt var Støjbergs tale generaliserende og dyster i forhold til muslimer i almindelighed og over for muslimer bosat i de socialt udsatte områder i særdeleshed. Den efterlod mig med en dårlig smag i munden. Hun generaliserede, stigmatiserede og polariserede.
 
Jeg har efterfølgende undret mig over, hvorfor Støjbergs indlæg var så negativt, dystert og unuanceret. Der var jo ingen journalister til stede. Jeg havde forventet af en ansvarlig minister, at hun intellektuelt og idémæssigt kunne hæve sig over os, inspirere os, indgyde os håb og give os perspektiv på udfordringen. Det gik langsomt op for mig, at Støjberg faktisk mente det, hun sagde.
 
Jeg havde ellers troet, at hendes muslim-bashing, generaliseringer og overdrevne fokus på modsætninger i stedet for det, som forener os som mennesker, var noget, hun havde tillagt sig som led i sin personlige karriereudvikling, men at hun inderst inde vidste bedre.
 
De muslimske netværk er ikke problemet
Hendes syn på integration, socialt udsatte boligområder og ekstremisme ligger langt fra den virkelighed, jeg møder, når jeg arbejder som politibetjent i Vollsmose. Gennem mit opsøgende arbejde har jeg haft lejlighed til at møde en del af de forskellige netværk og foreninger med muslimsk baggrund.
 
Der er både moderate, religiøst konservative og traditionalistiske netværk, men de mennesker, som er en del af dem, har det til fælles, at de alle er en del af løsningen, hvis vi skal forebygge radikalisering. De er ikke problemet, sådan som Støjberg fremstiller dem.
 
Det er især gennem styrkelsen af det lokale samfund og de progressive lokale kræfter, at vi kan skabe et sundt lokalmiljø, der kan fungere som en modpol og alternativ til islamisternes forkvaklede verdenssyn.
 
Jeg oplever, at de forskellige muslimske netværk er kede af, at islamisterne misbruger og tilsværter deres deres religion og tro. De velfungerende netværk og muslimer ved jo udmærket godt, at de kyniske radikalisatorer og islamister ikke sender deres egne børn af sted. Det er andres børn, sårbare unge sjæle, som overtales til at tro på, at et guds rige på Jorden kan realiseres på de anderledes tænkendes bekostning.
 
Netværkene er bange for, at de mister deres børn til islamisternes ’trolddom’ og hjernevask. Derfor forsøger disse netværk – ofte understøttet af de forskellige danske myndigheder – at modvirke radikaliseringen og dens grimme uvæsen.
 
Når de velfungerende muslimer og netværk så samtidig oplever, at de konstant bliver stigmatiseret og mistænkeliggjort af toppen af det danske politiske establishment, så rammer det de velfungerende muslimer som et hårdt slag i solar plexus.
 
Senest så vi det, da Støjberg fyrede udokumenterede påstande af om, at de arbejdende, praktiserende muslimer under fasten udgør en sikkerhedsrisiko for det danske samfund.
 
Samfundets brug af mange milliarder kroner på forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering står i skærende kontrast til visse af vores politikeres destruktive retoriske bidrag, som puster til ilden og bidrager til at skabe polarisering i befolkningen. Det radikaliserer og styrker samtidig både den yderste højrefløj og de fundamentalistiske muslimske kredse.
 
Ekstremister i begge lejre lever af hinanden og er ikke kun hinandens modsætninger. De er også hinandens forudsætning. Det er essentielt, at vi modvirker enhver form for ekstremisme, som er en potentiel trussel mod vores frie, demokratiske samfund og sammenhængskraft.
 
Politikere har ansvar for ikke at skabe splid
Ethvert samfund har sine svage sjæle, som vil og kan blive tiltrukket af ekstremisme. Problemet med vores politikeres generaliserende og simplificerende udmeldinger er, at de er med til at påvirke og radikalisere ikke kun de svage sjæle, men desværre også de almindelige mennesker, der endnu – og heldigvis – er flest af i vores samfund.
 
Iscenesættelsen af modsætninger og imaginære konflikter er i vor tid åbenbart en sikker og nem vej til magten for nogle af vores politikere. Problemet er imidlertid, at det er med til at splitte vores gode, frie samfund. Vores politikere, og især ministre har særligt et ansvar for at bidrage til at skabe et samfund, som hænger sammen, i stedet for at så splid mellem majoriteten og minoriteterne.
 
Vores dygtige praktikere rundt i landet skal nok gøre deres yderste for at forebygge og bekæmpe ekstremisme og radikalisering i vores samfund. Men hvad gør vi med vores magthavere, der selv er blevet så radikaliserede og ekstreme i deres retorik, at de i realiteten pure nægter konsekvenserne af deres skadelige, generaliserende retorik?
 
Hvordan kan vi få Inger Støjberg til at indse, at hun selv er med til at ødelægge den vigtige sammenhængskraft i vores fredelige samfund? Hvordan kan vi få vores minister, som er ansvarlig for integration, til at reflektere og erkende, at hendes generaliserende, skingre retorik skaber en ny og mere negativ virkelighed? En retorik og en strategi, som åbenbart er gavnlig for hendes karriere, men absolut ikke gavnlig for Danmarks fremtid.
 
Som myndighed er det vigtigt til stadighed at arbejde for tryghed, sikkerhed og stabilitet i samfundet. Det gøres bedst ved at modvirke polarisering mellem befolkningsgrupper gennem en styrkelse af de moderate kræfters modstandskraft i forhold til radikale yderfløje.
 
Hvis de moderate igen og igen omtales som farlige og dårlige mennesker alene i kraft af deres etnicitet og religion, risikerer det at øge vækstbetingelserne for de ekstremistiske kræfter og grupperinger.
 
Det er ikke myndighedernes opgave at dele vandene i forhold til etnicitet, race og religion. Vi skal fokusere på menneskers handlinger og adfærd.
 
Det er mit indtryk, at Støjberg med sin generaliserende retorik virker demotiverende for de progressive kræfter i socialt udsatte boligområder, som dagligt løfter den sociale opgave – og den fremstår som en skærende kontrast til myndighedernes forebyggende og nuancerede indsats for at undgå radikalisering.
 
Elvir Abaz
Politiassistent
 
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6569399/Støjbergs-negative-dystre-og-unuancerede-retorik-modarbejder-os


-

Politiassistent: Beskyttelsen af Rasmus Paludan slider på politiets tillid i de sociale boligområder

Kære politikere: I har med jeres retorik og med afskaffelsen af blasfemiparagraffen banet vejen for hadprædikanter som Rasmus Paludan.

På trods af klare advarsler om de sikkerhedsmæssig konsekvenser fra efterretningstjenesten PET afskaffede regeringen i 2017 blasfemiparagraffen. Politikere valgte at blæse på efterretningstjenestens faglighed og afskaffede paragraffen med argumenter om, at den var forældet og utidssvarende, og at den hæmmede vores ytringsfrihed.

 

Den beslutning ser vi konsekvenserne af i dag. Agitatorer og hadprædikanter som Rasmus Paludan og hans parti, Stram Kurs, får frit spil til at udøve åbenlys mobning, chikane, psykisk vold målrettet herboende muslimer i socialt udsatte områder.

Her bliver han beskyttet i ytringsfrihedens navn. En beskyttelse, der blev skærpet i kølvandet på Muhammed-tegningerne og krisen, der fulgte, som gav ytringsfrihedens fundamentalister og apologister mulighed for at gemme sig bag en falsk kamp for ytringsfrihed. Fundamentalisterne fik skabt en fortælling om, at ytringsfriheden var truet af islam og herboende muslimer.

Ytringsfriheden var i det falske narrativ så truet, at danske kunstnere og intellektuelle var nødt til at lægge bånd på sig selv og udøve selvcensur, måtte man forstå. Herboende muslimer blev fremstillet som en trussel mod demokratiet, vores frihed og mod selve danskheden. Tegningerne blev en katalysator for en fjendtlig stemning rettet mod de muslimske minoriteter. Alle disse ting skabte et klima af frygt, som åbnede muligheden for at indskrænke minoriteternes frihedsrettigheder og retssikkerhed ved hjælp af målrettet diskriminerende særlovgivning. Herunder afskaffelsen af blasfemiparagraffen.

Blasfemiparagraffen har kun to gange ledt til domme – i 1938 og 1946 – og i mange sigtelser for overtrædelse har det ledt til frifindelse. Jyllands-Posten blev i sagen om Muhammed-tegningerne eksempelvis i min optik korrekt og med rette ’frifundet’ for overtrædelse af blasfemiparagraffen. Men paragraffen havde en symbolsk beskyttende effekt i forhold til de religiøse mindretal.

Jeg arbejder til daglig som politiassistent i Vollsmose og kender derfor miljøet. Jeg er hverken religiøs eller troende, men behøver heller ikke være det for at se og mærke Rasmus Paludans målrettede og udspekulerede provokation. Det er mit indtryk, at formålet er at fremprovokere en voldelig reaktion hos de frustrerede og berørte borgere, som han kan kapitalisere på politisk.

Politiet og borgerne er blevet ufrivillige aktører i hadefuld teaterforestilling

Politiet har en meget vanskelig, hvis ikke umulig opgave. Politiet skal på den ene side beskytte Rasmus Paludan og Stram Kurs’ ret til at ytre sig. På den anden side risikerer politiet at formøble den hårdt oparbejdede sociale kapital af hos borgerne i de udsatte boligområder i den opgave. Politiet bliver i borgernes øjne anset som en myndighed, der bifalder Paludans chikane.

Politiet og borgerne er blevet ufrivillige aktører i Rasmus Paludans absurde og hadefulde teaterforestilling. Politiet bruger en masse ressourcer på at beskytte en uromager og agitator. Politiet burde i stedet beskæftige sig med opklaring af borgernær kriminalitet. Ikke med Rasmus Paludans udfordring af ytringsfrihedens grænser.

Uanset hvor meget politiet forsøger at forklare borgerne, at beskyttelsen ikke nødvendigvis betyder, at de bifalder Paludans holdninger og ytringer, har disse borgere svært ved at forstå, at den danske stat vil stå model til det.

Lederne af de lokale etniske og religiøse foreninger i Vollsmose forsøger ihærdigt at appellere til deres medlemmer og borgere om at udvise besindighed og ikke lade sig provokere af Rasmus Paludan. De lokale ledere gør en kæmpeindsats, og deres arbejde har positiv indflydelse på flertallet af borgerne. Problemet er, at de lokale ledere ikke kan kontrollere de få impulsstyrede unge og kriminelle, som i afmagt og frustration vil konfrontere Rasmus Paludan og dermed ufrivilligt bliver hans nyttige idioter.

Rasmus Paludan har flere gange været i Vollsmose, hvor jeg arbejder. Han har provokeret og kaldt beboerne menneskeligt affald og sociale tabere. Under sit seneste besøg streamede han live og udtalte, at Koranen er en håndbog for pædofile, ligesom han truede med at brænde Koranen af. Takket været politiets indsat skete det imidlertid ikke.

Jeg vil til enhver tid stå vagt om enhver persons ret til at demonstrere og ytre sig, men det virker, som om formålet alene er at fremprovokere en reaktion.

Jeg er dybt bekymret og frygter, hvad der vil ske, hvis en psykisk ustabil person i afmagt gør skade på Rasmus Paludan. Det kan naturligvis aldrig retfærdiggøres. Men hvilke konsekvenser vil det få for landet sammenhængskraft, og hvordan vil det blive brugt til at undertrykke minoriteter som herboende muslimer yderligere?

Afskaffelse af blasfemiparagraffen baner vejen for hadprædikanter som Paludan

Mens vi venter på, at Rasmus Paludan fortsætter sin selviscenesættelse og kommende afbrænding af Koranen, burde de ansvarlige myndigheder være proaktive og gøre, hvad der står i deres magt for at minimere skaderne af sådan en handling. Jeg håber, at vores politikere, vores politi, vores anklagemyndighed er på forkant med udviklingen og aktivt modvirker en ulykke og en katastrofe, som er på vej. Jeg håber inderligt, at vores myndigheder gennemgår Paludans hadtaler og undersøger mulighederne for at sigte/tiltale ham for overtrædelse af racismeparagraffen.

Det er mit indtryk, at politiets ledelse giver ham meget lang snor. Politiet er bange for at gribe rettidigt ind over for hans urostiftende adfærd. Ikke alene i frygt for at overtræde Rasmus Paludans grundlovssikrede rettigheder, men simpelthen fordi politiets ledelse frygter angreb fra politikerne og ytringsfrihedens apologister.

Selv om jeg ikke selv er religiøs, vil jeg til enhver tid forsvare religiøse menneskers grundlovssikrede religionsfrihed og deres ret til at praktisere deres tro i fred. Så længe de religiøse ikke missionerer eller forsøger at pådutte mig deres religiøse overbevisning, vil jeg altid have respekt for deres tro. De troende og de praktiserende muslimer i Vollsmose lider i stilhed, når hadprædikanter stiller sig foran deres dør, håner dem og deres religion. Borgerne er er dybt kede af og triste over, at de skal behandles på den måde. De lider i stilhed og oplever, at det omkringliggende samfund blæser på deres velbefindende.

Kære politikere. I har med jeres retorik og med afskaffelsen af blasfemiparagraffen banet vejen for hadprædikanter som Rasmus Paludan. I har gjort det legitimt og mere acceptabelt i befolkningen at chikanere og mobbe medmennesker og kalde ellers lovlydige borgere socialt affald, kriminelle og sociale tabere. Ord skaber virkelighed.

Elvir Abaz
Politiassistent
Fyns Politi

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7007570/Beskyttelsen-af-Rasmus-Paludan-slider-på-politiets-tillid-i-de-sociale-boligområder


-


Snorksover ledelsen hos de konservative? Khaders angreb på mig er uværdige

Ytringsfrihed: Som følge af min deltagelse i den offentlige debat rettede Naser Khader på sin blog i Jyllands-Posten hård kritik mod mig og ledelsen af Fyns Politi og opfordrede mig til at finde ud af "om jeg vil være politiker hos Det Radikale Venstre eller politiassistent". Ellers skulle jeg ifølge Khaders "logik" skabe tvivl om politiets integritet. Khader forsøgte tydeligt med sit angreb at knægte min grundlovssikrede ytringsfrihed ved direkte at lægge pres på min arbejdsgiver - en primitiv taktik som Khader har forfinet gennem årene i jagten på alle dem, som vovede at sige "demokratikrigeren" imod.
 
Khaders personlige og perfide angreb blev intensiveret i Berlingske og BT, hvor han i et interview udtalte, at jeg skulle være "tilhænger af Vollsmose-beboernes adfærd og holde per automatik med beboerne. En stor del af beboerne i Vollsmose har ligesom Elvir Abaz indvandrerbaggrund". I en efterfølgende sms-besked til Berlingske skrev Khader: "Jeg vil ikke føle mig tryg ved at komme til Vollsmose, hvis Abaz er en del af politiholdet, der skal beskytte mig."

I kølvandet på Naser Khaders primitive angreb valgte jeg at holde en pause for at kunne fokusere på mit arbejde, så der ikke kunne skabes tvivl om min troværdighed og objektivitet som politibetjent. Den primære årsag til denne ufrivillig pause var for at beskytte min arbejdsgiver, Fyns Politi, herunder vores yderst kompetente politidirektør, som på ingen måde fortjener at blive udsat for et voldsomt politisk pres.

Men eftersom partiledelsen endnu ikke offentligt har taget afstand fra Khaders åbenlyse forsøg på at knægte min ytringsfrihed - og dermed true alle de i det offentlige sektor, som kunne finde på at kritisere magten, må jeg hermed konkludere, at Naser Khader taler på partiets vegne. I det lys føler jeg mig nu nødsaget til at tage til genmæle, for Khader udfordrer borgernes ret og pligt til at modsige magten.

Naser Khader og andre ved udmærket, at jeg har udtalt mig som privatperson og ikke på vegne af politiet. I stedet for sagligt at forholde sig til indholdet har Khader og Martin Henriksen angrebet min ret til at ytre mig ved blandt andet at lægge åbenlyst pres, grænsende til magtmisbrug, på ledelsen af Fyns Politi - og på den måde direkte presset mig til at holde min mund.

Khaders opførsel er i min optik fuldstændig uværdig for et folketingsmedlem, som oven i købet er retsordfører, værdiordfører, menneskerettighedsordfører mm. i et regeringsbærende parti, hvis formand er justitsminister - og min øverste chef. I sin "heroiske" kamp mod islamisterne er Naser Khader blevet ligeså hadsk, intolerant og lydighedskrævende som de islamister, han påstod, han ville bekæmpe, og jeg begriber ikke, at de konservative lader sig besnære af hans stigende ekstremisme og (selv-radikalisering.

Jeg begriber vitterligt ikke, at Det Konservative Folkeparti, hvis mange af de oprindelige, borgerlige kerneværdier jeg ellers identificerer mig med, ikke kan se, at fundamentalisten og opportunisten Khader er ved at køre partiet fuldstændig i sænk.

Khaders vedvarende personhetz og chikane mod andre vidnerom et desperat menneske, som har mistet sit moralske kompas. Tilhængere af Khader accepterer at se gennem fingrene med hans svækkede dømmekraft, blot han evner at generalisere i tilstrækkeligt omfang - og i øvrigt fordi han er "tough on muslims" og går forrest, når der skal sparkes til de svageste i samfundet for at promovere sig selv.

Kendsgerninger kommer ofte i vejen for en god historie. På det politiske niveau virker det desværre, som om manglende indsigt hos visse politikere bliver tilgivet, når blot de evner at fastholde en stigmatiserende kurs i forhold til også det moderate, tavse flertal. Det er den sidste gruppe, som jeg til enhver tid vil forsvare og advare imod undergravning af deres frihedsrettigheder og retssikkerhed.

Elvir Abaz
Politiassistent
Cand. Mag.

https://www.fyens.dk/debat/Snorksover-ledelsen-hos-de-konservative-Khaders-angreb-paa-mig-er-uvaerdige/artikel/3328898


-


Hvor er ledelsen i Det Konservative Folkeparti, når Naser Khader angriber ytringsfriheden?

Khader forsøgte tydeligt med sit angreb at knægte min grundlovssikrede ytringsfrihed ved direkte at lægge pres på min arbejdsgiver.

Som følge af min deltagelse i den offentlige debat rettede Naser Khader midt i februar bl.a. på sin blog i JP i den bedste udemokratiske og mellemøstinspirerede stil grænsende til magtmisbrug hård kritik mod mig og ledelsen af Fyns Politi: ”Er ledelsen på Politigården i Odense hjemme?”

Khader anklagede mig blandt andet for at lege ”wannabe-politiker” samt opfordrede mig til at finde ud af, »om jeg vil være politiker hos Det Radikale Venstre eller politiassistent.« Ellers skulle jeg jf. Khaders ”logik” skabe tvivl om politiets integritet.

Khader forsøgte tydeligt med sit angreb at knægte min grundlovssikrede ytringsfrihed ved direkte at lægge pres på min arbejdsgiver – en primitiv taktik, som Khader har forfinet gennem årene i jagten på alle dem, som vovede at sige ”demokratikrigeren” imod.

Khaders angreb fortsatte og blev intensiveret i deres grovhed og perfiditet i Berlingske og BT under overskriften ”Naser Khader i direkte angreb på fynsk politiassistent: Han skal ikke gemme sig bag sin uniform”.

Her udtalte Khader, at jeg skulle være »tilhænger af Vollsmose-beboernes adfærd og holde per automatik med beboerne. En stor del af beboerne i Vollsmose har ligesom Elvir Abaz indvandrerbaggrund«, samt at jeg skulle være ramt af ”Stockholmsyndrom”, »jeg vil ikke føle mig tryg ved at komme til Vollsmose, hvis Abaz er en del af politiholdet, der skal beskytte mig.«

De ovenstående udtalelser og injurierende anklager vidner om en person, som efter min opfattelse ikke er en folketingspolitiker værdig.

Eftersom ledelsen af Det Konservative Folkeparti endnu ikke har reageret og taget afstand fra Naser Khaders udemokratiske afpresningsmetoder og hans åbenlyse forsøg på at knægte min ytringsfrihed og dermed true alle dem i den offentlige sektor, som eventuelt kunne finde på at kritisere magten, må jeg hermed konkludere, at Naser Khader taler på partiets vegne, og at partiet nu er helt på linje med Naser Khader og hans ageren i sagen.

Ytringsfrihed burde gælde os alle, også de offentligt ansatte. Benævnelse af politiassistent som titel/profession i forbindelse med mine debatindlæg generer åbenbart Naser Khader og hans ligesindede, som i bund og grund føler sig ”truet” af min faglighed og indsigt i den virkelige verden, som forstyrrer deres virkelighedsfjerne og virkelighedsfornægtende sansninger.

Angivelse af titel (samt min specialviden ift. bekæmpelse og forebyggelse af bander, radikalisering og ekstremisme – som jeg i øvrigt ikke nævner i mine indlæg ) er relevant baggrundsviden i en kildekritisk forstand og vidner om, at jeg har en indgående faglig indsigt i forhold til de emner, jeg udtaler mig om, f.eks. radikalisering, Lindholm-projektet, Rasmus Paludan og risikoen for drab, terror m.m.

Disse oplysninger er væsentlige for læserne og er en form for varedeklaration og validering, som er med til at kvalificere debatten og give politikerne en tiltrængt realitetstjek, som de egentlig burde være taknemmelige for.

Jeg har i forbindelse med mit arbejde de seneste ca. 10 år knoklet med blandt andet opbygningen og styrkelsen af det sunde, velfungerende lokale civilsamfund i de socialt udsatte boligområder, som utvivlsomt er det bedste værn mod radikalisering, ekstremisme og bander.

En strategi, som jeg ikke selv har fundet på, men som klogeligt og for alvor blev søsat af den visionære tidligere politidirektør Poul Løhde og konsekvent understøttet og videreudviklet af hans dygtige efterfølger, politidirektør Kit Claudi.

Naser Khader kan kalde mit forsvar for faglighed, retfærdighed og ordentlighed i forhold til de almindelige, velfungerende borgere af anden etnisk herkomst i ghettoerne for Stockholm-syndrom.

De facto drejer mit forsvar for disse fredelige og velfungerende borgere, som er blevet dehumaniseret af politikernes stigmatiserende retorik, sig om empati og indsigt i et omfang, således at man evner at adskille kendsgerninger fra populistiske, opportunistisk taktiske holdninger.

Elvir Abaz
Politiassistent
Cand. Mag.

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE11230639/hvor-er-ledelsen-i-det-konservative-folkeparti-naar-naser-khader-angriber-ytringsfriheden/


-


Rusland har hovedrollen, når man skal vurdere truslerne mod Danmark. Forsvarets Efterretningstjeneste advarer også mod et Al-Qaeda, der ikke har været stærkere siden 11. september 2001.

 

Også det kommende folketingsvalg er et oplagt mål for russiske cyberangreb og misinformationer. Det fremgår af den årlige ’Efterretningsmæssige Risikovurdering’, som FE netop har offentliggjort.

 
»Det er sandsynligt, at russiske påvirkningskampagner vil udgøre en stigende trussel også mod Danmark, og at Danmark uden eller med meget kort varsel vil kunne blive ramt af sådanne. Russisk påvirkning vil f.eks. kunne ske i forbindelse med en valgkamp«, skriver FE.

 
Ifølge FE har de russiske aktiviteter et overordnet formål om »at undergrave forestillingen om objektiv sandhed«. Missionens strategiske mål er at »øge de interne skel i og mellem NATO- og EU-landene for at svække de to organisationers evne til at føre en samlet politik over for Rusland. Rusland er meget opmærksom på sårbarheder og skillelinjer i EU og internt i EU-landene. Det gælder især i spørgsmålet om forlængelse af EU’s sanktioner mod Rusland og EU’s energipolitik«.

 

Efterretningsmæssige Risikovurdering
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE)

 
https://politiken.dk/udland/art6888216/FE-Danmark-står-over-for-en-»ganske-alvorlig-situation«-Rusland-ventes-at-påvirke-folketingsvalget

-


"Make no mistake, I certainly do not equate the actions of nationalist demagogues with those of Daesh,"
"But in its mode of communication, its use of half-truths and oversimplification, the propaganda of Daesh uses tactics similar to those of the populists."
 
"And both sides of this equation benefit from each other - indeed would not expand in influence without each others' actions," he added, calling for global action to lessen the influence of populist politics that could turn violent.
 
"The atmosphere will become thick with hate; at this point it can descend rapidly into colossal violence."
 
Zeid said discrimination was accelerating in workplaces, children were being shamed and shunned for their ethnic and religious origins.
 
"They are not 'really' European," Zeid said. "Entire communities are being smeared with suspicion of collusion with terrorists."
 
Zeid Raad al-Hussein
UN High Commissioner for Human Rights
 
http://www.aljazeera.com/news/2016/09/rights-chief-blasts-demagogues-trump-wilders-160906130244428.html
 
https://www.theguardian.com/world/2016/sep/06/un-human-rights-high-commisioner-zeid-raad-al-husseins-speech-reject-populist-bigots-in-full


-


"Too many politicians are using racism and intolerance to incite fear and score political points.
At a time when rights and inclusion are needed most, we must not allow knee-jerk reactions of fear violate our most basic principles of humanity."
 
Human Rights Watch
 
https://action.hrw.org/ea-action/action?ea.client.id=1908&ea.campaign.id=55616&ea.tracking.id=ES2016FCfb01


-


"I’ve been clear, we’re going after the bad guys and we’re going to get them," Mrs. Clinton told reporters at the White Plains airport, near her home, on Monday. "But we’re not going to go after an entire religion and give ISIS exactly what it wants."
 
Hillary Clinton
US presidential candidate
 
http://www.nytimes.com/live/new-york-explosion/hillary-clinton-4/


-


"Muslims are not a collective, rather, they are a mosaic of all kinds of different faiths, religions and backgrounds. We must stop generalizing, stop being scared to touch on religion, and take off our blinkers to start a fact-based debate from now on."
 
"The fact is that Takfiri jihadism’s followers are extremely few. Muslims are the biggest victims of the Isis murder machine."
 
"To end the polarization we must also not fall into the trap of speaking about “stigmatizing Muslims” at every turn – that false generalization only strengthens polarization."
 
Magnus Ranstorp
Swedish Defence University
 
https://www.thelocal.se/20161004/stop-painting-all-muslims-with-the-same-brush


-


UN chief launches global push against hate speech

UN Secretary General Antonio Guterres on Monday launched a new global strategy to combat hate speech, a growing scourge he said has “poisoned” debate on crucial challenges like migration.

Guterres announced the effort, which will be led by his special adviser on genocide prevention Adama Dieng, at the UN Human Rights Council.

“Hate is moving into the mainstream -- in liberal democracies and authoritarian systems alike,” he said in a speech at the opening of the council’s 40th session.

“Some major political parties and leaders are cutting and pasting ideas from the fringes into their own propaganda and electoral campaigns,” he added.

Governments across the world have watched with concern as racist and other hate speech have coarsened the political climate.

France and Germany have raised particular alarm in recent weeks over resurgent anti-Semitism.

Guterres targeted his rebuke at the vast campaign he said was mobilized against the UN’s Global Compact on Migration, a non-binding text that aimed to set out best practices for managing refugee and migrant flows.

“We have seen how the debate on human mobility, for example, has been poisoned with false narratives linking refugees and migrants to terrorism and scapegoating them for many of society’s ills,” Guterres said.

He condemned “an insidious campaign sought to drown the Global Compact on Migration in a flood of lies about the nature and scope of the agreement.”

The UN chief noted that the campaign “failed.”

But 17 countries either abstained or voted against the compact at the General Assembly in December and debate over the text fueled bitter political debate especially in Europe.

Guterres said Dieng, a Senegalese lawyer and veteran UN diplomat, will “define a system-wide strategy and present a global plan of action” to combat hate speech.

Antonio Guterres
UN Secretary General

https://english.alarabiya.net/en/News/world/2019/02/25/UN-chief-launches-global-push-against-hate-speech.html


-


"One of the things that fuel terrorism is the expression in some parts of the world of Islamophobic feelings and Islamophobic policies and Islamophobic hate speeches,"
 
"This is sometimes the best support that Daesh can have to make its own propaganda,"
 
Antonio Guterres
UN Secretary-General
 
https://english.alarabiya.net/en/News/world/2017/02/12/-Islamophobia-fueling-terrorism-UN-chief.html


-


"Vi er i øjeblikket vidne til politiseret islamofobi fra brede dele af det politiske spektrum, hvor det er blevet et mål i sig selv at bruge folkets frygt proaktivt."
 
"Bare fordi man som vælger gør sig bekymringer om flygtningestrømme, så er man ikke islamofob, bestemt ikke. Men vi er vidne til en tendens, hvor måden, man behandler islam som fænomen, bærer præg af en grænseløs uvidenhed. Og det er der mange medier og politiske bevægelser, der puster til."
 
"Man giver de ekstreme miljøer en gave, når vi på globalt plan taler om radikale terrorister som repræsentative for alle muslimer. Ved at bekræfte det narrativ bilder vi os selv ind, at muslimer som en helhed er tilbøjelige til at begå uhyrligheder. At muslimer bærer kollektiv skyld."
 
John L. Esposito
Professor
 
http://politiken.dk/indland/art5860052/Islamforsker-Vi-dæmoniserer-muslimer


-


»I er nødt til at indse, at der var en grund til, at nogle af jeres egne drog ud i krige i Syrien og Irak«, siger han. »De færreste af dem var rejst, hvis deres liv fungerede fremragende derhjemme«.

Han lægger vægt på, at der ikke er én grund til radikalisering, heller ikke en fiks måde at få dem på sporet igen.
 
»Mange af dem har været drevet ud i radikalisering af en kombination af omstændigheder. Arbejdsløshed, oplevelsen af udstødning, måske dårligt fungerende familier, møder med racisme eller forskelsbehandling. For nogle har det ene fyldt mere end det andet. Det har skubbet dem ud. Samtidig har et radikaliseret miljø trukket dem ind, fornemmelsen af at blive en del af et større projekt, stolthed ved at gøre noget for sin identitet – og så videre«.

»Og samfundet er nødt til at begynde at samarbejde med det muslimske samfund. Nødt til at arbejde sammen med de religiøse menigheder. Nødt til at fremme det dansk-muslimske i stedet for at lade de muslimske samfund passe sig selv eller endnu værre: holde dem ude af fællesskabet«.

Han viser en amerikansk avis, Muslim Journal, som bærer det amerikanske flag ved siden af sit navn. »Samfundet har også en interesse i, at danskhed og islam – eller anden religiøs forankring – skal hænge sammen som en naturlig ting«.

Han finder det afgørende, at Danmark sørger for, at muslimske præster kan blive uddannet her i landet, frem for at muslimske menigheder skal finde deres præster og ledere i andre samfund uden det danske sprog, uden fornemmelsen for dansk tradition, uden forankringen i det danske.

»I har brug for et dansk islam. Med Koranen på dansk, med præster og lærere på dansk, med menigheder, der både er muslimske og danske og stolte af det på én gang. Og brug for, at der ikke er en naturlig grobund for små radikaliserede miljøer«, siger Mohammed Fraser-Rahim, der i denne uge besøger København, hvor han på initiativ af den amerikanske ambassade bl.a. skal møde danske forskere og praktikere i Københavns Kommune.

»Det er ikke noget, I kan vente med eller blot håbe at undgå. De radikaliserede vender hjem før eller siden«, siger Fraser-Rahim. »Det er jeres valg, om I proaktivt vil gå i gang med afradikalisering, eller I vil vente på, at de opsluges af den samme virkelighed, der i sin tid gjorde dem til ekstremister«.

Dr. Mohammed Fraser-Rahim
Direktør
Quilliams

https://politiken.dk/indland/samfund/art7058779/Opsøg-de-danske-IS-krigere.-De-har-brug-for-hjælp


-


"Men hvis man blander flygtninge og terror sammen, så går man i virkeligheden Islamisk Stats ærinde. De ønsker at skabe splittelse i vores samfund. Det er to forskellige udfordringer. Men vi skal heller ikke være naive – vi må anerkende, at der er eksempler på potentielle terrorister, der har brugt migrationsruterne til at komme til EU. Det er præcis derfor, at vi har taget initiativer til at vide mere om, hvem der kommer ind i EU."
 
Julian King
EU’s sikkerhedskommissær
 
https://politiken.dk/udland/art6490229/Hvordan-bremser-man-unge-mænd-der-radikaliseres-hjemme-fra-soveværelset


-


"Rasmus Alenius Boserup: Frygtsomme debattører er en langt større trussel end terror og islam"
 
"Ideen om, at islam er en lovreligion med én bestemt måde at leve, som truer det danske eller europæiske værdisæt, er ganske enkelt forkert. Muslimer er lige så enige og uenige med hinanden som alle andre, når det kommer til at indrette samfund og stater."
 
"For at kunne erkende de virkelige trusler imod Danmark og Europa i dag er vi nødt til at afvise fejlfremstillingerne og proportionsforvrængningerne: Uden for Danmark er det de populistiske bevægelsers opgør med den internationale og regionale orden, der virkelig truer os. Det er ikke muslimerne og islam. Inden for rigets grænser er der heller ikke muslimer og islam, der er vores største udfordring."
 
"Det er derimod de populistiske dommedagsprofeter og deres stigmatisering af enkelte mindretal i de europæiske befolkninger, der udgør den største enkeltstående interne trussel imod det Europa og det Danmark, vi kender."
 
"Vi skal både dokumentere og fordømme, når debattører og politisk ansvarlige systematisk fremstiller muslimer som kriminelle, som samfundsnassere, som terrorister og som trusler imod Danmark og Europa. Også selv om de juridisk har ret til det. Med Klemperer in mente bør vi ikke reducere denne stigmatisering til noget, der ’bare’ er sprog. Vi bør forstå det som stadier på vej imod egentlige samfundsforandringer."
 
Rasmus Alenius Boserup
Seniorforsker
Dansk Institut for Internationale Studier
 
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5937849/Frygtsomme-debattører-er-en-langt-større-trussel-end-terror-og-islam


-


Debattør: Stop med at generalisere ud fra etnisk ophav
 
DEBAT: Det er diskrimination, når man groft generaliserer flere hundredtusinder mennesker, der ikke har andet til fælles, end at de har rødder i et ikkevestligt land, skriver Muneeza Rosendahl, der er specialkonsulent og talsperson for Feministisk Initiativ.
 
Jeg er Danmarks største problem – sammen med de andre otte procent, der enten er indvandrere eller efterkommere af indvandrere med ikkevestlig baggrund i Danmark.
 
Hvorfor? Fordi jeg ikke er en god medborger? Nej. Fordi jeg ikke betaler min skat? Nej. Fordi jeg ikke går ind for demokrati og ønsker voldelig revolution i Danmark? Nej.
 
Men hvorfor så? Fordi jeg har rødder i Pakistan. Mit ikkevestlige ophav er den eneste grund til, at jeg og de andre 8 procent af Mette Frederiksen er udråbt til ikke blot et problem, men Danmarks største problem anno 2018. Ligefrem en trussel mod danskheden, som Lars Løkke Rasmussen udtrykte det tidligere på året.
 
Dette er ikke breaking news i en tid, hvor MF'ere holder tale for For Frihed – tidligere Pegida. Men det bør dæleme være noget, vi stadig har stor fokus på og konsekvent siger fra overfor.
 
Ghettoplanen ser kun etnicitet
En ting er min egen harme og frustration over at være udsat for racistisk diskrimination af Danmarks politiske top, og hvad det generelt gør ved et menneske at blive udpeget som et problem, blot for at være født som den, man er.
 
Noget andet er, hvor vi er på vej hen som land og samfund. Vi er tydeligvis allerede begyndt at retfærdiggøre at se en gruppe borgere som et problem ud fra en bestemt fællesnævner – deres ikkevestlige baggrund (det vil sige alle fra Peru til Japan og 150 andre lande).
 
Vi ser altså hverken på, hvem de er som mennesker, deres holdninger, deres handlinger, men dømmer dem blot ud fra deres etniske ophav.
 
Et konkret eksempel på dette er i forbindelse med den såkaldte "ghettoplan". For at betegne et udsat boligområde som en ghetto skal andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande nu overstige 50 procent. Det betyder, at det alene er beboernes etnicitet, der kan kategorisere et udsat boligområde som en ghetto.
 
Med andre ord: Mere end 50 procent af min slags i et udsat boligområde og bum, så bor du i en ghetto.
 
Se på individet
"Åh, Muneeza, tag det roligt, du ved da godt, at det ikke er 'sådan nogle som dig', de taler om!"
 
Hvem har ikke hørt denne velmenende, men diskriminerende, frase ytret? Men jo, det er lige præcis sådan nogle som mig, og alle mulige andre, der tales om, når man groft generaliserer flere hundredtusinder mennesker, der ikke har andet til fælles, end at de har rødder i et ikkevestligt land.
 
Vi derfor må og skal stoppe med at generalisere og begynde at se individet fremfor gruppen.
 
For ligesom etnisk danske borgere er forskellige, så er alle borgere med ikkevestlig baggrund det også. Heller ikke breaking news, men hvorfor bliver vi så ved med at begå den samme fejl?
 
Ren propaganda
Ligesom fælles danske værdier ikke er noget, man automatisk får med sig, blot fordi man er født i Danmark eller af en etnisk dansk person, så gælder det samme os, der er født med ikkevestlig baggrund.
 
Jeg kender for eksempel ret mange etniske danskere, som ikke mener, at For Frihed er nogle fine folk, der fortjener et skulderklap – og hurra for dem!
 
Så vel er der problemer med nogle med ikkevestlig baggrund, ligesom der er problemer med nogle etniske danskere, men Danmarks største problem og en trussel mod danskheden, det er ren propaganda, som vi må og skal sige fra overfor.
 
Muneeza Rosendahl
Specialkonsulent
Talsperson for Feministisk Initiativ
 
https://www.altinget.dk/artikel/debattoer-stop-med-at-generalisere-ud-fra-etnisk-ophav


-


Stigmatised, marginalised: life inside Denmark’s official ghettos
 
As cultural assimilation intensifies, lifelong residents feel increasingly isolated in a place once known as a haven of tolerance
 
“Because they have changed standards that define the list, we can’t even use it to measure developments [in crime and deprivation] over time,” he says. “We have actual political production of territorial stigmatisation.”
 
Troels Schultz Larsen
Associate Professor
Roskilde University
 
“It amazes me that even though the crime rate has fallen and the educational level has risen, these areas are more stigmatised and are portrayed more negatively from parliament. And so many teenagers in these areas believe in that portrayal of themselves and their neighbourhoods,” says Soei. “A lot of young men feel that they are not recognised as equal citizens … The narrative of ‘counter-citizenship’ is a heavy risk factor when it comes to potential recruitment for criminal groups such as street gangs and militant Islamist groups.”
 
Aydin Soei
Sociologist
 
Michala Clante Bendixen, chair of campaign group Refugees Welcome, is particularly frustrated by an approach she says is destroying areas that have often proved a positive force for integration, and attacks that marginalise immigrants and refugees that Denmark needs in order to function, from doctors to delivery drivers, cleaners to engineers.
 
“What they overlook is the potential [in the ‘ghettos’], these areas are integration factories in a way – there is a lot of money, with projects and voluntary work being focused on these areas for integration. And it is working, I find. There are positive results – people move out when they are ready for it.”
 
Michala Clante Bendixen
Refugees Welcome
 
https://www.theguardian.com/world/2018/aug/12/denmark-official-ghettos-cultural-assimilation-country-once-tolerant


-


De fleste aner ikke, hvor massiv forskelsbehandlingen af udlændinge er - så her er en oversigt

Mange af de flygtninge, jeg kender, siger: »Vi er taknemmelige for at være her, og vi vil gerne arbejde hårdt, men vi føler ikke, at vi nogensinde får en fair chance. Lige meget hvad vi gør, er det aldrig godt nok.
 
Danmark er for nylig blevet optaget i FN’s Menneskerettighedsråd. Det burde man som dansker være stolt af, og det kunne være en god lejlighed til at foregå en række andre lande med et godt eksempel.

Vores samfund er jo kendt som et sted, hvor ligestilling og respekt for individets frihed vægtes højt, og hvor et stabilt demokrati og et pålideligt retssystem ikke accepterer forskelsbehandling og diskrimination.

Sådan er virkeligheden desværre ikke. Der indgives et stigende antal klager over Danmark til FN’s menneskerettighedskomiteer, og mange klagere har fået medhold. Også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har flere gange underkendt dansk lovgivning, senest den særlige 26-års regel i familiesammenføringssager. Reaktionen fra den danske regering og Socialdemokratiet er, at så må vi skrive konventionerne om eller stække domstolens magt.

I forarbejderne til flere af de nyere love er det direkte skrevet ind, at man er bevidst om en vis risiko for at overtræde menneskerettighederne. For vi vil have lov til at diskriminere – især udlændinge, der bor i Danmark.

Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fylder i år 70, og de første to artikler lyder således – døm selv, om de er helt utidssvarende og bør revideres:

Artikel 1: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Artikel 2: Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, for eksempel på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.

FN’s Flygtningekonventionen siger, at flygtninge skal have de samme rettigheder og samme muligheder som landets egne borgere.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention siger, at man ikke må diskriminere på grund af køn, etnicitet, religion, alder osv.

Børnekonventionen siger, at alle børn skal beskyttes mod diskrimination.

Kvindekonventionen siger, at kvinder skal beskyttes mod diskrimination.

Ændringer og stramninger i Udlændingeloven er sket lige siden 2001, og med både små og store skridt. Nogle er blevet diskuteret voldsomt, andre er bare umærkeligt gået igennem. Resultatet er et uoverskueligt kludetæppe af bestemmelser, som i samspil med hinanden gør hverdagen grundlæggende anderledes og sværere for Aisha end for Anja.

I min hverdag som rådgiver for flygtninge modtager jeg ofte henvendelser fra danskere, som slet ikke er klar over, hvordan alle disse stramninger virker i praksis – og som regel bliver de ret chokerede, når de tilfældigvis støder på det. Derfor vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, om der nu egentlig også er bred folkelig opbakning til den nuværende indvandringspolitik?

Ja, der er bred opbakning til kravene om, at man skal lære dansk og forsørge sig selv – også fra indvandrere og flygtninge selv. Det er dog ikke alle, der er i stand til det, uanset hvor hårdt de prøver. Men mon ikke de færreste bakker op om direkte diskrimination og forskelsbehandling?

Nedenstående liste er ikke udtryk for ’en fair, men stram politik’, men derimod for en opdeling i ’dem’ og ’os’, hvor vi mødes af forskellige regler og muligheder, alt efter om vi er indfødte eller tilkomne. Enkelte regler rammer også et lille antal af ’os’, men det er tydeligvis collateral damage, som man forsøger at undgå. Der er også danskere på integrationsydelse, ja – men de udgør 2 procent.

Familiesammenføring: To danskere kan frit gifte sig og/eller bo sammen, som de selv har lyst til – og deres børn kan naturligvis bo sammen med dem. Men sådan er det ikke for alle de mennesker, der enten selv har udenlandsk baggrund eller forelsker sig i en, der har det; her stilles der pludselig en uendelig række krav til ens økonomi (bankgaranti på 100.000 kr.), uddannelse og sprogkundskaber over et vist niveau for begge parter, egen bolig over en vis størrelse, fast job, og man skal påtage sig forsørgelsen af den anden.

For nogle flygtninge er der endda 3 års formel ventetid, før man kan ansøge om at få ægtefælle eller børn hertil. Mange børn bliver afvist med tvivlsomme argumenter om, at de ikke kan integreres, eller at barnet må blive boende hos sin bedstemor, moster eller andre. Som familiesammenført er man derefter totalt afhængig af sin partner – og kan ikke flytte eller blive skilt uden samtidig at skulle forlade landet.

Uddannelse: Flygtninge og familiesammenførte har normalt ret til gratis uddannelse og SU. Men en tredjedel af de flygtninge, der har fået asyl i Danmark siden 2015 (ca. 4.000), skal selv betale for videregående uddannelse. De har nemlig en særlig status (par. 7,3), som ovenikøbet især anvendes på kvinder og derfor i praksis er dobbelt diskriminerende.

A-kasse: En ny lov er netop vedtaget i januar. Den indeholder et krav om at have opholdt sig 7 år ud af de seneste 12 år i Danmark eller EU, før man kan få dagpenge, herunder dimittendsats som nyuddannet – selv om man opfylder de almindelige krav til dagpenge og har betalt i flere år. Samtidig er alternativet til dagpenge for denne gruppe ikke kontanthjælp, men den meget lavere integrationsydelse.

Integrationsydelse: Alle, der ikke har boet lovligt i Danmark i 7 ud af de seneste 8 år og ikke er i arbejde, kan kun modtage cirka halvdelen af, hvad man modtager på kontanthjælp. Loven indeholder endda særlige undtagelsesmuligheder for danskere, der har boet udenlands. Og der er stramninger på vej, som sætter opholdstiden op til 9 ud af de seneste 10 år og nedsætter beløbet for forsørgere efter 3 år.

Institut for Menneskerettigheder har netop udgivet en rapport, som dokumenterer, at en stor del af familierne på integrationsydelse mangler penge til mad, medicin og andre helt basale fornødenheder. Dette er ud over at være ulovlig diskrimination også grundlovsstridigt.

Børnecheck: Nyankomne flygtninge og indvandrere optjener først fuld ret til børnecheck efter 6 år – selv om deres børn koster præcis det samme som danske børn. Dette sammenholdt med integrationsydelsen fører til, at mange flere udenlandske børn lever i fattigdom end danske børn, procentvis. Samtidig skelnes der kun mellem forsørger og ikke-forsørger under integrationsydelsen, så jo flere børn man har, jo mindre har hvert enkelt barn at leve for.

Folkepension: Man optjener først fuld folkepension efter 40 års ophold i Danmark – og det kan flygtninge og indvandrere ikke nå, hvis de er kommet som voksne. De har derfor udsigt til en fattig alderdom, selv om de har arbejdet og betalt skat i mange år. Tidligere var der en undtagelsesregel fra kravet om 40 års ophold for flygtninge, men den er fjernet.

Egenbetaling for tolke i sundhedsvæsnet: Efter 3 år i landet skal man nu selv betale for tolk, hvis man ikke er tilstrækkelig god til dansk – og det er de færreste efter så kort tid. Mange ældre flygtninge/indvandrere bliver aldrig gode nok til at kunne føre en kompliceret samtale med en læge.

I forbindelse med operation er tolkeudgiften ca. 1.400 kr. Ifølge Lægeforeningen giver dette risiko for fejlbehandling af alle, der ikke taler flydende dansk og ikke har råd til/vælger at betale for tolk. Loven er ny, men har allerede ført til flere aflyste operationer. Etniske minoriteter har således ikke lige ret til sundhed.

Voldsramte kvinder: Udenlandske kvinder, som får tæv af deres mænd, risikerer at miste deres opholdstilladelse, hvis de lader sig skille og flytter fra manden, og faktisk er etniske minoriteter endda overrepræsenteret på krisecentrene. Her har vi således en dobbelt diskrimination, både etnisk og kønsmæssig.

Permanent ophold og statsborgerskab: Som indfødt dansker skal man aldrig bekymre sig om at blive smidt ud af sit eget land, og man kan nemt få et pas, så man kan rejse på ferie eller skoleudflugt. Men et stort antal børn og unge, som er opvokset i Danmark (måske endda født her), har kun midlertidig opholdstilladelse og kun fremmedpas.

Det betyder, at de ofte har svært ved at rejse til udlandet og kan miste deres opholdstilladelse igen. Voksne uden dansk statsborgerskab risikerer udvisning, selv for mindre lovovertrædelser, og de seneste stramninger har gjort det meget nemt at inddrage en flygtningestatus, selv efter mange år.

Demokrati: Uden dansk statsborgerskab har man ikke stemmeret til Folketinget og kan ikke have et job som f.eks. politibetjent eller embedsmand. Kravene til permanent ophold og statsborgerskab er blevet meget svære at opfylde, og en stigende andel borgere har derfor ingen sikkerhed og ingen demokratisk indflydelse, selv om de har boet her en stor del af deres liv. I dag har kun hver fjerde indvandrer/flygtning dansk statsborgerskab, og det har i gennemsnit taget dem 16 år at få det.

Kriminalitet: Selv små lovovertrædelser som fartbøder, hashbesiddelse eller butikstyveri kan betyde mange års karantæne fra permanent ophold og statsborgerskab, oven i selve straffen. Den nye dobbelte straf i ghettoområder rammer også mest etniske minoriteter, da de per definition er overrepræsenteret i ghettoområderne.

Lidt alvorligere overtrædelser kan betyde evig udelukkelse fra permanent ophold og statsborgerskab, og selv en dom for at have deltaget i et mindre slagsmål kan betyde udvisning fra landet eller mange år på tålt ophold i et udrejsecenter. For en dansker har det ingen konsekvenser ud over selve straffen for at have begået noget kriminelt – ud over at det i nogle tilfælde kan være sværere at finde et job bagefter, hvilket også gælder udlændinge.

En dansk Bandidos-rocker kommer ud af fængslet en dag, men et Loyal to Familia-medlem smides ud af Danmark, selv om han er født her. En mand, der som ung har været med i en bande og nu arbejder med at få andre unge ud af miljøet, er udelukket fra at få dansk statsborgerskab.

Ghettopakken: Et af kriterierne for at blive optaget på ghettolisten er antallet af indvandrere i bebyggelsen. Den nye ghettopakke giver dobbelt straf for kriminalitet i området, beboerne kan ikke få familiesammenføring, og de tosprogede børn mister børnechecken, hvis de ikke afleveres i vuggestue. Disse særregler er således møntet på etniske minoriteter.

Religion: Kristendom er statsreligion i Danmark. Kirkeskat opkræves af staten, alle nyfødte skulle indtil 2010 registreres på det lokale kirkekontor, folkeskolen underviser i kristendom frem for i religion, Folketingets medlemmer går i kirke på åbningsdagen, kun kristne helligdage overholdes, der er ingen statsgodkendte uddannelser for andre religiøse forkyndere. I det nye medieforlig blev kristendom sågar skrevet ind i stedet for integration. Alt dette giver en fordel for de kristne protestanter og derfor en sværere situation for alle andre religioner. Sverige er f.eks. et sekulært land, hvor kirken ikke har særstilling.

Social diskrimination: Alle de nævnte områder er direkte styret af lovgiverne og administrationen. Det er dermed en formel og mere eller mindre bevidst diskrimination. Her er tale om begrænsning af familieliv, sundhed, uddannelse, indkomst, demokratisk indflydelse samt hårdere konsekvenser af lovovertrædelser og mindre frihed.

Men ved siden af dette mødes næsten alle flygtninge og indvandrere også af en forskelsbehandling, som udøves i det daglige af os alle sammen individuelt. Masser af undersøgelser har vist, at man kommer bagest i køen til både job, læreplads, lejlighed og diskotek, hvis man ikke har et danskklingende navn og ikke ser etnisk dansk ud.

Nogle få eksempler: Min ven Isam fra Sudan var sammen med en anden mørk klassekammerat de eneste to, der ikke fandt en læreplads under deres vvs-uddannelse. Min ven John fra Uganda er blevet kaldt en abe af en kollega på et stort metalværksted, da de kom op at diskutere, hvilken vej kranen skulle køre. Jeg er selv blevet afvist i døren på en natklub på Nørrebro i selskab med fem venner fra Eritrea. Telemarketingfirmaer opfordrer deres sælgere med etnisk minoritetsbaggrund til at bruge et dansk navn frem for deres eget, når de ringer rundt. De fleste flygtninge og indvandrere arbejder langt under deres uddannelsesniveau, fordi ingen vil ansætte dem inden for deres fag.

Som flygtning/indvandrer mødes man konstant af negativ omtale i medierne og fordomsfulde holdninger hos mange danskere, ikke mindst politikere. En del af det er ikke ondt ment, men den samlede oplevelse bliver meget hård. Flere af mine flygtningevenner er holdt op med at se nyheder, fordi de ikke kan holde den negative måde, de fremstilles på, ud.

Alle er nu blevet enige om, at ’integrationen er slået fejl’. Beviset, som fremføres, er, at vores nye medborgere er lavere uddannet, mindre i arbejde, bor dårligere, har lavere indtægt, dårligere helbred, de unge mænd er mere kriminelle. Det er i store træk og på kort sigt korrekt. Men den eneste løsning, politikerne kan få øje på, er ’at stille krav’ til flygtninge og indvandrere. Fejlen ligger tilsyneladende udelukkende hos dem selv. Man har glemt, at integration går begge veje.

Kombinationen af den formelle og den sociale diskrimination er en væsentlig del af forklaringen på, at vores nye medborgere stadig på mange måder befinder sig lavest i samfundet. Når man ser på alle de områder, hvor udlændinge konkret har dårligere muligheder end danskere, kan det vel ikke undre, at de klarer sig lidt dårligere generelt?

Dertil kommer så, at mange flygtninge har traumatiske oplevelser og en dyb sorg med i bagagen, og de har været tvunget til at forlade deres hjemland – noget, man ikke kan forestille sig som dansker. Og som nydansker er man helt logisk dårligere stillet med hensyn til sprog, kultur, netværk osv. På den baggrund er det ganske imponerende, at unge kvinder med minoritetsbaggrund har overhalet de danske kvinder, og at over halvdelen af de nye flygtninge kommer i job inden for 3 år. Men regeringen ønsker ikke længere integration af flygtninge, nu handler det kun om, at de skal vende ’hjem’ hurtigst muligt.

Mange af de flygtninge, jeg kender, siger: »Vi er taknemmelige for at være her, og vi vil gerne arbejde hårdt, men vi føler ikke, at vi nogensinde får en fair chance. Lige meget hvad vi gør, er det aldrig godt nok – og vi bliver altid behandlet dårligere end danskerne«. Har de ret?
 
Michala Clante Bendixen
Formand
Refugees Welcome

https://politiken.dk/debat/kroniken/art7012702/De-fleste-aner-ikke-hvor-massiv-forskelsbehandlingen-af-udlændinge-er-så-her-er-en-oversigt


-


Regeringens ghettoplan udstiller hykleriet i udlændingepolitikken og den usympatiske populisme

Stop hetzen mod flygtninge og indvandrere, der bor i ghettoområder. De har typisk ikke selv valgt det, og langt de fleste kæmper for at blive integreret i Danmark.

Igennem mange års arbejde, først som boligsocial medarbejder i et udsat boligområde og nu som familiekonsulent for nye flygtninge, har jeg ikke mødt ret mange forældre med en anden etnisk baggrund end dansk, som ikke ville sende deres børn i daginstitution.

Eller forældre, som bevidst har valgt en folkeskole eller et gymnasium, hvor der går mange tosprogede elever.

Mange af de nye flygtningeforældres første reaktion, når de hører, at deres børn først skal starte i en modtageklasse, hvor der ikke er danske elever, er faktisk skuffelse.

De har travlt med, at deres børn skal lære dansk og indhente den skolegang, de har forsømt pga. deres flugt. De er bekymrede for, at deres børn måske ikke kan nå at tage en uddannelse.

Jeg kan ikke genkende den overdrivelse, som regeringen giver udtryk for i sin ghettoplan vedrørende manglende vilje blandt etniske familier til at sende deres børn i daginstitution eller skole.

De seneste statistikker viser også, at op mod 90 procent af efterkommerbørn i 3-4- års alderen og op mod 76 procent af de 1-2-årige går i daginstitutioner.

Men enhver almindelig dansker vil tro, at der nok er tale om, at 90 procent af børnene, ikke går i intuitioner, når de hører og læser truslerne i regeringens ghettoplan.

Det er endnu en åbenbar misvisning af virkeligheden for at retfærdiggøre sin hårde retorik mod borgere med anden etnisk baggrund og for en mislykket integrationspolitik.

Mange af de indvandre- eller flygtningefamilier, som havner i ghettoer, har heller ikke haft en reel mulighed for at vælge deres boligplacering.

For eksempel skal de nye flygtninge sige ja til det boligtilbud, som kommunen finder til dem. Og hvis kommunen ikke kan finde andet end en bolig i en ghetto, er der ikke noget at gøre.

Sådan var det også, dengang den nu ældre generation af flygtninge kom til Danmark og måtte bo i en ghetto.

Samtidig har mange indvandrerfamilier heller ikke mulighed for at flytte fra en ghetto, så længe de ikke har råd til det. De, som har været indvandre i Danmark, havde som regel kun en indtægt, da de fik resten af deres familier til Danmark.

Men hvis det lykkedes for konen at få et arbejde, efter hun kom til Danmark, købte de et hus eller en lejlighed og flyttede ud af ghettoen.

Så spørgsmålet er, om mange af de familier, som bor i ghettoer, ikke ville købe deres egen bolig og flytte væk fra ghettoen, hvis de havde råd til det.

Hvor mange af dem har haft et reel valg for at fravælge ghettoen, da de manglede en bolig, vel vidende at chancen for at finde en bolig er større i de udsatte områder end i de velhavende?

Regeringen og de partier, som konkurrerer med hinanden om at overbevise vælgerne om deres handlekraft på udlændingeområdet, fremstiller problemerne på en måde, så det ser ud, som om det omhandler en majoritet af indvandrere og flygtninge, som ikke er villige til at integrere sig.

De fremstiller det, som om de hellere vil samle sig i ghettoer, at de ikke ønsker, at deres børn kan begå sig i det danske samfund, klare sig sprogligt, tage sig en uddannelse og senere få et godt og velbetalt job.

Som om indvandre- og flygtningeforældre ikke bekymrer sig om deres børn, når de får et misbrug, bliver involveret i kriminalitet i teenagealderen, eller når banderne eller de radikale islamiske grupper rekrutterer dem.

Jeg har set så mange af de forældre, som har været dybt ulykkelige og magtesløse og med en bristet drøm, som de engang havde for deres børn.

Forældre, som bare ville ønske, at nogen kunne hjælpe dem, så de kunne få deres børn på rette vej.

Så lad være med at fremstille de forældre som uhyrer, som ikke vil deres børn det godt, medmindre de bliver truet eller tvunget til det.

Det er et helt forkert og ødelæggende udgangspunkt i arbejdet med de udsatte familier med anden etnisk baggrund, som ikke er i stand til at støtte deres børn og har brug for hjælp og en social indsats.

De er forældre ligesom mange socialt udsatte forældre med dansk baggrund, som kommer til at svigte deres børn, ikke fordi de ønsker det, men fordi de ikke er i stand til at se deres fejl og mangler, og ikke kender til andet end det, som de selv er vokset op med, heriblandt vold, misbrug, psykisk sygdom.

Ja, ghettoer er et problem, og de skal bekæmpes. Og ja, der er nogle enkelte forældre, som forhindrer deres børns integration med vilje. Men langt de fleste ønsker, at det skal lykkes for deres børn at få et godt liv i Danmark. Og de ved godt, at det kræver, at deres børn skal lære dansk, passe skolen og komme videre i uddannelsessystemet. En stor del af disse forældre gør deres bedste for at støtte deres børn så de kan klare sig.

Men der er også en del af dem, der ikke er i stand til at støtte deres børn og derfor har brug for hjælp. Der kan være mange årsager til deres manglende forældreevne.

Blandt andet psykiske problemer, som tit har gjort, at disse forældre har isoleret sig og ikke har lært dansk og dermed ikke har været en del af samfundet.

En isolation, som har ført til, at de enten har holdt mere fast i de gamle traditioner og religionen eller totalt har opgivet deres børn, fordi de igen ikke kan se, hvordan de kan spille deres forældrerolle.

Når man siger, at disse forældre har brug for hjælp, står regeringspartierne og de andre, som synger i det samme kor, i kø for at fortælle, at alle andre muligheder er blevet afprøvet, og at sociale indsatser ikke har løst problemerne, og derfor skal man gå hårdt til værks og anvende trusler og sanktioner mod ghettoborgerne.

For det første er denne påstand ikke rigtig. I mange af de udsatte boligområder er der sket en hel del gode og positive udviklinger pga. sociale indsatser og et godt samarbejde mellem boligselskabet, myndighederne og beboerne.

I det udsatte boligområde, hvor jeg tidligere arbejdede, og hvor vi havde en social indsats i samarbejde med andre, heriblandt de frivillige, kom flere og flere unge i gymnasiet, mange af dem fandt et fritidsjob og behøvede ikke længere at se op til de storebrødre, som var involveret i kriminalitet og bander.

Stort set alle børn kom i daginstitutioner. Hvis der var et problem med det, var det ikke, fordi børnene ikke kom i børnehaven eller vuggestuen, men fordi en del af dem blev hentet sent og var i institutionen i alt for mange timer.

Forældrene gik ud fra, at deres børn havde det bedre af at være i institutionen og hos pædagogerne. Hvis disse børn ikke lærte sproget der, var det ikke alene forældrenes skyld, men måske, fordi institutionen havde alt for mange tosprogede, og måske fordi det haltede med sprogstimuleringen pga. manglende ressourcer.

Den positive udvikling findes i de udsatte boligområder, hvor der er en seriøs social indsats i gang.

For det andet har de forskellige regeringer igennem årene ikke været i stand til at løse reelle problemer, f.eks. afskaffelse af ghettoskoler (både folkeskoler og private skoler), en bedre fordeling af tosprogede i daginstitutionerne og på gymnasierne, en reel afskaffelse af arbejdsløshed blandt ghettoborgerne.

En hel del børn bosat i ghettoområder har gået i folkeskolen, men er kommet ud på den anden side uden at kunne læse og skrive ordentligt.

I mange år er de blevet overset, og ingen har opdaget, at de fagligt er så langt bagud, at det har betydet, at mange af dem ikke kunne gennemføre afgangseksamen.

På de skoler og i de boligområder, hvor der har været fokus på denne problematik, har der også været gode resultater. Man kan således ikke beskylde forældrene for en svigt af folkeskolerne og de tosprogede elever.

Man kan ikke straffe dem, fordi deres børn bor i en ghetto og derfor er havnet i den lokale skole, hvor op mod 90 procent af eleverne er tosprogede, og fordi mange ressourcestærke forældre, både med dansk og anden etnisk baggrund, fravælger disse skoler.

Forældre til børn, der går på disse ghettoskoler, har i hvert fald valgt en folkeskole frem for en etnisk og religiøs skole.

Man må gå ud fra, at på folkeskoler er der bedre mulighed for myndighederne i forhold til at samarbejde med forældrene og stille rimelige krav til dem i stedet for at true dem med at trække et beløb fra deres i forvejen lille ydelse, når børnene f.eks. har fravær.

Denne form for sanktioner er blot med til at øge frustrationerne hos de i forvejen frustrerede udsatte familier og lukker enhver mulighed for et samarbejde, som vil gavne børnene.

Desuden tvinger man måske flere forældre til at vælge de etniske og religiøse skoler, når de føler sig forfulgt.

Og så vil skaden kun blive endnu større, når flere børn bliver sendt til de etniske og religiøse skoler, da børn på disse skoler bliver totalt isoleret fra resten af samfundet og opdrages efter de ældgamle religiøse normer og værdier i stedet for en undervisning baseret på videnskab, åbenhed, nysgerrighed og respekt for mangfoldighed.

Men fordi ethvert krav om afskaffelse af religiøse skoler for børn også vil ramme alle andre religiøse grupper end muslimer, vil politikerne ikke forholde sig til det, vel vidende at det er et grundlæggende problem her i Danmark, at der ikke er adskillelse mellem religion og undervisning for børn.

Børn har ikke en religion og har aldrig tilsluttet sig en religiøs gruppe eller sekt.

Det er et alvorligt problem, når det er tilladt at oprette religiøse skoler, hvor børn bliver isoleret og opdrages efter de gamle religiøse værdier. For tosprogede børn, som går på de religiøse skoler, betyder det desuden en totalskade på deres integrationsevne.

Et andet eksempel på en mislykket politik i ghettoområderne er at skaffe et reelt job til de mennesker, som gerne vil arbejde, men ikke kan finde et.

Jeg husker dengang, da 225-timers reglen om kontanthjælpsloftet blev indført.

Mange af de arbejdsløse beboere, som jeg kendte i det boligområde, hvor jeg arbejdede, var desperate efter at finde et job, men kunne ikke finde et.

De skulle konkurrere med alle de andre, som var meget bedre til dansk og havde enten arbejdserfaringer eller en uddannelse. En næsten umulig mission for mange af dem.

Og jobcentret piskede dem og sendte trusselsbreve om fratagelse af deres kontanthjælp i stedet for at hjælpe dem med at finde et arbejde eller hjælpe dem med at opkvalificere sig.

Langt de fleste af dem, som tog imod et praktikforløb i håb om at få et rigtigt job bagefter, måtte opleve den ene skuffelse efter den anden, da de aldrig fik tilbud om et reelt job.

Mange af dem mistede troen på, at de nogensinde ville få et job, hvilket påvirkede deres motivation. Det samme oplever langt de fleste af de nye flygtninge i dag.

Mange af de flygtninge, som inderligt ønsker at have et arbejde, dels fordi de lever i fattigdom pga. den lave integrationsydelse, dels fordi mange af dem, især mænd, har været vant til at arbejde og klare sig selv, bliver sendt fra det ene praktikforløb til det andet, uden at det fører til et reelt job.

Dette sker, imens regeringen og de partier, som går ind for hård kurs mod udlændinge, diskuterer, hvordan de ellers skal gøre livet surt for dem, så de siger ja til et job.

Samtidig har de samme politikere travlt med at bilde den danske befolkning ind, at disse mennesker kun vil tage imod et arbejde, hvis de bliver truet med sanktioner og straf.

Der er ikke ret mange af disse politikere, der taler om, hvordan man kan skaffe rigtige jobs til de mennesker, og hvordan man kan hjælpe dem med at blive kvalificeret til det danske arbejdsmarked, så de reelt får mulighed for at tage imod et job.

Den danske regering er ved at grave endnu dybere kløft mellem borgere med anden etnisk baggrund og danskere ved endnu en gang at fremstille borgere med anden etnisk baggrund, og især dem, der uvilligt bor i disse ghettoer, som følelsesløse, ligeglade og uduelige uhyrer, som er onde mod deres børn og derfor skal straffes, trues og sanktioneres!

De skal jages ud af ghettoerne uden at give dem et reelt alternativ og alene ved at håne dem, lave særregler for dem og pakke det ind som en løsning på afskaffelse af ghettoer.

Regeringens ghettoplan udstiller blot hykleriet i udlændingepolitikken og den usympatiske populisme, som flertallet af politikerne desværre har valgt at gå efter for at score stemmer.

Nahid Riazi
Socialpædagog

https://politiken.dk/debat/kroniken/art6402390/Regeringens-ghettoplan-udstiller-hykleriet-i-udl%C3%A6ndingepolitikken-og-den-usympatiske-populisme


-


I 2015 blev integrationsydelsen indført som den laveste økonomiske ydelse i Danmark. Ydelsen gives til arbejdsløse, der har opholdt sig i Danmark i mindre end syv ud af de seneste otte år. Institut for Menneskerettigheder har undersøgt levevilkårene for børnefamilier på integrationsydelse.

Ifølge grundloven er den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, berettiget til hjælp af det offentlige, så vedkommende er sikret et eksistensminimum.
Efter grundlovens § 75, stk. 2, er den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, berettiget til hjælp af det offentlige. Højesteret har fastslået, at det betyder, at den danske stat skal sikre et eksistensminimum for borgere, der ikke kan forsørge sig selv.

Alligevel vurderer instituttet på baggrund af undersøgelsen, at der er god grund til at antage, at der er familier på integrationsydelse, der falder under grundlovens eksistensminimum.

”Der er tale om den laveste økonomiske ydelse i Danmark, og det bærer livet i de her familier i høj grad præg af. Nogle kæmper for at skaffe mad nok, mens andre ikke har pengene til medicin, nødvendig transport, skoleudstyr og vintertøj,” fortæller Maria Ventegodt, ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder.

”Vi har undersøgt den økonomiske situation og levevilkårene for denne gruppe, og vi er på den baggrund helt overbeviste om, at der blandt modtagerne af integrationsydelse er personer, som lever under eksistensminimummet. Det vil sige, at de ikke får nok støtte fra det offentlige til at kunne betale for det mest basale som mad, tøj, medicin og et sted at bo,” siger Maria Ventegodt.

Maria Ventegodt
Ligebehandlingschef
Institut for Menneskerettigheder

https://menneskeret.dk/udgivelser/familier-paa-integrationsydelse

https://menneskeret.dk/nyheder/familier-paa-integrationsydelse-lider-store-afsavn


-

Enlige på integrationsydelse får 2.000 mindre om måneden

Trods tidligere advarsler om at ydelsen er i strid med grundloven, sænkes den nu yderligere.

 

Den omstridte integrationsydelse, der erstatter kontanthjælp for en række flygtninge og danskere, bliver nu sænket yderligere og skifter samtidig navn.

Det er en af konsekvenserne af den finanslovsaftale, som regeringen og Dansk Folkeparti har landet her til eftermiddag.

Den offentlige ydelse til nytilkomne flygtninge og en række danskere, der ikke har haft ophold i Danmark i syv ud af de seneste otte år, sænkes med 2.000 kroner om måneden for enlige mødre eller fædre og 1.000 kroner for hver af forsørgerne i familier, hvor mor og far bor sammen.

Konkret vil det for den enlige forælder betyde, at ydelsen fremover vil lyde på 9.993 kroner om måneden mod 11.993 kroner i dag.

Integrationsydelsen skifter som tidligere nævnt navn.

Det sker for "at markere, at nyankomne flygtninge mv., der indgår i et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram befinder sig i en anden situation end en række øvrige personer," lyder det i aftalen.

Skifter navn til blandt andet hjemrejseydelse

For de udlændinge, der er omfattet af et kommende selvforsørgelses- og hjemrejseprogram benævnes ydelsen fremover selvforsørgelses- og hjemrejseydelse. For øvrige personer ændres ydelsens navn til overgangsydelse.

Den reducerede integrationsydelse skal dog først træde i kraft efter tre års ophold i Danmark, da børnefamilier gradvist optjener ret til børne- og ungeydelse, fremgår det videre.

Den lave integrationsydelse har tidligere fået Institut for Menneskerettigheder til at advare om, at det er i strid med grundloven. Nogle familier på integrationsydelsen lever for så lille et rådighedsbeløb, at de har svært ved at få råd til mad, medicin og bolig.

DF og regeringen er også enige om, opholdstilladelser til flygtninge skal fremover alene udstedes med henblik på midlertidigt ophold i Danmark, ligesom opholdstilladelserne fremover altid skal inddrages, når det er muligt "inden for Danmarks internationale forpligtelser".

Punkterne er ganske centrale i aftalen, der bærer undertitlen "Fra integration til midlertidighed, selvforsørgelse og hjemsendelse".

»Jeg er overbevist om, at det her betyder en mærkbar reduktion i antallet af flygtninge og familiesammenførte, der skal blive i Danmark, og en markant stigning i, hvor mange flere der skal returneres til deres eget land«

»Vi holder os inden for konventionerne, men vi går til grænsen. For hvis vi skal bevare Danmark, som vi kender det, skal vi sikre os, at de flygtninge, der er her midlertidigt, vender tilbage til deres eget land. Det er hele idéen i at være flygtning - når beskyttelsen ikke længere er nødvendig, skal man rejse hjem«, sagde Kristian Jensen.

Finansloven er faldet på plads efter de seneste ugers forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Peter Skaarup (DF) sagde efterfølgende tak til finansministeren for samarbejdet.

»Det har været vigtigt for os at få gennemført det såkaldte paradigmeskifte, så man skal vænne sig til, at når man kommer til Danmark, så er man her midlertidigt. Vi drejer hele politikken på udlændingeområdet fra i dag at gå ud på integration til at dreje sig om hjemsendelse«, lød det fra Dansk Folkepartis gruppeformand.

Finanslov 2019

https://www.dr.dk/nyheder/politik/enlige-paa-integrationsydelse-faar-2000-mindre-om-maaneden

https://politiken.dk/indland/politik/art6880985/»Vi-har-lavet-en-markant-stramning-af-udlændingepolitikken-i-Danmark«

-


Fransk antropolog advarer mod ’ghettopakker’: Særlige regler for de udstødte får vreden til at vokse

Det gavner ikke integrationen at lave særlovgivning for beboere i udsatte boligområder, som regeringen lægger op til. Tværtimod vil spændingerne bare vokse, lyder advarslen fra antropolog og professor ved Princeton University Didier Fassin, der trækker på egne observationer fra Paris-forstæderne.
 
»Studier viser, at dommere har tendens til at straffe folk fra arbejderklassen både oftere og hårdere end bedre stillede borgere. Det sker i endnu højere grad, hvis den, der står foran dommeren, oven i købet tilhører en minoritetsgruppe. At tilføje en lovbefalet uretfærdighed til den uretfærdighed, der allerede bliver udøvet i retssystemet i dag, er forfærdeligt for et demokrati«.

Sådan siger den kendte franske antropolog Didier Fassin med reference til den ghettopakke, som et stort flertal af partierne bakkede op om i forsommeren, og som nu skal behandles i Folketinget. En pakke, der både introducerer særlige pligter for indbyggerne i de af landets boligområder, som regeringen definerer som ghetto-områder, men som også vil give politidirektøren mulighed for at indføre såkaldte »skærpede straf-zoner«. Begår man en forbrydelse i en af disse zoner, vil man udsætte sig selv for en eventuelt hårdere straf, end hvis man begår den et andet sted i landet.

Fassin har igennem en årrække beskæftiget sig med retssystem og politivæsen i USA og Frankrig og advarer mod lovgivning, der stigmatiserer allerede udsatte grupper uden at tage fat på de underliggende sociale problemer.

I 2011 udgav han bogen ’La Force de l’Ordre. Une anthropologie de la police des quartiers’ (’Magtens orden’, red.), der baserede sig på et unikt etnologisk studie af den franske ordensmagt. Her fik Fassin mulighed for at følge – over 15 måneder – den særlige politienhed, der har til opgave at opretholde loven i de socialt udsatte forstæder rundt om Paris. Et område af den franske republik, hvor et etnisk proletariat, præget af efterkommere fra de tidligere kolonier, ofte lever i eller på kanten af fattigdom.

En segregation, der måske nok er mere ekstrem end i Danmark, men som ifølge Fassin ikke desto mindre er det direkte resultat af årtiers fejlslagne politiske valg, som man skal være meget påpasselig med ikke at kopiere.

Skal det forstås sådan, at en mere hårdhændet politik over for disse kvarterer risikerer at få den modsatte effekt af det, man ønsker: at ’ghetto-områderne’ blot fjerner sig endnu mere fra det omkringliggende samfund?

»Lige præcis. Befolkningen i disse kvarterer er allerede geografisk segregeret, økonomisk marginaliseret og diskrimineret i forhold til at få bolig og arbejde. Skruer man op for denne undertrykkelse, vil man blot ekskludere dem yderligere og skabe yderligere frustrationer, der – undertiden – kan føre til opstande«.

For Frankrigs vedkommende trækker den nuværende situation tråde langt tilbage i tiden:

»Frankrig har en lang integrationshistorie. Fra slutningen af det 19. århundrede var den primært europæisk: Der kom italienere, belgiere, spaniere og polakker. Efter Anden Verdenskrig gjorde behovet for genopbygning så, at man sendte bud efter gæstearbejdere fra kolonierne, der ofte levede under kummerlige vilkår. I 60’erne besluttede man sig så for at komme af med slumbyerne via konstruktionen af socialt boligbyggeri«, konstaterer Fassin, der selv er opvokset i et af disse kvarterer.

»Oprindelig var meningen, at disse kvarterer skulle være et springbræt mod privat ejendom. Det blev det også for mange franskmænd, men ikke for immigranterne og deres børn, som i særlig grad blev ramt af krisen i 70’erne og af diskrimination på arbejdsmarkedet, og som blev boende«.

Siden, påpeger Fassin, har skiftende regeringer under pres fra højrefløjen reageret på situationen ved at kriminalisere indbyggerne. Man har bevæget sig fra at tale om social retfærdighed til at fokusere på social orden.

»Samtidig med at velfærdsstaten trækker sig tilbage fra de her områder, marcherer nattevægterstaten frem: Der kommer flere og flere politifolk og færre og færre sociale tjenester«.

Et tilbageslag for retsstaten
I Danmark har politiet siden 2004 haft ret til at indføre visitationszoner, hvor betjente kan ransage borgere uden konkret mistanke om lovbrud. Men ifølge Fassin er denne praksis, der i Frankrig går under navnet ’ansigtskontrol’, en farlig og kontraproduktiv vej at gå.

I Danmark er disse visitationszoner, hvor ’ansigtskontrol’ er tilladt, blevet etableret i forbindelse med en verserende bandekonflikt. Er det ikke et nødvendigt instrument for at bekæmpe voldelig kriminalitet?

»Faktum er, at disse kontroller finder sted uafbrudt i alle lande, hvor der er etniske minoriteter – uanset om det er lovligt eller ej. Men at legalisere det er det samme som at acceptere, at diskrimination er statens officielle politik. Det er absurd, og det udgør et tilbageslag for retsstaten«.

I sin bog beskriver Fassin, hvordan den politienhed, han fulgte som observatør, konsekvent udførte visitationer af afrikanske eller arabiske mænd, der opholdt sig på gaden. Ofte af ren kedsomhed og med det mål at provokere dem til at begå en overtrædelse, der ville tillade politiet at tage dem med på stationen.

»Farvede personer bliver i denne sammenhæng altid set som mulige kriminelle, mens det modsatte gælder de hvide. De politikommissærer, jeg talte med, medgav endda, at denne type kontrol, der sigtede efter personer og ikke handlinger, i det store hele var nyttesløse, når det kom til at reducere lovovertrædelser. Til gengæld bidrog de voldsomt til at gøre forholdet mellem politiet og de lokale mere spændt, hvilket undertiden ledte til alvorlige ulykker«.

De skriver, at politiet i disse forstæder har som rolle at reproducere den sociale orden snarere end at opretholde loven. Hvad skal det betyde?

»Hvilket formål tjener det at kropsvisitere de samme unge flere gange om måneden – eller om ugen – samtidig med at man skubber og fornærmer dem? Betjentene, der udfører disse visitationer, ved udmærket godt, at de ikke vil finde noget. Det tjener alene formålet, at man viser disse mennesker sin magt og lærer dem, hvad deres plads er i samfundet«.

Fassin forklarer, at enheden, han observerede, flere gange i løbet af hans feltarbejde gjorde timelange ophold foran en prestigefyldt handelsskole, hvor eleverne stod udenfor og drak og røg pot.

»Men aldrig nogensinde blev de stoppet for at være i besiddelse af illegale stoffer. Omvendt kunne vi kort derefter køre ind i et kvarter med socialt boligbyggeri for at stoppe og kropsvisitere unge med immigrantbaggrund, der sad stille og roligt og snakkede på en bænk. Kontrasten mellem den tolerance, der blev udvist mod den hvide overklasse, og så den strenghed, politiet mødte farvede unge fra arbejderklassen med, var slående«, konstaterer Fassin.

»Efter noget tid forstod jeg, at formålet med, at vi gjorde holdt foran handelsskolen, var at beskytte de studerende, såfremt de blev truet eller fik stjålet deres mobiltelefon. På den måde beskyttede politiet den formuende ungdom, der jo var i gang med at begå lovbrud, mod de fattige unge fra forstæderne«.

Udemagogiske politikere savnes
I bogen beskriver Fassin, hvordan en stor del af de unge, de møder på gaden, når de patruljerer, enten opfører sig 100 pct. servilt eller også stikker instinktivt i løb, så snart de ser en politibil. De har opbygget, hvad Fassin kalder en »kropslig hukommelse, hvor de agerer, som om de er skyldige, selvom de ikke er det«.

De understreger, at disse unge ofte viser sig ikke at have gjort noget galt. Men hvorfor skulle de løbe, hvis de ikke har noget at skjule?

»Som jeg kunne konstatere i løbet af de 15 måneder, jeg var ude på patrulje med ’antikriminalitetsbrigaden’, så ville politiet i mangel på noget bedre at tage sig til bruge deres tid på kropsvisitationer og identitetskontroller, ofte baseret på etnisk profilering. Det er praksisser, der ikke bare er nedværdigende og bryske – de kan også nemt ende med, at man bliver hevet med på stationen, hvis man protesterer mod behandlingen. For de her unge er alene det, at de befinder sig på gaden, vel at mærke uden at have begået kriminalitet, altså et forhold, som er potentielt farligt for dem«.

Fassin forklarer, at det var en sådan situation, der lå til grund for urolighederne i Paris-forstæderne i 2005.

»Her skete der det, at en gruppe politimænd gav sig til at jagte nogle drenge, der var på vej hjem efter at have dyrket sport. Tre af dem tog tilflugt i en transformatorstation. Politiet så, hvor de gik hen, men greb ikke ind«. To af drengene endte med at dø af de elektriske chok.

Hvis systemet er så problematisk, og alle i øvrigt ved det, hvordan kan det så være, at ingen gør noget ved det?

»Det, der slog mig igennem diskussioner med både folk fra politiets fagforening og de ansvarlige højere oppe i systemet, var, at alle kendte til dårligdommene: volden, diskriminationen, provokationerne, som betjentene gjorde brug af for at fremprovokere lovovertrædelser ... alt det er kendt stof. En tidligere indenrigsminister fortalte mig under fire øjne, at politi-fagforeningerne var en hæmsko for enhver positiv udvikling (Fassin beskriver i bogen, hvordan betjentene systematisk dækker over hinandens overgreb, red.). Det er nok til dels rigtigt, selv om det må siges, at den pågældende minister heller ikke selv gjorde nogen ansats til reform. Samtlige af de seneste regeringer har styrket politimagten på bekostning af retssystemet og befolkningen«.

Ifølge Fassin er der en vigtig lektie at lære af den fejlslagne franske politik: Hvis man blot fokuserer på lov og orden, forhøjer man risikoen for, at den følelse af uretfærdighed, som beboerne i de udsatte boligområder har, vender sig mod resten af samfundet. Og så får man, som under forstadsurolighederne i 2005 omkring Paris, en situation, der ikke kan kontrolleres.

Hvis den aktuelle situation, som De siger, er et resultat af politiske valg, hvordan ville en politik, der bevægede sig imod en løsning af problemerne, så se ud?

»Kun en socialt retfærdig politik, der sigter mod at mindske økonomiske uligheder og racediskrimination på jobmarkedet og i uddannelses- og boligsektoren, vil være i stand til at vende den aktuelle tendens til stigende uretfærdighed, som kan konstateres i flere lande, deriblandt Frankrig. Men vi er også nødt til at ændre vores blik på de etniske minoriteter. Deri spiller politikere og eliter en afgørende rolle. Det, vi har brug for i dag – både i og uden for Europa – er udemagogiske politikere, der ikke blot er optaget af at hente stemmer til næste valg, men som har det, som Michel Foucault i sin sidste forelæsning før sin død kaldte »modet til sandhed«.

Didier Fassin
Antropolog og professor
Princeton University

https://politiken.dk/debat/art6732394/Særlige-regler-for-de-udstødte-får-vreden-til-at-vokse


-


Sociolog og forfatter Aydin Soei: Politikerne undergraver deres egne værdier for at løse et problem, de selv har pustet op

Regeringen sparker åbne døre ind i sin indsats mod det, statsministeren kalder ’hullerne i danmarkskortet’.

Ungdomskriminaliteten i ghettoerne er faldende. Flere unge i de udsatte områder er under uddannelse, og mange års boligsocialt arbejde er begyndt at manifestere sig i fremgang. Det er sociolog og forfatter Aydin Soeis korte karakteristik af de ghettoer, som regeringen i denne uge tog livtag med, da otte ministre for rullende kameraer i Mjølnerparken i København præsenterede 22 forslag, der skal fjerne ghettoerne fra danmarkskortet inden 2030.

Men planen bygger på fejldiagnoser og indeholder dårlig medicin, lyder Aydin Soeis konklusion:

»Det mest opsigtsvækkende er, at regeringen her gør op med basale demokratiske principper som lighed for loven for at gennemføre en politisk dagsorden. Det er kontroversielt, fordi det er en liberal regering, som gør op med liberale rettigheder ved at gøre folks bopæl til den centrale faktor. Dette er det mest vidtgående forslag, jeg hidtil har set. Hænderne er langt nede i tvangskassen, og jeg har ikke kunnet finde andre lande i Europa, der går lige så vidt. Danmark er mig bekendt endda det eneste land i den vestlige verden, hvor staten officielt rubricerer områder som ghettoer og anbringer dem på en liste. Når jeg taler med udenlandske forskere og socialarbejdere, ryster de på hovedet, når de ser danske ghettoer, for deres størrelse og problemer er intet sammenlignet med lignende områder i Frankrig og i USA«.

Men er det ikke en farlig relativisering af et problem, som faktisk er alvorligt i Danmark, når man måler på kriminalitet og tryghed? Der vil jo altid være et sted, hvor det står værre til end i Danmark.

»Problemet er, at politikernes karakteristik og problematisering af ghettoerne ikke passer med den udvikling, vi ser i disse boligområder. Jeg er som sociolog bekymret for, at en unøjagtig diagnose, hvor hele boligområder bliver gjort til et kollektivt problem, også gør det vanskeligt at lave gode løsninger. Det, der bedst kan retfærdiggøre, at man griber ned i tvangskassen, er kriminalitet. Handlinger, der skaber utryghed i samfundet, og som i yderste konsekvens også gør skade på dine medborgere.

Da ghettolisten blev lanceret i 2010, levede 25 ud af 29 ghettoområder så at sige op til regeringens eget kriminalitetskriterium. I dag er det 2 områder ud af 22, fordi kriminaliteten er faldet støt de sidste 10 år. Uddannelsesniveauet er til gengæld steget. Derfor får man indtrykket af, at regeringen sparker åbne døre ind, og at man i processen begrænser nogle danske liberale værdier, som er med til at sikre sammenhængskraften – oven i købet med det argument, at man vil redde netop sammenhængskraften«.

Lang venteliste til Mjølnerparken

Siger du, at regeringen simpelthen sælger ud af fundamentale principper for at løse et problem, der allerede er ved at blive løst?

»Jeg frygter, at politikerne undergraver deres egne værdier og principper for at løse et problem, som de selv har pustet op, for hvis du kigger på udviklingen i disse boligområder, så går det fremad, og mange af punkterne i denne ghettopakke er unødvendige, for det er initiativer, som kommuner og boligselskaber allerede har gang i«.

Hvilke punkter taler du om her?

F.eks. at kommuner ikke må anvise kontanthjælpsmodtagere til ghettoer, og hvis kontanthjælpsmodtagere flytter dertil, skal de trækkes i ydelsen. Langt de fleste områder på denne ghettoliste ligger i landets store byer, hvor der er boligmangel. Hvis du tager Mjølnerparken, hvor regeringen holdt sit pressemøde, er der en meget lang venteliste for at komme til at bo der. Jeg har selv stået skrevet op til en bolig i den forening, og der var flere års ventetid, og det er nærmest umuligt at få en bolig i et af disse områder, hvis man er på kontanthjælp. Hvilken forskel gør det så at true med at trække i kontanthjælpen for at holde folk ude? I de områder, hvor beboersammensætningen har ændret sig til det bedre, skyldes det ofte, at kommunerne allerede er holdt op med at anvise boliger til kontanthjælpsmodtagere«.

Hvad kan så løse problemerne?

»Den overordnede målsætning er at fjerne ghettoerne inden 2030, og det kræver, at du ændrer beboersammensætningen. Min vurdering er, at den målsætning kun kan nås, hvis du sætter ind over for det fraflytningsmønster, vi ser i de udsatte boligområder. Der sker en stor fraflytning, og det er især middelklassen, der flytter bort. Herhjemme har vi fokuseret meget på at tiltrække de ressourcestærke udefra, men erfaringen indtil videre er, at det har begrænset effekt. Det handler især om, at børnefamilierne er svære at tiltrække, når et område har et negativt ry. Jo mere vi taler om sorte huller i danmarkskortet, jo sværere bliver det at tiltrække de familier, som vi ved gør en positiv forskel.

En anden gruppe, som gør en positiv forskel, er dem, der vokser op i kvarteret og kommer i gang med en uddannelse og får job. Dem gør vi i realiteten intet for at fastholde i dag. Jeg er ved at skrive en bog, hvor jeg har geninterviewet unge mænd, som jeg talte med første gang i 2008 til bogen ’Vrede unge mænd’, og paradoksalt nok er de unge mænd, der har klaret sig bedst, mod deres vilje flyttet væk fra de belastede boligområder. De måtte simpelthen ikke blive boende. Nu har de uddannelser og jobs og ville være gode rollemodeller for søskendegenerationen, hvis de havde haft muligheden for at blive. Vi må tydeliggøre de gode forbilleder og fastholde dem i boligområderne. I stedet for at boligselskaberne kun tilbyder fleksibel udlejning til folk udefra, som kan springe ventelisten over, hvis de er i job eller uddannelse, burde man tilsvarende tilbyde områdets unge en bolig, når de vil flytte hjemmefra, hvis de er i uddannelse og fast arbejde. Det store flertal af områdets unge ville dermed blive mere synlige i gadebilledet, så lillebrorgenerationen kunne se, at normalen i området er at blive en god samfundsborger fremfor at blive gangster. Det er den eneste rigtige måde at rykke ved beboersammensætningen i disse områder. Hvis man gjorde det, ville man få en helt anden beboersammensætning i løbet af et årti«.

Ghettopakker skaber mistillid

Men det er jo et meget langt sigte. Regeringens værktøjer skal jo også løse problemer nu og her, ikke om ti år. Hvis man skaber tryghed og fjerner kriminalitet med hårde værktøjer, er det så ikke en udmærket måde at gøde jorden for vedvarende ændringer på?

»Jo, men hvis du tager det hårde værktøj, der handler om, at kontanthjælpsmodtageren skal trækkes i kontanthjælp for ikke at søge mod ghettoerne, så sker det i forvejen slet ikke. Når det handler om strafzoner, så vil de kriminelle jo blot flytte deres kriminelle aktiviteter 200 meter væk, og når det handler om den mest alvorlige bandekriminalitet, som jeg mener, at vi skal sætte hårdt ind over for, så har vi i forvejen en bandepakke, der giver muligheder for strengere straffe. Politiet har værktøjerne i forvejen og har ikke efterspurgt nye strafzoner; det er en opfindelse fra Christiansborg.

Dette er den sjette ghettopakke siden 1993. Måske skulle man tænke nyt og forsøge sig med noget andet end straffe og tvang. Hvis vi var 100 procent sikre på, at det var evidensbaserede løsninger, så kunne man argumentere for det, men det er der langtfra tale om. Til gengæld gør vi op med nogle fundamentale retsprincipper og ligebehandlingsværdier, som samfundet hviler på. Det virker, som om liberale værdier kun er efterstræbelsesværdige, når det handler om muslimer, som krænker dem. Hvis muslimske borgere ikke accepterer ytringsfriheden eller kønnenes ligeværd, så er det et problem, men disse værdier sætter vi ud af kraft, med den begrundelse at minoriteter i udsatte boligområder truer sammenhængskraften. Jeg ville ønske, at politikerne var mere konsistente, når det handler om at leve op til de danske frihedsidealer«.

Det lyder, som om regeringen stiller en forkert diagnose på forkerte præmisser og også udskriver den forkerte medicin. Hvis en læge gjorde det samme, ville man jo aldrig vende tilbage til vedkommende igen.

»Nej, og det er jo også det, der sker. Der er en del beboere i disse områder, som føler en stor mistillid til Christiansborg og den politik, der udgår derfra. De føler, at de bliver betragtet som andenrangsborgere. Når det handler om de unge mænd, som jeg har beskæftiget mig med, er modborgerskabsfortællingen udbredt. De tror ikke på, at de vil blive accepteret i samfundet, og at de skal betale ekstra gebyrer for deres hudfarve, køn og bopæl. Denne mistillid og modborgerskabsfortælling bliver større, når man kalder områderne for huller i danmarkskortet, og man omtaler beboerne som mennesker, der kun vil handle rationelt på deres egne og deres børns vegne, hvis de bliver tvunget til det eller straffet«.

Aydin Soei
Sociolog og forfatter

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6364713/Politikerne-undergraver-deres-egne-v%C3%A6rdier-for-at-l%C3%B8se-et-problem-de-selv-har-pustet-op


-


Professor i byggeforskning:  Regeringens ghettokampen bygger på falske påstande

Årsagssammenhængen vendes på hovedet, når politikerne blæser til kamp mod ghettoerne.

Økonomiministeriet har udgivet en rapport med titlen ’Parallelsamfund i Danmark’. I rapporten hævdes det, at 28.000 indvandrerfamilier, der tæller 74.000 personer, lever i såkaldte parallelsamfund.

Den grundlæggende påstand i rapporten er, at beboerne i boligområder med mange indvandrere har valgt at bo sammen for at isolere sig og dyrke normer og værdier, som ikke er i overensstemmelse med det danske samfunds.

Det påstås, at beboerne i disse boligområder bliver mindre integrerede, alene af den grund at de bor et bestemt sted, fordi man her danner parallelsamfund.

I rapporten er gennemført en omfattende talgymnastik, som viser, at beboerne i de udvalgte ’ghettoområder’ på en lang række områder afviger fra landsgennemsnittet. Det gælder f.eks. beskæftigelse, uddannelse og indkomst.

Dette, mener man, er bevis for virkninger af parallelsamfund. Men man vender her årsagssammenhængen helt på hovedet. Beboere uden for arbejdsmarkedet er ikke blevet arbejdsløse af at bo i disse områder, men bor der derimod, fordi de arbejdsløse.

Man kan lige så godt hævde, at man bliver rig af at bo på Strandvejen.

Forskningen viser, at hovedårsagen til, at vi har fået områder med mange indvandrere, er danskernes adfærd. De danskere, der selv kan vælge, hvor de vil bo, fravælger disse områder. Herved er der blevet plads til, at de svageste indvandrere kan skaffe sig en rimelig bolig i områderne. De lever slet ikke op til forestillingerne om homogene parallelsamfund.

Der kan være op til 70 forskellige udenlandske nationaliteter. Der er således ikke tale om steder med fælles normer og værdier, og den sociale sammenhængskraft er meget lav. Det er desuden områder præget af stor ustabilitet. I en undersøgelse i Vollsmose var der f.eks. kun 19 procent af beboerne, som havde boet der mere end 10 år.

Den omfattende forskning i Europa har ikke kunnet vise, at man bliver mere arbejdsløs af at bo i byområder med mange arbejdsløse og indvandrere. Faktisk er der udarbejdet en dansk undersøgelse på Aarhus Universitet, som viser det modsatte.

Man sammenlignede udviklingen i beskæftigelsen for flygtninge, som af kommunerne var anbragt i indvandrertætte områder, med andre anbragte flygtninge. Det viste sig, at udviklingen var mest positiv for anbragte i områder med mange indvandrere.

For nogle år siden gennemførte Statens Byggeforskningsinstitut en survey-undersøgelse i tre af de mest kendte indvandrerområder, Vollsmose, Gellerupparken og Mjølnerparken, som kan belyse påstandene om parallelsamfund. I undersøgelsen blev ikkevestlige indvandrere stillet en række spørgsmål, som belyser, i hvor høj grad beboerne i deres normer afviger fra tilsvarende indvandrere i resten af Danmark.

Undersøgelsen viser, at påstanden om, at indvandrere bosætter sig i ’ghettoer’ for at undgå danskere er forkert. Det viste sig, at der kun hos meget få var et ønske om at bo i boligområder med et flertal af indvandrere.

Det, der derimod betyder noget for en del af dem, er at bo tæt på de mere tætte netværk med familie og venner. Der er heller ikke her nogen forskel på de tre boligområder og andre indvandrere.

Undersøgelsen viser desuden, at beboerne i de tre boligområder er ganske godt integreret. Det er få familier, hvor ingen af de voksne taler dansk, det er få, der kun ser tv fra oprindelseslandet, og mere end 80 procent af dem har danske venner og bekendte.

Der er ifølge statistikken en større del af beboerne i områderne, der p.t. er uden for arbejdsmarkedet, men det betyder ikke nødvendigvis, at de aldrig har været i arbejde. Kun 13 procent af familierne har aldrig haft et job, hvilket kun er 2 procent mere end andre indvandrere.

Det er ikke nyt, at regeringer sætter embedsmænd til at udarbejde mere eller mindre manipulerede analyser, som skal støtte grundlaget for den politik, man har besluttet at følge.

Men det, der gør denne sag særlig problematisk, er, at det er et enormt følsomt emne, man maltrakterer.

Med rapporten fra Økonomiministeriet har man forsøgt at ’videnskabeliggøre’ falske fordomme og påstå, at 74.000 indvandrere lever i parallelsamfund. Det er mange år, siden man sidst har oplevet den slags i Vesteuropa.

Hans Skifter Andersen
Adjungeret professor
Aalborg Universitet

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6356866/Regeringens-ghettokampen-bygger-p%C3%A5-falske-p%C3%A5stande


-


Hvorfor dæmoniserer regeringen mod bedre vidende indvandrerne i Danmark?

Retorikken omkring indvandrere i Danmark er ekstremt hård og reelt dæmoniserende. Meget af det, som indvandrerne beskyldes for, har de intet ansvar for.

Ifølge Den Danske Ordbog betyder ordet hetz »forfølgelse af nogen gennem (offentlig) forhånelse, kritik el.lig.; kraftig vedholdende kritik af noget, ofte fra mange sider«.

I Fremmedordbogen er definitionen: »En decideret kampagne, særligt i medierne, hvor formålet er at hidse folk op imod bestemte personer eller grupper«.

Følger man den første definition, kan man roligt tillade sig at kalde den senere tids politiske udmeldinger fra et flertal af partier i Folketinget for en hetz mod indvandrerne.

Med regeringens såkaldte ghettopakke er en stor del af statsapparatet desuden gjort til aktører i denne hetz.

Der udsendes rapporter, oplæg og pressemeddelelser, som er fyldt med generaliserende, negative og ofte falske påstande om indvandrere, især dem, der bor i bestemte boligområder.

Dertil kommer et bevidst selektivt udvalg af negative fakta om indvandrerne og deres holdninger, hvor positive forhold undertrykkes, og negative blæses op.

Det er blandt andet kommet til udtryk ved flere nye regeringsinitiativer - især den såkaldte ’ghettopakke’.

En stor del af initiativerne har ikke nogen substantiel effekt, men må ses som symbolpolitik, der skal demonstrere regeringens vilje til at være hård ved etniske minoriteter, som anklages for ikke at ville lade sig integrere.

I virkeligheden er mange af disse initiativer mere skadelige end gavnlige for integrationen, og for ghettopakkens vedkommende er der store negative virkninger for boligmarkedet og i en vis udstrækning tale om et spild af penge.

For cirka ti år siden skrev jeg en kronik i Politiken med titlen ’Den indpakkede racisme’.

Pointen i artiklen var, at Dansk Folkeparti i stedet for en frontal tilsværtning af indvandrerne, som kunne beskyldes for at være racistisk, havde opdyrket en metode til at dæmonisere dem ved at rejse sager i medierne og Folketinget, som gjorde ubetydelige særpræg ved muslimer til store samfundsproblemer.

Det handlede også dengang om de ca. 50 kvinder med burka. Andre eksempler var forslag om forbud mod, at dommere kunne bære tørklæde, forbud mod hensyn til muslimske børns spisevaner i børnehaverne, og at danske patienter på sygehusene burde kunne frabede sig at blive passet af indvandrere.

Det er en metode, som stadig bruges, men nu også af andre partier.

Burkaforbuddet er nu vedtaget ved lov af et flertal i Folketinget – et andet eksempel er Inger Støjbergs påtagne bekymringer for, at muslimernes faste under ramadanen er et stort samfundsproblem.

Men bortset fra regeringens løsgående missil i skikkelse af integrationsministeren tror jeg ikke på, at racistiske holdninger er blevet normen, hverken i regeringspartierne eller oppositionen.

Der er andre årsager til den aktuelle kampagne mod indvandrerne.

Det er i disse år en stærk trend i både Europa og resten af verden, at politik i stigende grad handler om at udgrænse, dæmonisere og nogle gange forfølge etniske mindretal.

Politikere skaffer sig politisk opbakning hos flertallet af befolkningerne ved at opfinde ydre eller indre fjender. De indre fjender skabes ved at opdele befolkningen i rigtige og forkerte borgere.

Med mere eller mindre racistiske påstande udskilles mindretal som værende helt anderledes end flertallet, hvilket kan begrunde, at de behandles anderledes og underlægges særlige krav og begrænsninger.

Udviklingen har været anført af nationalistiske og højreorienterede politikere og partier, men det er i stigende grad mainstream politikere, som deltager i hetzen.

Det er en udvikling, som nu også er kommet til Danmark.

Den stærke vækst i indvandringen i 1990’erne gav grundlag for Dansk Folkeparti, som fik støtte fra vælgere, der så på de nye medborgere med mistro.

Mange af dem stemte tidligere på Socialdemokratiet. Fremvæksten af DF førte til et systemskifte i dansk politik efter 2001, hvor den borgerlige fløj ved hjælp af DF sikrede sig regeringsmagten.

Tidligere kunne Venstre overlade det til DF at føre en indvandrerfjendsk retorik, der tiltrak de for et flertal nødvendige vælgere med negative holdninger til indvandrerne, men situationen ændredes i løbet af 2017 af to grunde.

Den ene var, at blå blok var bagud i meningsmålingerne, den anden, at Socialdemokraterne begyndte at konkurrere med DF om at bruge en negativ retorik over for indvandrerne.

Hvor Venstre tidligere kun har været aktiv i at udmelde ambitioner om at begrænse indvandringen, har de nu også meldt sig på banen med at demonstrere en negativ holdning til etniske minoriteter.

Ghettoplanen er regeringens svar på, hvordan den positionerer sig som kritisk over for indvandrerne uden at fremstå som generelt indvandrerfjendsk.

Den har den fordel, at det ikke er alle indvandrere, der er under anklage, men kun den del af dem, der bor i bestemte boligområder med mange indvandrere. Nøgleordet i planen er ordet ’parallelsamfund’.

Det er et ord, som også andre politikere har brugt, men ingen har ulejliget sig med at forklare, hvad det betyder, og medierne har ikke afkrævet politikerne et svar. Det kan fortolkes som forblommede anklager om, at beboerne i visse boligområder bevidst har søgt sammen for at unddrage sig og modarbejde det danske samfund og dets værdier.

I indledningen til ghettoplanen står der således: »Vi har i årtier lukket for mange flygtninge og familiesammenførte ind i Danmark, som ikke er blevet integreret i det danske samfund. Og de har fået lov til at klumpe sig sammen i ghettoområder uden kontakt til det omkringliggende samfund, og der er slået huller i Danmarkskortet. Mange lever i større eller mindre isolerede enklaver. Her tager en alt for stor del af borgerne ikke tilstrækkeligt ansvar. De deltager ikke aktivt i det danske samfund og på arbejdsmarkedet. Vi har fået en gruppe borgere, som ikke tager danske normer og værdier til sig.«

I sin nytårstale anklagede statsministeren med bister mine beboerne i disse områder for ikke at ville Danmark.

Det var i årets vigtigste politiske tale, hvor en meget stor del af befolkningen hørte på, at denne skarpe anklage blev fremsat. Retorikken blev senere yderligere skærpet, da statsministeren i et interview i Berlingske udtalte, at »selve danskheden er truet«.

Jeg har i mere end 20 år beskæftiget mig med forskning i udsatte boligområder.

Jeg har undersøgt indvandrernes boligpræferencer og årsagerne til, at vi har fået områder med mange indvandrere og få danskere.

Kun 2 pct. af indvandrerne ønsker at bo i boligområder med et flertal af indvandrere, og denne andel er også den samme blandt dem, der bor i områder med mange indvandrere.

Anklagen om, at de bevidst har valgt at bo i områder med få danskere, er således falsk.

Hovedårsagen til koncentrationen af indvandrere er for det første, at de oftest er henvist til at bo i almene boliger, fordi de ikke kan købe ejerboliger, og fordi det er sværere for dem at få adgang til private udlejningsboliger og andelsboliger.

For det andet er der stærk evidens for, at danskerne fravælger boligområder med indvandrere, og det begynder allerede, når andelen er over 20 pct.

Det betyder, at der har været flere ledige boliger her, og at det har været meget lettere for indvandrere at få en ordentlig bolig i disse områder.

Det er især indvandrere og danskere med lav indkomst og med få muligheder på boligmarkedet, som er havnet i disse bebyggelser.

Det er meget blandede områder med op til 70 forskellige nationaliteter og med et ofte stort gennemtræk.

De reelle problemer er ikke parallelsamfund, men arbejdsløshed og sociale problemer, negativ social arv hos børnene, utilpassede og kriminelle unge, samt skoler og institutioner, der er belastede af mange tosprogede og socialt belastede børn.

Det er problemer, som kommuner og boligselskaber med en stor indsats har haft en vis succes med at inddæmme, mens staten stort set har været fraværende i indsatsen siden starten af nullerne.

Opgaven er desuden ikke blevet lettere af, at mange af beboerne er blevet fattigere, som følge af at der er blevet skåret i de sociale ydelser, at politiindsatsen i områderne er blevet beskåret, og at det økonomiske pres på kommunerne har begrænset de ressourcer, man kunne sætte ind i de belastede skoler og institutioner med. Statsministeren har talt om, at problemerne i de udsatte områder er en følge af et kollektivt svigt.

Men det er kun Christiansborg, der har svigtet.

Den høje andel arbejdsløse i områderne påstår regeringen er en følge af parallelsamfund, som medfører, at man bliver mindre til rådighed for arbejdsmarkedet, når man bor i de udsatte områder.

Men det er ikke rigtigt. Sammenhængen er omvendt, man bor der, fordi man er arbejdsløs.

Der har været en omfattende europæisk forskning i, om beboere i udsatte boligområder bliver mere arbejdsløse af at bo der, men der er ikke fundet nogen særlig sammenhæng. Det er andre faktorer, som er afgørende for beskæftigelsen.

Det er heller ikke rigtigt, at beboerne i områderne er uden kontakt med omverdenen. En undersøgelse har således vist, at mere end 80 procent af de ikkevestlige indvandrere i områderne har danske venner og bekendte.

Grundlaget for ghettoplanen er således falske og udokumenterede påstande. En ting er, at man hermed har sat beboerne i en gabestok som værende udanske og yderligere har stigmatiseret bebyggelserne, en anden og måske endnu værre er de drastiske foranstaltninger, som man vil sætte i værk.

Regeringen har tilsyneladende gerne villet sende det signal, at de formastelige parallelsamfund fortjener en hårdhændet behandling.

Beboerne og deres børn skal fordrives fra de berørte boligområder, skoler og institutioner, selv om hovedårsagen til den høje andel af indvandrere i disse er, at danskerne fravælger at bo der og lade deres børn gå i institutionerne.

Det mest drastiske tiltag er kravet om at op til 10.000 almene familieboliger skal nedlægges i 16 såkaldte ’hårde ghettoer’ fordelt på 11 kommuner.

Det er 6 pct. af de almene boliger i disse kommuner, og det er boliger, som især bliver brugt af de allersvageste i samfundet.

Der er ikke fra regeringens side iværksat tiltag til at erstatte disse boliger, tværtimod vil man øge kommunernes udgifter ved opførelse af nye almene boliger, hvilket vil betyde en reduktion af det almene nybyggeri fremover.

Dertil kommer en omfattende regulering af, hvem der kan flytte ind i en meget større del af den almene boligmasse, som yderligere begrænser mulighederne for de fattigste.

I alle de 57 såkaldt udsatte boligområder, med 120.000 beboere, vil kommunerne nu ikke kunne anvise bolig til mennesker, der modtager offentlige ydelser.

I de samme områder vil de også få svært ved at komme ind via de almindelige ventelister, fordi man skal give fortrinsret til boligsøgende i beskæftigelse, pensionister eller studerende. I de 16 hårde ghettoer med i dag 46.000 beboere vil ydelsesmodtagere slet ikke kunne flytte ind.

Regeringens korstog mod parallelsamfund vil således betyde en væsentlig indskrænkning af boligmulighederne for de svageste i samfundet og give kommunerne store problemer med at løse boligsociale problemer.

Det virker, som om man tror, at sociale problemer forsvinder blot ved at sprede dem. I de store byer vil det betyde flere hjemløse, og at sociale problemer eksporteres til omegnen og yderkommuner.

Dertil kommer, at den formulerede målsætning for ghettoplanen, at »der ikke skal være ghettoer i Danmark i 2030«, er urealistisk.

Nu er der ikke andre end regeringen, der ved præcist, hvad de mener med ordet ’ghetto’, men man kan sige med meget stor sikkerhed, at der også i 2030 vil være boligområder med mange sociale problemer og mange indvandrere.

Der har altid været områder i byerne, hvor de fattigste og socialt svage bliver opsamlet, og hvor flertallet ikke vil bo.

Det er også i alle andre lande her, at indvandrere opsamles. Der vil også være sådanne byområder i fremtiden.

Selv om det skulle lykkes at ændre nogle af de nuværende udsatte boligområder markant, så vil de blive afløst af nye.

Der er mange andre almene boligområder, som også har en stor andel beboere på overførselsindkomst, men som ikke er på regeringens liste over udsatte boligområder.

De vil skulle modtage de udsatte boligsøgende, der er forment adgang til områderne på ghettolisten, og vil blive fremtidens udsatte boligområder.

Der er meget, der tyder på, at regeringens pludselige interesse for de udsatte boligområder, efter at indsatsen i mange år har været helt overladt til kommuner og boligselskaber, ikke kun skyldes et oprigtigt ønske om at gøre noget ved problemerne.

Ghettoplanen er først og fremmest et symbolpolitisk tiltag, der som led i den kommende valgkamp skal demonstrere, at regeringspartierne deler marginalvælgernes negative holdning til borgere med anden etnisk baggrund.

For at nå dette mål svækker man den almene sektor ved at nedlægge boliger og tømme Landsbyggefonden og ser stort på de negative virkninger af ghettoplanen for de svageste i samfundet.

Ghettoplanen er et udtryk for en ny tendens i dansk politik, hvor et flertal af partier bruger hetz mod mindretal som et legitimt middel i den politiske kamp om magten, og hvor statsapparatet bruges til at understøtte denne hetz.

Man lægger sig dermed i en trend, som især findes i flere europæiske lande med nationalistiske regeringer.

Man modarbejder desuden sine egne erklærede målsætninger om øget integration. Integration forudsætter inklusion, at minoriteterne føler sig velkomne og accepterede i samfundet.

Men regeringen anført af den såkaldte integrationsminister benytter sig af en eksklusionsretorik.

Det medvirker til at skabe modsætninger mellem den almindelige danske befolkning og indvandrerne og øger risikoen for, at der opstår en permanent etnisk underklasse på samme måde, som man har fået det med en stor del af den sorte befolkning i USA.

Det er kun takket være den nære integrationsindsats på arbejdspladser og i kommuner, boligområder og frivillige organisationer, at integrationen rent faktisk går fremad, alt imens landspolitikerne modarbejder den.

Hans Skifter Andersen
Adjungeret professor
Aalborg Universitet

https://politiken.dk/debat/kroniken/art6658219/Hvorfor-d%C3%A6moniserer-regeringen-mod-bedre-vidende-indvandrerne-i-Danmark


-

»Vi forskere har stort set sagt det samme: De her lister virker ikke. Jeg kender ikke én forsker, der vil sige det modsatte. Jeg sendte for noget tid siden et spørgsmål til mine kolleger i udlandet for at høre om de kendte til lande, som lavede de her liste udover Danmark. De svarede alle nej og pointerede, at intet godt kan komme ud af at stemple et område som ghetto. De kunne heller ikke forstå, at etnicitet - andelen af ikkevestlige efterkommere - i sig selv var et kriterium for at komme på listen. Så i udlandet er der kun forskningsmæssig hovedrysten til overs for ghettolisten.

Jeg har forsket i det her emne siden midten 90'erne og må konstatere, at politikernes diagnosticering af problemerne i udsatte boligområder – som rent faktisk findes og må tages alvorligt – er blevet mere og mere ekstreme. Det er den seneste ghettoliste og regeringens ghettoudspil gode eksempler på.

Tag bare den del i regeringens udspil, som handler om at uddannelse, hvor det nu kun er sådan, at det kun er uddannelser, som er taget eller godkendt i Danmark, som tæller. Det er stærkt beskæmmende og udtryk for en snæver forståelse af, hvad de her mennesker egentlig har af værdi for samfundet.

Politikerne bør droppe ghettolisten og i stedet investere i boligområdernes velfærdsinstitutioner. Jeg taler om et løft af daginstitutionerne, skolerne og boligsociale indsatser, som griber dem, der er ekskluderet fra uddannelserne, jobmarkedet og civilsamfundet. Så må vi også tænke jobmarkedet ind på ny. Kan man gøre noget for virksomhederne, så det var fordelagtigt for dem, at være i nærheden af disse boligområder, som så ville skabe flere jobs. Det vil løse nogle problemerne«.

Gunvor Christensen
Chefanalytiker
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
VIVE

»Der er problemer i udsatte boligområder, som kræver opmærksomhed fra politikerne. Men desværre er jeg bange for, at politikerne og mediernes brug af ’ghettostemplet’ og ghettolister kun er med til at give områderne endnu et dårligere ry. Det er elendig branding af et område, som i forvejen bliver omtalt negativt. For hvilke ressourcestærke mennesker med uddannelser vil gerne flytte til et område, som igen og igen bliver kaldt for Danmarks største ghetto? Hvem har også lyst til at blive begrænset i deres muligheder på grund af deres postnummer?

De velfungerende borgere, som jeg har talt med, oplever ghettolisten som et stempel, og det jo er dem vi gerne vil beholde her. De er vigtige rollemodeller og kan skabe positive forandringer og positiv afsmitning i forhold til de mere ressourcesvage beboere.

Som politibetjent møder jeg også rødderne på gaden og de bruger nogle gange politikernes ’ghettoretorik’ til at opbygge et modborgerskab. Så kan de sige: ’Se, de gider os alligevel ikke og taler konstant negativt om os’. Det er ødelæggende for det sociale arbejde.

Det har gjort indtryk på mig, at almindelige mennesker i Vollsmose føler sig utrygge efter debatten om nedrivning af boliger. For hvis boliger går det ud over? Er det mine venner og familier? Har vi efter en tvangsudflytning råd til at betale for en ny bolig, som sikkert er mindre og dyrere? Det man skal forstå er, at borgerne ikke kun mister deres ’boliger’, men også deres ’hjem’, deres netværk og relationer til hinanden. Det skaber bekymring og utryghed .

Det giver mening at opdele et område som Vollsmose i to ’Haverne og Parkerne’, som der er lagt op til, for jo mere præcise vi er i lokaliseringen af udfordringerne, jo bedre en indsats kan vi sætte ind med. Det handler om at gøre noget ved de sociale udfordringer, vi har og få et område som Vollsmose til at hænge mere sammen med resten af Odense, men gør det på en klog måde, som ikke stigmatiserer beboerne herude«.

Elvir Abaz
Politibetjent
Odense Politi

»Det giver god mening at holde øje med udviklingen i de udsatte boligområder. Det lå i kortene, da man begyndte at lave de her ghettolister, at vi derved havde en mulighed for en konsekvent monitering af de forskellige boligområder. Det er vigtigt at kunne sammenligne og undersøge systematisk for at komme med løsninger. På den måde er det et meningsfuldt værktøj. Men det kan man sagtens gøre uden at kalde et område for en ghetto, som er problematisk. Det har konsekvenser at få ghettostemplet. På en måde brændemærker man områderne og beboerne og det er kontraproduktivt.

Jeg har forsket i, hvad man gør i andre lande og der forsøger man blandt andet, at få de her ’udsatte områder’ til at hænge mere sammen med resten af byen og der ville man aldrig bruge ghettobegrebet. Det handler eksempelvis om at gøre et område som Gellerup til ’endnu et område i Aarhus’ og skabe et kvarter, som folk gerne vil flytte til og ikke kun fra. Det handler grundlæggende om at løfte de udsatte boligområder længere op i boligmarkedets hierarki. Det gør man ikke med en ghettoliste.

I Gellerupparken har man lagt en kunstgræsbane og nye kommunale arbejdspladser. Man gav området nogle interessante nye funktioner, som ikke kun bliver brugt af dem fra Gellerup – men også fra andre områder af byen. Det tror jeg virker på sigt. Bedre boliger og bedre infrastruktur kan forbedre et område, men det skal ske sammen med den sociale indsats. Men vi må huske på, at når vi arbejder med de fysiske rammer, handler det også om at skabe en mere blandet by på længere sigt. Det er næste generation, som får glæde af det - modsat de sociale indsatser, som kan virke her og nu i form af et job«.

Marie Stender
Antropolog og forsker
Statens Byggeforskningsinstitut

Aalborg Universitet

»Det er problematisk at bruge ’ghettolister’ og jeg tror, at det har større betydning end folk lige går og tror. Når politikerne kalder mit hjem for en ghetto, så er de med til at smide os beboere ind i en unødvendig kategori, hvor vi ikke er en del af resten af fællesskabet. I dette tilfælde ’Odense’. Vi er en afgrænset gruppe, som står uden for og jeg er sikker på, at den slags skader sammenhængskraften. Der opstår desværre et ’dem’ og ’os’.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, så er det til et hjem i et område, som statsministeren omtaler som »Sorte huller i Danmarkskortet«. Selvfølgelig påvirker det mig. Det gør da noget ved en.

Jeg kan kun tale for mig selv, når jeg taler om påvirkningen fra al den snak om ghettoer og hvordan den politiske retorik smitter af på en. Jeg tog eksempelvis engang mig selv i at lyve om, hvor jeg bor. I stedet for at sige Vollsmose, sagde jeg Lærkeparken, når jeg mødte nye mennesker.Måden ens hjem bliver omtalt på har konsekvenser. Ved politikerne det? Måske er de ligeglade.

Jeg er ikke blind for problemerne i Vollsmose, som kræver en indsats, men der er også mange fremskridt med lavere kriminalitet, flere der får en ungdomsuddannelse og generelt at flere etniske minoriteter bliver en del af middelklassen«.

Ayan Yasin
Journalist
Beboer i Vollsmose

https://politiken.dk/debat/art6881914/I-udlandet-ryster-forskere-på-hovedet-over-vores-ghettoliste

-

Skoleleder: Omtalen af ghettoer som et sort hul skader integrationen

Han er enig med sit eget parti og Venstre i, at det er nødvendigt at stille langt flere krav for at sikre en bedre integration. Til gengæld er han uenig i den retorik, der udgår fra flere af Christiansborgs politikere i både rød og blå blok. Når regeringen for eksempel vil skærpe straffen for kriminalitet, der begås i et udsat boligområde, så føler borgerne sig nok engang udsat for diskrimination.

 

Resultatet vil være, at de mest ressourcestærke flytter væk, lyder det fra Marco Damgaard. I det hele taget mener han, det er på høje tid, at politikere lader være med at skære alle beboere i et udsat boligområde over en kam. For selvom elevernes faglige niveau på Tingbjerg Skole langtfra altid er tilfredstillende, så går udviklingen ifølge Marco Damgaard langsomt i den rigtige retning.

”Ord skaber virkelighed, og den unuancerede måde, nogle politikere taler om problemerne på, risikerer at give bagslag i forhold til integration. Vi skal finde den gyldne middelvej. Vi må ikke være nervøse for at omtale problemerne. Men vi skal passe på ikke at generalisere i forhold til et byområde, hvor der bor 6000 mennesker. Vi skal arbejde sammen med de velfungerende borgere i Tingbjerg om at bekæmpe kriminalitet i stedet for at arbejde mod hele området,” siger Marco Damgaard.

Marco Damgaard
Skoleleder
Tingbjerg Skole

https://www.kristeligt-dagblad.dk/mennesker/skoleleder-omtalen-af-ghettoer-som-et-sort-hul-skader-integrationen

-


"Beyond affecting the majority group, negative media images influence how minorities think about themselves and their acceptance within the mainstream society."
 
"Many report being questioned about their patriotism due to an assumed incompatibility between American and Muslim identities. Despite speculations of these identities being incompatible, a recent report by the Institute for Social Policy and Understanding reveals there is a positive association between Muslim and American identities. In other words, American Muslims who strongly identify with their religion also identify strongly as American."
 
"However, under certain social contexts, where their religious identity is threatened, American Muslims are likely to distance themselves from American culture. For example, an experimental study revealed that American Muslims who were exposed to negative media representation of Muslims were: A) Less likely to desire acceptance by other Americans, and B) More likely to avoid interactions with non-Muslim Americans compared to those who were exposed to neutral media images of their religious group. Negative media portrayals alienate American Muslims from their own country."
 
"Similar effects have been found in regards to meta-perceptions (perceptions of how others think about your group). Specifically, meta-perceptions of Muslims as dehumanized (less than human) reduce American Muslims’ willingness to integrate within American culture or to help with counter-terrorism efforts. These studies emphasize that media representations and the majority’s perceptions can ultimately affect the extent to which minority members feel accepted and included within the national identity and culture."
 
Muniba Saleem
Assistant Professor
University of Michigan
 
https://m.huffpost.com/us/entry/us_58fe682de4b06b9cb91963fb


-


Hvorfor tror du, at der så meget bandekriminalitet i Danmark?
"Generelt er der en masse unge mennesker, som er født og opvokset i Danmark, som føler sig identitetsløse. De føler sig hverken som danskere, tyrkere eller arabere. Derfor er der mange, som finder sig en identitet i de her bander. Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er flygtninge, som lige er kommet hertil, der render rundt og skyder på hinanden. Alle de unge fyre jeg kender, der har været involveret i en form for bandekriminalitet, er født her i landet".
 
Hvorfor føler de sig identitetsløse?
"En forklaring kan være tonen i den offentlige debat. Mange unge føler sig ikke velkomne i Danmark på grund af den måde, som muslimer ofte bliver italesat på. En anden grund kan være, at der er meget stor arbejdsløshed i mange af de socialt udsatte boligområder. Hellere være en bandit, end at være ingenting".
 
Fadi Kassem
Socialarbejder
 
http://politiken.dk/indland/art6027600/»Hellere-være-en-bandit-end-ingenting«


-


"Men hvad er den politiske korrekthed egentlig? Det er den lærdom, mine forældres generation tog til sig efter 1930’ernes og 40’ernes katastrofer: Man må ikke give efter for dem, der pisker farlige nationalistiske stemninger op og lægger etniske eller religiøse grupper for had. Derfor blev det hen over den politiske midte ’korrekt’ at insistere på omtanke og anstændighed – at afstå fra de gigantiske løgnehistorier og de helt uholdbare forenklinger for at vinde valgene, og at bekæmpe autoritære og ekstremistiske bevægelser. For en sikkerheds skyld forankrede man ikke bare de grundlæggende menneskerettigheder i nationale forfatninger, men også i internationale konventioner og EU-traktater."
 
Mogens Lykketoft
Tidligere formand for FN's Generalforsamling
 
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6070129/Vor-tids-politiske-opgave-er-reduceret-til-kampen-mod-løgn-had-og-grådighed


-


"Da jeg for 10 år siden vendte tilbage til Danmark efter bl.a. at have studeret menneskerettigheder ved Columbia University og arbejdet som analytiker for FN’s tribunal for det tidligere Jugoslavien i Haag, forventede jeg aldrig, at jeg skulle se førende danske politikere betegne menneskerettigheder som »skabt af fanden« (Marie Krarup), »totalitære« (Messerschmidt) eller kræve, at Danmark skulle overveje at melde sig ud af bindende internationale konventioner om menneskerettigheder (Inger Støjberg – og mange andre)."
 
"Kan Messerschmidt og co. ikke forstå, at mange menneskerettigheder bl.a. tager udgangspunkt i de fornemste principper i kristendommen og verdens andre store religioner og i moderne forfatninger såsom den danske fra 1849? – Se bare på retten til frit at forsamle sig og danne foreninger."
 
"Og så er det simpelthen lodret forkert, når Messerschmidt påstår, at det fundamentale lovprincip rule of law og dermed demokratiet invalideres af menneskerettigheder. Tværtimod er det bl.a. menneskerettighederne, der fremhæver det enkelte menneskes lighed for loven, der sikrer, at alle har lige ret til lovens beskyttelse og til en fyldestgørende rettergang ved domstole."
 
"Ingen hævder alvorligt, at menneskerettighederne er fuldkomne. Ofte forekommer der spændinger mellem de enkelte rettigheder, ligesom det i øvrigt også er tilfældet med så meget andet i demokratiet."
 
"Men at ligestille menneskerettigheder med totalitaristiske systemer er en grov og hæslig krænkelse af de millioner af mennesker, der var ofre for nazismen og kommunismen og i nyere tid for regimer i verden med totalitære ambitioner – inklusive den såkaldte Islamiske Stat."
 
"Når vi siden 1945 har haft både europæiske og internationale instanser, der i samarbejde med de etablerede nationalstater håndhæver menneskerettigheder, er det ikke et skridt mod ’totalitarisme’, men tværtimod en sikring mod de systematiske forbrydelser mod menneskeheden, som også europæiske stater har vist sig i stand til at begå, bl.a. i nationens navn."
 
Christian Axboe Nielsen
Lektor i Østeuropastudier
 
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6162530/Messerschmidt-krænker-millioner-af-mennesker


-


»Mure behøver ikke nødvendigvis være fysiske strukturer – for de fleste mure er på overfladen usynlige: De mure, der skiller os mest, er ikke dem af beton eller mursten, men dem, som er skabt af socioøkonomiske forhold eller er opretholdt af politiet. De er langt mere effektive – for når vi ikke ser dem fysisk, glemmer vi dem«.
 
»Lige nu deltager alle i en global bølge af fjendskab mod indvandrere, mod flygtninge, som er næret af en nativisme og en nationalisme. Det handler om at beskytte sin egen kultur mod ’de fremmede’ – og det gør man ved at skabe andenklassesmennesker, som bliver fremstillet som en slags farlige outsidere, der er ude på at tilintetgøre det liv, vi har vænnet os til«.
 
»Der er en ny fetich for mure og grænser overalt. Stadig flere ser indvandrere og flygtninge som et sikkerhedsproblem i stedet for et socialt problem. Derfor er svaret hele tiden mere militær, mere politi, mere straf, mere segregering. Det er jo ikke bare landegrænserne, vi bevogter, men i stigende grad skaber vi også interne grænser, fordi vi søger tryghed i ghettoer. Opdelingen mellem os vokser dramatisk«.
 
I Europa iagttager Díaz en toksisk debat, der minder ham om nazismen – nu med muslimer som jøder. Det er, siger han, et ildelugtende, forgiftet og xenofobisk ekko fra fortiden.
 
»Jeg tror ikke, at det ville tage selv et civiliseret samfund som det danske lang tid at lade sig overmande af en demagog, som ville skubbe dette land helt væk fra dets idealer. Vi befinder os i en sær tid, hvor kritisk tænkning og insisteren på humanisme taber. Hadet over for ’det anderledes’ og ’den anden’ er så stærkt og gentages så massivt. Alene det at være muslim betragtes af mange som en sikkerhedsrisiko. Det er dybt alarmerende«.
 
Junot Díaz
Forfatter
Pulitzerprisvinder
 
http://politiken.dk/debat/klummer/art6195490/I-Danmark-graver-de-fleste-grøfter-kun-få-bygger-broer


-


Hvad er der blevet af den danske humanisme?

I kampen om vælgerne har de danske partier givet køb på moral, humanisme og alt det, landet traditionelt har kæmpet for. Skulle vi ikke skifte kurs?
 
Der er i året 2018 skåret så stærkt ind til benet i flygtningenes mulighed for at nå frem og føle sig velkommen i et af verdens rigeste lande, at kun skelettet står tilbage af det, der engang var landets ry for at være et åbent og humanitært engageret land for mennesker i alvorlig nød. Både medier og politikere har medvirket til i praksis at miskreditere ordet flygtning til en kategori, der er fremmed for vores tankegang og ikke hører hjemme her.

Netop foran den gruppe mennesker, som i vores tid er værst stillet, skal humanismen og de humanitære principper gøre holdt, men derved mister humanismen sin mening og ender som et historisk fænomen, som andre engang har taget ansvar for, da velfærdssamfundet blev bygget op.

Logikken synes at være: Jo rigere vi er blevet, desto mindre rummelige er vi, mens tanken med velfærdsstaten og velfærdssamfundet jo naturligvis var og er den stik modsatte. Jo mere rigdom og velstand, desto mere socialt og menneskeligt overskud til de værst stillede, og det uanset køn, oprindelse og etnicitet.

Hvor langt rækker modviljen mod at tage flygtningespørgsmålet på sig til fordel for en opportun signalpolitik over for danskerne om, at det så at sige ikke er vores bord? Har spørgsmålet om menneskelig værdighed uanset hudfarve eller tro eller oprindelsesland ikke stadigvæk en valør for danske politikere?

På plussiden har der især i de seneste 5-10 år været en vis konsensus om betydningen af indvandrer- og flygtningeintegration i det danske samfund via sprog-og kundskabstilegnelse og via arbejdet – en bestræbelse, der efterhånden er lykkedes så godt i det danske samfund, at større dele af indvandrerbefolkningen og 25 procent af de hertil komne flygtninge (på kort tid og i en opadgående kurve) er blevet integreret via et lønmodtagerjob.

Så meget mere overflødige og utidssvarende virker de fortsatte stramninger, der nu mest er ideologisk motiveret og er med til at skabe utryghed og uro blandt indvandrere og flygtninge og fastholde indvandrere og flygtninge i billedet af personer, samfundet skal afgrænse sig fra.

Både migrationseksperten Oxford-professor Robin Cohens undersøgelser over en 40-årig periode samt tyske og svenske undersøgelser har påvist de store økonomiske gevinster ved indvandrere og flygtninge på mellemlangt og længere sigt for de europæiske lande – også i lyset af de europæiske landes egne demografiske problemer.

Det er oplysninger, som ikke er populære i den del af det danske politiske miljø, som af ideologiske og nationalistiske grunde har låst sig selv og større vælgergrupper fast på, at indvandrere og flygtninge er en ulykke for det danske samfund.

Stig Dalager
Forfatter

https://politiken.dk/debat/kroniken/art6685593/Hvad-er-der-blevet-af-den-danske-humanisme


-


Stig Dalager: Er der virkelig ingen undergrænse, for hvor lavt Løkke-regeringen vil synke?

Beslutningen om at sende kriminelle asylansøgere til en isoleret ø viser, hvor næsten ufatteligt langt regeringen er villig til at gå for at tækkes Dansk Folkeparti. Tænk, hvad der sker, hvis DF kommer i regering.
 
Der er tilsyneladende ingen moralske grænser for, hvor langt regeringen er parat til at gå for at komme DF´s fanatiske behov for at ophæve integrationsprocessen for flygtninge i Danmark og at instituere DF´s markante uvilje imod flygtninge i dansk lovgivning.

Som den seneste aftale med DF – med dens forslag om at sende kriminelle udlændinge, der har udstået deres straf til en øde ø under fængselslignende forhold, og at gennemføre det såkaldte paradigmeskifte – viser, så vil man i Danmark stå med en radikal stramning af betingelserne ikke mindst for at kunne accepteres, modtages og leve som flygtning i Danmark.

Det sker på baggrund af en i forvejen til bristepunktet opstrammet flygtningepolitik på kanten af flere menneskerettighedsbestemmelser, og hvor Danmark på tredje år har nægtet at modtage de allerværst stillede flygtninge, de såkaldt kvoteflygtninge, hvis familiesammenføringsmuligheder nu også skal indskrænkes.

Forslagene vil på baggrund af den linje, Menneskerettighedsdomstolen allerede har lagt f.eks. i forhold til placering af mennesker på øde øer, sandsynligvis være i strid med flere menneskerettighedskonventioner – de konventioner, som DF´s indfødsretsordfører, Christian Langballe for nylig mente, at Danmark kunne undvære.

Med dette synspunkt ligger han på linje med formanden for det østrigske regeringsparti, det højrenationalistiske Frihedsparti, den tidligere neo-nazist Heinz Christian Strache og det fascistoide italienske regeringsparti Liga Nord, og måske er det blot et spørgsmål om tid, før vi også med DF i en ’blå’ regering i Danmark har et parti, der aktivt modarbejder de europæiske menneskerettigheder og dermed det, vi indtil i dag, har accepteret som væsentlige elementer i retsstaten Danmark.

I så fald vil det paradigmeskifte, der tales om, ikke alene være politisk, men også institutionelt, kulturelt og moralsk, og Danmark vil ikke med god ret kunne regnes blandt de nationer, som evner at vise forståelse for mennesker i nød og på flugt fra tyranni, krig og undergravende fattigdom.

Historien om DF´s afgørende indflydelse på dansk politik viser, at det, der i går var en demarkationslinje for, hvor langt de regeringsbærende partier var parat til at gå for at komme partiets udlændingefjendtlige linje i møde, i dag og i morgen har flyttet sig. Næppe har man i efterkrigstidens Danmark været vidne til en lignende moralsk og politisk defaitisme.

Modet hos mennesker til at bryde op fra en livsuholdbar situation og den beslutsomhed, som ligger indbygget heri, burde i udgangspunktet kalde på respekt, svarende til den som hundredtusinder af danskere frem til Første verdenskrig håbede at møde i det Amerika, der tegnede sig som et mål for deres drømme, og også i realiteten mange gange blev det.

Hver enkelt har en historie at fortælle om sit liv og drømme, og hvis vi et øjeblik ser bort fra den politisk anlagte skarpe skelnen imellem migranter og flygtninge, som heldigvis ikke gjaldt i sin tid for de hundredtusinder af danskere, der søgte over Atlanten, så er det både en kulturel og moralsk falliterklæring, når vi som i vores tid tillader os selv på det europæiske kontinent i stigende grad ikke at kunne rumme disse liv og drømme.

Det er det samme som at undergrave de friheds-og lighedsforestillinger, som vi flager med i både de nationale forfatninger og i EU´s chartre, og som ud over at have en lang konfliktfyldt historie bag sig også er blevet genbekræftet i de menneskerettigheder, der blev til ovenpå det, der lignede et sammenbrud for civilisationen under Anden Verdenskrig, hvor det totalitære og det diskriminerende helt ud i nazisternes holocaust på den europæiske jødiske befolkning var ved at lægge verden øde.

Imod dette nulpunkt af et forsøg på – med den jødiske tysk-amerikanske filosof Hannah Arendts ord – at overflødiggøre mennesket blev FN´s og det europæiske menneskerettighedscharter møntet på individets ret til uafhængig af baggrund og oprindelse at søge ly og sikkerhed imod forfølgelse eller diskrimination eller sult institueret.

Men det er netop denne ret og disse menneskerettigheder, der i den forhåndenværende betændte og nationalistiske atmosfære i mange lande i Europa, sekunderet af de samme tendenser i USA, bliver problematiseret. Som om vi intet har lært af historien, og den blot var en pantomime på et teater eller bragt forgæves til live med en colourgrading af gamle film.

De menneskeligt degraderende forhold i nutidens flygtningelejre som Moria lejren på Lesbos er af øens borgmester blevet sammenlignet med forholdene i nazisternes kz-lejre under Anden verdenskrig.

Sammenligningen med denne lejr, hvor asylansøgende og flygtninge efter at have overlevet risikoen for druknedøden i elendige pramme på Middelhavet lever overbefolket bag pigtråd under komplet uhygiejniske forhold og for kvindernes og børns vedkommende med voldtægt og seksuelt misbrug som en realitet, og kz-lejre i et af de mørkeste kapitler i Europas historie, er i sig selv et billede på, hvor langt ud på kanten af det civilisatorisk urimelige, nutidens europæere og politikere er parat til at gå for at lukke af eller – som det hedder – dæmme op for flygtningestrømmen.

Det er også i sig selv et udtryk for, de konsekvenser som den nationalistiske bølge og de nationalistiske afværgemekanismer har for mennesker, der i nød søger de europæiske kyster.

Ikke alene har disse afværgemekanismer opløst EU´s principielt beredvillige handlekraft i flygtningespørgsmål indefra, men det er også langt hen ad vejen lykkedes for højre-nationalistiske kræfter ikke mindst ved at forstærke de europæernes berettigede frygt for islamistisk terrorisme på europæiske grund samt ved indtil det karikaturagtige at fremmale en molok ud af alt, hvad der handler om indvandring fra Mellemøsten, at undergrave tilliden til selve begrebet og fænomenet flygtning.

Efter Anden verdenskrig og det ikke alene i Tyskland, men også i en række europæiske lande som f.eks. Frankrig og Holland grundlæggende svigt overfor de europæiske jøder, voksede der en vidtstrakt erkendelse frem om, at denne fatale diskriminationshistorie ikke måtte gentage sig, og ordet flygtning har helt frem imod nyere tid af samme grund haft en positiv valør i den europæiske offentlighed.

Men gennem den fordomsfulde kombination af ordet og begrebet flygtning og alle mulige negative associationer på ord som muslim, Islam og Mellemøsten og bekvemmelighed er ordet flygtning nu på ganske få år kommet i ’bad standing’, og realiterne bag mange mellemøstlige flygtninges flugt – at de ofte flygter fra krigszoner eller fra den type religiøst betonede despoti, som de samme nationalistiske kredse påstår, at de bekæmper – er forsvundet ud i tågerne.

At europæiske og også danske politikere er fuldt bekendt med de kz-lignende realiteter i de europæiske lejre som Moria lejren har ikke rokket ved den efterhånden og langt ind i det borgerlige og (i Danmark også socialdemokratiske) spektrum negative association på ordet og begrebet flygtning.

Da en dansk politikerdelegation anført af formanden for udlændinge-og indfødsretsudvalget, DF’eren Martin Henriksen i marts måned 2018 besøgte Moria-lejren, fralagde samme Martin Henriksen sig ethvert nutidigt og kommende ansvar for forholdene i lejren og lignende lejre på europæisk grund, og den konservative politiker Rasmus Jarlov, der nu er minister i danske regering, fandt forholdene beklagelige, men mente samtidig, at det var vigtigt, at den slags lejre ikke er så attraktive, at de lokker flere flygtninge til Europa. Denne åbenlyse kynisme er et indicium på en udbredt holdning til flygtninge blandt en del indflydelsesrige politikere i øst og vest i Europa i dag.

Den kollektive og individuelle erindringsevne og hukommelse skal hele tiden opgraderes. Noget andet med den art hukommelse, der handicapper ens psykiske sundhed og evne til at fungere normalt og bringer en ud på kanten af eksistensen.

Min iranske flygtningeven Sharif i Wien havde og har på en smertelig måde som mange andre flygtninge med ham sin hukommelse om den langvarige tortur med stokkeslag indprentet i sin krop. Den ledsagede ham i Wien, hvor han gik og stod og gør det stadig her årtier efter hans ankomst til byen, når jeg igen møder ham, som en bølge af nedværdigelse og psykisk og fysisk ubehag på grænsen til besvimelse.

Den kan ramme ham midt under en samtale eller under hans daglige gøremål. Hvor mange gange har han ikke nærmest undskyldende afbrudt vores samtaler for at finde den nærmeste sofa eller gulvet og lægge sig ned i et forsøg på at overkomme sin hyperventilerende tilstand?

Noget yderst værdifuldt er forsøgt taget fra ham gennem den ydmygende tortur: hans selvværd, og selvom han ikke er en knækket mand, så har både torturen og de slag, som hans nødvendige eksil har tilføjet ham, gjort det svært for ham at stå oprejst i eksistensen og yde sit bedste.

Den flygtninge-og indvandrerfjendtlige atmosfære i Østrig har kun yderligere bidraget hertil. Ikke desto mindre bliver han ved med at kæmpe for at yde noget, der giver mening for ham selv og omgivelserne. Det er samtidig en kamp for hans eget selvværd op imod en tidsatmosfære, der er tilbøjelig til at hæfte alle mulige negative betegnelser på »folk som ham«, som man helst ser ryggen af – alene fordi han med sit stadig smukke ydre ligner, det han er: en mand fra Mellemøsten.

Selvværdets betydning spejler sig i anerkendelsens betydning og de to størrelser opviser en indbyrdes afhængighed. I filmatiseringen af nobelpristageren, den ungarsk-jødiske forfatter Imre Kertesz´s roman ’De skæbnesløse’ er der en scene med stor symbolsk rækkevidde for filmen og romanens skildring af mennesker i de yderste afkroge af civilisationen.

Den jødiske dreng Geörgy er under Anden verdenskrig havnet i kz-lejren Buchenwald, hvor han ligesom tusinder af andre forsøger at udholde lejrens daglige ydmygelser og klare sig igennem på et minimum af føde under sulte-niveau. Uerfaren og uforberedt, som han er, på dette jordiske helvede, agerer han som et jaget dyr og sluger med det samme alt, hvad der minder om føde, som han overhovedet kan komme i nærheden af og får på den måde meget forbigående stillet den værste fysiske sult.

Alligevel er han naturligvis ulykkelig. Nu giver en af de mere erfarne og ældre indsatte ham det råd altid at gemme lidt af det sparsomt udleverede brød på sig til morgendagen. Geörgy er mystificeret og forstår ikke, hvad den ældre indsatte mener. Da siger den erfarne fange: Dit selvværd er vigtigt, lige så vigtigt som brød og suppe”. Det vil sige: har du ikke altid et lille stykke brød på dig, så står du totalt nøgen og ydmyget overfor overmagten.

I betragtning af diaspora-jødernes udsathed og lidelseshistorie i Europa helt tilbage til den før-middelalderlige tid er det ikke så underligt, at det især er hos jødiske filosoffer og tænkere, at tanken om selvværdets og den menneskelige anerkendelses betydning står centralt, ofte som to sider af samme sag.

I dag, hvor europæerne står overfor betydelige anerkendelsesproblemer i forhold de europæiske muslimske minoriteter, og antisemitismen igen viser sit skyggeagtige ansigt, er det værd at bruge lidt opmærksomhed på, hvad det egentlig er, der tankemæssigt er på spil hos flere af de jødiske filosoffer.

Hos den østrigsk-jødiske Martin Buber (1878-1965) står jeg-du vekselspillet i centrum for selve forståelsen af, hvad det menneskelige, men også et Guds-forhold er. Først i det øjeblik, der er en gensidighed og balance og en åbenhed i dette vekselspil, risikerer det ikke at degenerere til et jeg-det forhold, hvor jeg’et gør du’et til en genstand og et objekt for fordomme.

Den både Talmud-og eksistentialistisk inspirerede fransk-jødiske filosof Emmanuel Lévinas (1906-95) fører Bubers tankegang videre og taler om betydningen af (at genfinde) det menneskelige, dvs. mennesket ud fra det forhold, at det ikke kan forstås isoleret, men altid i relation til eller i et møde med ’Den anden’.

I den andens ansigt, i min næstes tilsynekomst, møder jeg et ubegrundet (metafysisk forstået) krav om ansvarlighed, som jeg ikke kan ignorere, men naturligvis nok forsøge at fortrænge. Kun et væsen, der er ansvarlig for den anden kan holde sig i dialog med ham/hende, og mennesket og også sproget skabes ud fra den ufravigelige forbindelse til andetheden, hvis manifestation i den anden er du’et.

I et interview udtrykker Lévinas det på denne enkle måde: »Jeg tror, at sprogets begyndelse ligger i ansigtet. På en eller anden måde kalder det i sin tavshed på én. Ens reaktion på ansigtet er et svar. Ikke blot et svar, men et ansvar«.

I den jødisk-tyske-amerikanske politiske tænker Hannah Arendts (1906-1975) omfattende værk er forestillingen om en grundlæggende ansvarlighed skabt gennem urcelle-mødet imellem et jeg og et (anderledes) du udviklet til en idé om, hvad politik og samfundsskabelse i det hele taget handler om.

I hendes samfundstænkning udviklet ikke mindst på baggrund af de hårde diskriminationserfaringer før og under Anden verdenskrig er det offentlige rum i samfundet et sted, hvor mennesker ikke blot træder i forhold til hinanden og anerkender, at den anden kan være radikalt forskellig fra en selv, men også via deres fantasi magter at se verden med den andens øjne. Fantasien er afgørende for eftertanken, og eftertanken er den etiske markør, der afmonterer banale fordomme og ideologisk vanetænkning og sætter individet i stand til at anerkende individer forskellig fra det selv.

Uden den indlevende refleksion eller eftertanke står den enkelte i fare for at være prisgivet den automattænkning, der ofte byder sig til i form af politiske ideologier med deres ofte forenklende og fordomsfulde bud på verden.

De grelle eksempler herpå er i Hannah Arendts tænkning nazismen, kommunismen og mccarthyismen. Men Hannah Arendt har som tidligere flygtning fra nazi-Tyskland og erfaringerne med at være statsløs også et anliggende i forhold til flygtningeproblematikken og til den nationalisme, der kan lukke borgernes øjne for flygtningenes og de statsløses udsathed i en verden, hvor retten til at have rettigheder ikke er knyttet til at være menneske, men til at være borger i en stat.

Det er den »nationalisme med skyklapper på«, som den tyske forbundskansler Angela Merkel i sin nylige tale i anledning af 100-årsdagen for afslutningen af Første Verdenskrig advarede om, fordi den er så karakteristisk for markante tendenser i Europa lige nu. Som i mellemkrigstiden kalder nationalismen på syndebukke og diskrimination af etniske minoriteter.

Ifølge en ny rapport fra FRA vokser også antisemitismen i Danmark og Europa. »Ikke overraskende føler en overvældende majoritet af deltagerne i undersøgelsen, at antisemitismen bliver værre. De frygter også for deres egen og deres elskedes sikkerhed. De beskytter sig ved at efterlade deres kalot derhjemme…« hedder det i rapporten.

Stig Dalager
Forfatter

https://politiken.dk/debat/kroniken/art6911110/Er-der-virkelig-ingen-undergrænse-for-hvor-lavt-Løkke-regeringen-vil-synke


-


Professor: Hvorfor accepterer vi, at der findes politikere, der med fuldt overlæg våser løs?
 
Det er alle borgeres pligt at undre os højlydt over, at mennesker, som er på folkets lønningsliste, ikke tøver med at fylde os med vrøvl og falskhed.
 
Mange forskere og tilhængere af oplysning og videnskab kan godt lide denne forestilling om, at fornuften lyser våset væk – at sandheden er så stærk, at den ikke kan holdes tilbage. De tænker, at det bare er et spørgsmål om, at sandheden råbes højt nok, at man insisterer tilstrækkeligt indædt på det faktuelle, så vil folk til sidst forstå sagens rette sammenhæng.
 
Problemet er imidlertid, at det i mange tilfælde ikke er et spørgsmål om uvidenhed. Der findes således ikke bare ærligt vås, men også vitterligt vås.
 
Det sidste beskriver Hørup som »dumheden, der siges ikke af enfoldighed, men med forsæt og overlæg for fordummelsens skyld«.
 
Her hjælper ingen fornuftens fakkel, for den, der siger det vitterlige vås, er slet ikke interesseret i at blive oplyst. Han siger, hvad der passer ind i hans kram, og uanset hvor meget viden man lader regne ned over ham, vil han være ligeglad. Konsekvensen er misinformation og en uoplyst, udemokratisk debat.
 
Æder vi det råt, er resultatet et forkvaklet og forvrænget verdensbillede.
 
Selv i demokratiets kerne støder vi på det. Når det gælder udlændinge, har mange politikere for længst bestemt sig for, at problemerne er enorme, og de forsømmer ingen lejlighed til at fortælle os om forfærdelige tilstande i ghettoer og parallelsamfund. At forskere, eksperter og lokalpolitikere som modsvar tænder fornuftens fakkel, hjælper ingenting.
 
Man kan ikke tale sandhed til en magt, der har bestemt sig for ikke at ville blive klogere.
 
Hørup var frustreret over det vitterlige vås:
 
»Ingen har fundet en kost, der renser det land, hvorover det falder«, sagde han, mens han fremhævede, at netop det vitterlige vås er en trussel mod demokratiet, fordi det truer visdommen i folket. Sker det, mister folkestyret sin evne til at træffe kloge beslutninger, og så kunne man for så vidt lige så godt vende tilbage til enevælden, hvor embedsmændene trods alt havde viden og uddannelse.
 
Det, Hørup frygtede, var med andre ord en situation, hvor demokratiet forfalder, fordi det vitterlige vås bliver standarden, og de færreste er interesserede i dannede argumenter, solid viden eller håndfaste erfaringer. Altså, netop en situation, som mange mener, vi er på vej ind i i dag.
 
Peter Lauritsen
Professor mso
Institut for Kommunikation og Kultur
Aarhus Universitet
 
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6355494/Hvorfor-accepterer-vi-at-der-findes-politikere-der-med-fuldt-overlæg-våser-løs


-


Professor: Det er ingen naturlov, at friheden og demokratiet i Danmark vokser og breder sig
 
Ved vores grænsesøgende politikere ikke, at grundloven udtrykker de værdier, vi har besluttet at kæmpe for, og at meningen er at beskytte borgerne? Og hvis de faktisk ved det – hvorfor leder de så efter smuthuller og uærlige løsninger?
Man kan læse demokratiets historie i Danmark som en løbende udvikling mod øget frihed.
 
Udgangspunktet er grundloven med dens sikring af basale rettigheder og indførelse af demokrati – dog mest for mænd. Senere fik kvinderne valgret, og bladrer man videre i historiebøgerne, kan man hæfte sig ved en ambitiøs uddannelsespolitik, som gav folk flere muligheder, og etableringen af velfærdsstaten, hvis sikkerhedsnet giver tryghed og dermed frihed for flere.
 
Men selv om man kan fortælle historien på denne måde, er det vigtigt at huske, at ingenting kommer af sig selv. Ingen sejre er vundet uden kamp, og det er ingen naturlov, at frihed og demokrati altid vil vokse og brede sig.
 
Tværtimod kan man nemt blive bekymret, når man ser på nutidens politik. Væk er ambitionerne om øget frihed, flere rettigheder og mere demokrati for alle. Forbud og indskrænkninger vinder indpas, frisindet reduceres, og fra politisk side begynder man at bekæmpe de grundlæggende værdier, Danmark er bygget på.
 
Sagen er ikke, at frihed og rettigheder indskrænkes generelt og for os alle, men at de er blevet til noget, der tildeles i forskellige portioner alt efter, hvem man er. Er du minister, kan du skalte og valte med menneskeskæbner og omgå loven, hvis blot du fører flertallets politik.
 
Lyt til den retorik om især ikke-vestlige indvandrere, der udgår fra Christiansborg. Det er udlændingepolitikkens jantelov, der gjalder gennem landet. Du skal ikke tro, at du er noget. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.
 
Det er ikke helt de ord, der bruges, men meningen er den samme. Ikke-vestlig indvandring er Danmarks største udfordring, siger Mette Frederiksen. Inger Støjberg udpeger rutinemæssigt islam som fjenden, og Lars Løkke Rasmussen taler om huller i danmarkskortet. Og ved du hvad, kære ikke-dansker, det er dig, der har slået hullerne. Så duk dig. Hævd dig ikke. Fald i med tapetet. Det er ufrihedens budskab, der kommer fra toppen af dansk politik.
 
Selvfølgelig er man klar til at følge op med handling, og når først problemerne er blæst ud af proportioner, må løsningerne også være det.
 
I de ovenstående eksempler er det mennesker med ikke-vestlig baggrund, der skal rammes. Det er deres frihed, som skal indskrænkes. Det siger man gerne højt, og hos nogle politikere kan man næsten føle ærgrelsen over, at grundloven og konventioner sætter grænser for forfølgelsen af minoriteter.
 
Hvad der imidlertid er mindst lige så bekymrende, er den måde, man forsøger at gennemføre tiltagene på. Når det indvendes, at grundloven ikke tillader et bestemt indgreb, tyr politikerne til omskrivninger og alternative formuleringer, så man kan sige, at man går til grundlovens grænse, men ikke over den. Som om det var betryggende.
 
For ved de grænsesøgende politikere ikke, at meningen med grundloven er at beskytte borgerne? Og hvis de ved det, hvorfor leder de så efter smuthuller og uærlige løsninger? Mener de ikke, at beskyttelse af borgerne er relevant i den tid, vi lever i?
 
Og ved de selvsamme politikere heller ikke, at en grundlov ikke bare er en juridisk formular, men derimod en helt grundlæggende tekst, der udtrykker de værdier, vi har besluttet os for at stå sammen om og kæmpe for.
 
Det er i grundloven, politikerne kan finde de danske værdier, de bruger så meget tid på at lede efter. Men hvis de ved det, hvorfor vil de så udfordre loven? Det svarer jo til at ville udfordre de grundlæggende danske værdier – og er det ikke dem, de vil beskytte?
 
Hykleriet er stort, og for liberalt tænkende mennesker er det forfærdeligt, at den politiske ambition ikke er at øge friheden for alle, men at differentiere den og indskrænke den for bestemte grupper. Sådan er det imidlertid blevet, og læren må være, at vi ikke kan regne med, at det er politikerne på Christiansborg, der driver friheden fremad. Tværtimod, kunne man tilføje. Alt for meget tyder på, at de er villige til at sætte den på spil.
 
Det er os, borgerne, der til syvende og sidst skal kræve frihed og rettigheder – og stå fast på dem. Og sådan har det i virkeligheden altid været. Demokratiet er en frihedskamp, og den er langtfra ovre endnu.
 
Peter Lauritsen
Professor
 
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6419060/Det-er-ingen-naturlov-at-friheden-og-demokratiet-i-Danmark-vokser-og-breder-sig


-


Professor: Vi vil blive husket som generationen, der udviste børn, ødelagde familier og frygtede de fremmede

Danmarks behandling af 13-årige Mint viser et totalt fravær af basal anstændighed og manglende vilje til at behandle sin næste med kærlighed. Skal det virkelig være vores eftermæle?
 
Skattepolitik handler om skat. Uddannelsespolitik om uddannelse. Og fiskeripolitik om fiskeri. Det siger sig selv. Politik handler altid om et bestemt hjørne af virkeligheden, hvor der findes problemer, der skal løses, og muligheder, der skal udnyttes. Sådan er det, og sådan har det altid været.

Men der findes områder, hvor denne regel ikke gælder. For lige så snart det handler om udlændinge og efterkommere, er det anderledes – især hvis de er muslimer. Så er målet ikke at finde gode løsninger på reelle problemer, men alene det at være hård og handlekraftig. Enhver stramning tæller per definition som en succes.

På den måde er udlændingepolitikken holdt op med at være politik. I stedet er den blevet til et ritual, vi gennemfører med stor hyppighed. Resultatet er stigmatiserende udmeldinger og indgreb, der trækker ulykkelige og knuste skæbner efter sig. Og det i en sådan grad, at vi burde holde op med at kalde flertallets indgreb og stramninger ’udlændingepolitik’ eller ’integrationspolitik’.

For absurditeten og hårdheden har efterhånden nået et niveau, hvor vi burde være langt mindre optaget af, hvad vi stiller op med ’de andre’, og fokusere langt mere på, hvad vi stiller op med os selv. Hvad er det, vi gerne vil huskes for, og hvilke værdier skal det samfund, vi kalder Danmark, bygge på? For det er jo det, det handler om. Det er her, kampen står.

Hvilke danske værdier er det for eksempel, der ligger til grund for behandlingen af den 13-årige Mint? Pigen blev udvist, fordi myndighederne vurderede, at hun ikke lader sig integrere. Det til trods for, at hun allerede er integreret. Hun taler dansk, har skolekammerater og venner og klarer sig i det hele taget godt. Men her må man forstå, forklarede en repræsentant for myndighederne, at Mint ikke er integreret i juridisk forstand. Jura forholder sig åbenbart ikke til virkeligheden, den ser ikke på det enkelte barn, så ved at studere loven og nogle ligegyldige datoer nåede bureaukratiet frem til, at Mint skulle forlade landet, og familien ødelægges.

Enhver med et nogenlunde velfungerende moralsk kompas og blot en lille rest humanisme i sjælen kan med det samme se, at det ikke burde være sådan. Mint skulle ikke udvises. Men fra de ansvarlige politikere er der stort set tavshed. Ingen tager ansvaret på sig, ingen siger, at nok er nok, ingen påtager sig at få lavet tingene om. Selv ikke Mette Frederiksen, der jo vil være børnenes statsminister, kan finde indignationen frem.

Hvad handler Mints sag så om? Udvisningen gjorde ingen lykkeligere, og ingen fik mere frihed eller flere muligheder. Den var heller ikke en løsning på et integrationsproblem, for der var ikke noget problem at løse.

Nej, Danmarks behandling af Mint viser ikke andet end et totalt fravær af basal anstændighed og manglende vilje til at behandle sin næste med kærlighed. Den viser, at selvom vi siger, at alle har grundlæggende rettigheder, så har vi vedtaget love og regler, der straffer børn og uden grund indskrænker friheden for en bestemt gruppe mennesker.

Desværre er sagen ikke enestående. Der er masser af eksempler på, at børn helt urimeligt bliver ofre for voksne politikeres magtkamp. Se på reglerne for familiesammenføring, der tvinger familier til at leve adskilt i årevis. Eller se på Udrejsecenter Sjælsmark, hvor der bor børn, som ikke kan få ophold i Danmark, men som heller ikke kan sendes hjem. De går ikke i folkeskole, deres familier må ikke selv lave mad, og de har ikke deres eget legetøj.

Journalister har dokumenteret, hvordan lyset slukkes i børnenes øjne, og eksperter advarer. Alligevel har en løsning lange udsigter. Så dér er vi kommet til: Politik er blevet et våben, og ofrene er børnenes ret til et ordentligt liv.

Men børnene er ikke de eneste. Det såkaldte burkaforbud rammer ikke ret mange, og det er svært at opdrive folk i Danmark, der ser noget positivt i en religiøs klædedragt, der formummer kvinder. Så hvorfor ikke bare acceptere forbuddet? Fordi spørgsmålets præmisser er forkerte. Det centrale er ikke, om man er for eller imod burka, men om man synes, at politikerne på Christiansborg skal indskrænke kvinders frihed. Og om man mener, at der i Danmark skal være plads til folk med en tro, der ikke er den kristne.

Noget lignende kan man i øvrigt sige om det krav om håndtryk, som regeringen vil have indført ved kommunale ceremonier for tildeling af statsborgerskab. Begrundelsen er, at »i Danmark giver vi hånd«, og det gør vi så, fordi landets fineste mænd og kvinder, valgt til det danske Folketing, ser det som deres opgave at erstatte hilsefrihed med håndtrykstvang. Forstå det, hvem der kan.

Familier der splittes på statens befaling. Børn, der sendes ud af landet eller fratages muligheden for et ordentligt liv. Indskrænkning af kvinders frihed. Og tvungen deltagelse i sære ceremonier, der kaldes danske. Jo, det handler om udlændinge og islam – i hvert fald er det en bestemt gruppe mennesker, der hver gang mærker konsekvenserne.

Men det handler også om grundlæggende værdier. Om hvilke værdier vi vil kalde danske og indrette vores nation efter. Engang var det frisindet og friheden til at være forskellige. Det var respekten for minoriteter og anderledestænkende. Og det var den erkendelse, at retsstat og internationale konventioner er borgernes beskyttelse mod staten. Det er disse værdier, vi har bygget vores samfund på. Og det er de værdier, vi er ved at smide over bord.

I den forstand handler udlændingedebatten ikke om politiske strammere på den ene side og slappere på den anden. Den handler ikke om dem, der vil have politi ved grænsen, og dem, der ikke vil. Eller om dem, der vil servere svinekød, og dem, der ikke vil. Alt dette er en forskydning væk fra det, der i virkeligheden er centralt.

For lige bag ved strammere, slappere, svinekød og alt det andet står diskussionen om, hvilken version af Danmark vi vil leve i. Det er her, kampen står: Vil vi være den generation, der i et af verdens rigeste lande er så moralsk fattig, at vi ikke kan tage vare på børn, blot fordi de ikke er født her? Vil vi være dem, der stadfæster, at familier kan splittes i magtens tjeneste? Skal det være os, der indskrænker retsstat og frihed ud fra en irrationel frygt for det fremmede? Skal det være os, der erstatter danske værdier om humanisme, åbenhed og håb med frygtens indelukkede kulde?

Når der snart kommer et valg, har vi hver især en stemmeseddel, og med den i hånden skal vi kræve svar. Vi skal ikke lade os spise af med den evindelige problematisering af udlændinge, efterkommere og muslimer. Vi skal spørge politikerne, hvilket Danmark de vil arbejde for, og hvordan de gerne vil have, at eftertiden skal huske os. Og vi skal kræve at få svar.

Peter Lauritsen
Professor mso
Institut for Kommunikation og Kultur
Aarhus Universitet

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6798384/Vi-vil-blive-husket-som-generationen-der-udviste-børn-ødelagde-familier-og-frygtede-de-fremmede


-

Professor: Her er syv ting, du kan gøre, hvis du ikke blot vil følge Danmarks triste skæbne fra sidelinjen

Som borger kan man ikke deponere ansvaret for landets udvikling på fjernlager og så blot vende ryggen til. Så det er på høje tid, at alle vi, der ikke vil et nationalistisk, ulige og indadvendt Danmark, begynder at lægge planer for, hvad vi skal stille op.

 

Det er efterhånden en triviel konstatering, at Danmark hastigt bevæger sig væk fra de værdier, landet er bygget på: humanisme, friheds- og menneskerettigheder og høje demokratiske standarder. I stedet er vi blevet grebet af frygten for det fremmede, og hver dag arbejder højrenationalismen benhårdt på at bringe os mørke steder hen.

Bevægelsen er stærk, og selvom der findes lommer af aktiv modstand, er det tydeligt, at frihedskampen mangler fodsoldater. Derfor er det på høje tid, at alle os, der ikke vil et nationalistisk, ulige og indadvendt Danmark, begynder at lægge planer for, hvad vi skal stille op.

Hvordan omsættes parolerne om beskyttelse af demokrati, frihed og menneskerettigheder til konkret handling? Hvordan kan helt almindelige borgere uden megafon og platform bidrage, så vi kommer tilbage på et spor, hvor målet er mere frihed og mere demokrati og ikke det modsatte? Hvis slaget skal vindes, er netop den diskussion helt nødvendig.

At der er behov for at styrke modstanden, er den seneste finanslovsaftale kun ét eksempel på. Loven bestemmer, hvordan staten skal bruge sine penge, men det formål er næsten forsvundet. I stedet er finansloven blevet en effektiv platform for Dansk Folkepartis angreb på frihed, lighed og retsstat.

Således også denne gang, hvor man vil bruge hundredvis af millioner på at sende uønskede udlændinge ud på en ø for dermed at vise politisk vilje til at nedgøre og ydmyge mennesker. Og med det udgangspunkt bruger man løs af de penge, som borgerlige politikere ellers hævder at passe så godt på.

Men det er ikke det eneste. De konventioner, der er borgernes beskyttelse mod statens overgreb, skal endnu en gang udfordres. Flygtninge skal løbende informeres om, at de ikke er ønsket i landet, hvilket nok skal hjælpe på den integration, der stadig forlanges af dem. Og for at sætte trumf på et depraveret menneskesyn nedsættes integrationsydelsen markant. Konsekvensen er selvfølgelig, at den allerede stigende børnefattigdom vil ryge yderligere i vejret.

Indskrænkelse af frihedsrettigheder, angreb på ordentligheden, humanisme som skældsord, ligegyldighed over for demokratiets idé. Alt dette kan i lige linje føres tilbage til Dansk Folkeparti, som alt for mange har haft travlt med at normalisere og integrere i det politiske liv.

Måske har nogle haft bange anelser. Men de politikere, som kunne gribe magten ved at stå på kulsorte mandater, ville ikke sige sandheden og lod sig villigt lokke.

Og den frie presse, der ellers nok forstår at lancere sig selv som både demokratiets vagthund og den fjerde statsmagt, aner tilsyneladende ikke, hvad den skal stille op. Alt for ofte glemmes kritikken, og en magtpolitisk dagsorden udsendt fra Christiansborg får alt for meget medløb.

Sådan er situationen. Og erkendelsen må være, at man som borger ikke kan læne sig tilbage og vente på, at politikere og medier bryder ud af den logik, de har spundet sig selv ind i. Skal retningen ændres, er der med andre ord kun befolkningen tilbage.

Og sådan er det i virkeligheden altid i et demokrati. Som borger kan man ikke deponere ansvaret for landets udvikling på fjernlager og så blot vende ryggen til. Demokratiet er folkets selvstyre, og hvis man vil selvstyret, må man engagere sig i det. Men hvordan gør man det? Hvordan kan man være med til at sikre, at Danmark ikke ender som et splittet, introvert og bange land?

For mange vil det utvivlsomt være en ret uoverskuelig opgave først at sende børnene i skole med madpakker og idrætstøj for derefter at engagere sig i kampen for demokrati og frihed.

Derfor må modstandsstrategierne gøres konkrete og handlingsanvisende. Ligesom vi i øvrigt kender det fra klimadebatten, der har bevæget sig fra det uhåndgribelige til det nærværende, og hvor vi hver dag præsenteres for lister og guides, der kan hjælpe os: mindre oksekød, færre flyrejser og flere elbiler.

Det er også sådan, vi skal tænke, når det handler om frihed og demokrati. Som et input følger derfor syv tværpolitiske forslag til, hvad man som helt almindelig borger kan gøre, hvis man ikke bare vil følge Danmarks skæbne fra sidelinjen, men faktisk være med til at påvirke den:

1. Meld dig ind i et parti: Partierne er politiske laboratorier og debatfora. Det er dem, der opstiller kandidater, og det er medlemmerne, der kan presse politikere og kalde dem tilbage, når de går for langt.

At melde sig ind i et parti er derfor noget af det bedste, man kan gøre – også selvom man ikke ønsker at arbejde solen sort. Man behøver ikke være enig med sit parti om alt; det vigtige er, at det ubetinget støtter demokrati, frihed, lighed og retssamfund og ikke vil gå til grænsen af hverken grundlov eller internationale konventioner.

2. Stem personligt: I næsten alle partier findes personer, som vil en anden vej end den nationalistiske og populistiske tåge, der har bredt sig over by og land. Giv disse politikere styrke gennem din stemme.

3. Støt en ngo: Der findes et hav af ngo’er, der gør en enorm forskel for udsatte borgere – fattige børn, hjemløse og flygtninge – og som dermed hjælper til at sikre landets sammenhængskraft. Bliv frivillig i en sådan organisation, eller støt dem i det mindste økonomisk.

4. Søg viden: Et styre, der ikke insisterer på viden, vil ikke kunne løse virkelighedens problemer, men være prisgivet populisternes tomme løfter og higen efter magt. Derfor skal vi kræve, at vores politikere anvender viden, når de udvikler deres synspunkter. Men det gælder også os selv. Vi skal tænke kritisk og lytte til eksperter, ligesom vi skal skaffe os adgang til kvalitetsjournalistik og redelig information.

5. Sig fra: Mange af os har stået i situationer, hvor medborgere bliver svinet til, udsat for racistiske kommentarer eller nedgjort på grund af deres køn eller seksuelle orientering. Om ikke andre steder så på sociale medier. I disse situationer har vi pligt til at sige fra eller i det mindste støtte offeret. Danmark skal ikke være et land, hvor racisme, intolerance og sexisme er o.k.

6. Spred håb: I en tid, hvor hele befolkningsgrupper udskammes, hvor frygten for det fremmede truer fornuften, er det på tide at finde håbet frem. Et frygtsomt samfund udretter intet godt. Tværtimod kommer positive forandringer kun, hvis man tror på fællesskabets styrke. Desværre har alt for mange mistet håbet og skruet sig ned i frygtens sorte hul.

7. Bryd ud af boblen: Med jævne mellemrum er der en enkelt sag, der rydder mediefladen. Som oftest er det sager, der relaterer sig til udlændinge eller islam. Men er debatten vigtig? Er problemet stort nok til at holde os alle sammen fanget foran skærmen? Ofte er svaret nej. Debatter om burkaer, tørklæder eller ramadan igangsættes og oppiskes af opmærksomhedshungrende politikere. Sig fra – eller sluk for fjernsynet, og inviter i stedet naboen på en kold øl.

Punkterne er banale, men de er vigtige. For når politikere, meningsdannere og hadprædikanter vil bryde danske værdier ned, skal de have modstand.

Og selv om det lyder uvant for en dansker, så er det en frihedskamp, vi står midt i. Hvis ikke vi ser det, og hvis ikke vi er parat til at tage kampen op, mister vi det, vi har kært: et land, der er villigt til at gå forrest i kampen for en bedre verden.

Peter Lauritsen
Professor mso

https://politiken.dk/debat/art6906730/Her-er-syv-ting-du-kan-gøre-hvis-du-ikke-blot-vil-følge-Danmarks-triste-skæbne-fra-sidelinjen

-

Christian Jensen: Sagesløse sosuassistenter, socialrådgivere og indvandrere rammes af det møg, regeringens spinmaskine fræser op

Man gruer efterhånden for, hvor mange andre manipulerede undersøgelser, der er gledet igennem regeringskontorerne og ud i den offentlige debat som sandheder.

 

Historierne passer perfekt ind i regeringens billede af offentligt ansatte og indvandrere som to grupper, det ikke er værd at samle på.

De offentligt ansatte er dovne, syge og svage. Og selv indvandreres børn og børnebørn er uforbederlige i deres hærgen i ghettoen og løftede langemand mod det samfund, der har givet dem ophold og offentlig forsørgelse. Det eneste sprog, de forstår, er paradigmeskiftets trussel om at ryge ud af landet på røv og albuer.

Og det er ikke bare noget, regeringens ministre siger, når de lader fordommene få frit løb. Det er sandheder med faktuelt belæg i to ministerielle undersøgelser: Den ene fortæller, at offentligt ansatte i gennemsnit har 5 sygedage mere om året end de privatansatte. Og selv blandt 3.-generations indvandrere forbedres integrationen ikke mærkbart, selv om det i årtier har været forventningen.

De to undersøgelser blev ledsaget af kontante ord og løfter om konkret handling fra ikke færre end fire ministre, da de blev fremlagt i Berlingske.

»Sygefraværet skal ganske enkelt ned«, fastslog beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i Berlingske tidligere på ugen. Og udlændingeminister Inger Støjberg (V) holdt sig ikke tilbage med sin konklusion, da hun i midten af december kommenterede rapporten om, at integrationen går i stå i 3. generation.

»Undersøgelsen viser, at vi har abonneret på et helt forfejlet syn«, sagde hun.

Men nej. Efterfølgende har det vist sig, at det er ministrene, der har abonneret på forfejlede fortolkninger af undersøgelserne. Integrationsundersøgelsen omfatter således alene 3.-generations indvandrere, der gifter sig med andre indvandrere. Det giver et forfejlet og misvisende billede, hvilket Berlingske efterfølgende har beklaget.

Og i går kunne vi fortælle, at man i undersøgelsen om de offentligt ansattes 5 sygedage mere har undladt at korrigere for kendte forskelle på det offentlige og det private arbejdsmarked. Renses tallene for disse faktorer, er de offentligt ansatte gennemsnitligt syge 2,5 dage mere årligt end de privatansatte. For kortvarig sygdom, som langt de fleste mennesker rammes af, er forskellen endnu mindre – 0,5 dage. Unægtelig en noget anden historie.

Tænk engang, at regeringen er kommet så langt ud, at den manipulerer og vildleder befolkningen for at gøde jorden for sin politik og ideologiske opgør. Det er jo ikke en leg uden ofre. Tilbage sidder sosu-assistenter, renovationsarbejdere, socialrådgivere og 3.-generations indvandrere, som alle rammes og stigmatiseres af det møg, regeringens spinmaskine fræser op.

Det er godt, at de forfejlede konklusioner bag de to konkrete undersøgelser er blevet afdækket. Men man gruer for, hvor mange andre manipulerede undersøgelser, der er gledet igennem regeringskontorerne og ud i den offentlige debat som sandheder.

Regeringen har fortjenstfuldt sat gang i en større indsats for at afsløre misinformationskampagner under den kommende valgkamp. Den kunne passende begynde med at rette søgelyset mod egne rækker.

Christian Jensen
Ansvarshavende chefredaktør
Politiken

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6948670/Sagesløse-sosuassistenter-socialrådgivere-og-indvandrere-rammes-af-det-møg-regeringens-spinmaskine-fræser-op

-


Idéhistoriker: Højrenationalismen har gode kår, når de gamle socialdemokratier giver op, og borgerlige politikere kan smage magten
 
Hvad forklarer højrepopulismens fremmarch i øjeblikket? Ifølge den anerkendte idéhistoriker Jan-Werner Müller hviler ansvaret på de gamle partier, der har mistet deres ideologiske fodfæste i søgen efter indflydelse.
 
Ramt af fatalisme.
Sådan lidt tørt og akademisk kan man beskrive den sindstilstand, der præger store dele af venstrefløjen og de gamle socialdemokratier i europæisk politik, når det handler om at opstille en troværdig og funktionel opposition til højrepopulismens fremmarch i Europa.
 
Ramt af opportunisme.
Sådan kan man omvendt beskrive sindstilstanden blandt de borgerlige konservative partier i europæisk politik, når det kommer til at forholde sig til de nye vælgergrupper, der koncentrerer sig på højrefløjen.
 
Og spørger man den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller, er de to ovenstående fænomener de bærende årsager til, at højrenationale fløjpartier i flere år har fået lov til at sætte tonen og svinge taktstokken i den politiske debat på kontinentet. Til skade for sammenhængskraft og den politiske konsensus.
 
»Man kan tale om en form for choktilstand og egennyttemaksimering, som har skabt et klima, hvori de højrenationale bevægelser har fået mere eller mindre frit spil til at folde sig ud og gribe dagsordenen. Og i det klima har de etablerede partistrukturer og partierne selv været meddelagtige i, at vi står, hvor vi står«, siger Jan-Werner Müller.
 
»Hvis vi tager de historiske briller på, har konservative og kristendemokratiske partier i Europa vendt sig mod nationalisme. I efterkrigstiden var det en kongstanke, at man skulle afstå fra den vision for nationalstaten, som autoritære og fascistiske bevægelser havde været proponenter for. Men man har i stedet valgt at vende den ideologiske analyse på hovedet. Man omfavner ideerne og platformen for at få magt«.
 
»Hvis spørgsmålet er, under hvilke omstændigheder disse bevægelser kommer til magten og gør skade på vores demokratiske institutioner, så er det, når etablerede konservative kræfter fra det traditionelle centrum-højre er villige til at arbejde sammen med dem«.
 
»De gamle socialdemokratier og den øvrige venstrefløj har i flere år, i hvert fald indadtil, lænet sig op ad en analyse, der er helt forfejlet. Man har set på højrepopulismens vælgermæssige succes og konkluderet, at det viser, at arbejdere hader udlændinge. Det er derfor, de svigter os, det er sådan, det er, og det kan man ikke lave om på. Helt forkert«, siger Jan-Werner Müller og fortsætter:
»Derfor opstår et internt krav om tilpasning, hvor man skal gå endog meget langt for at vinde disse frafaldne arbejdervælgere tilbage. Den tilpasning er misforstået«.
 
»Det er bare en selvudslettende manøvre i denne sammenhæng. Rent retorisk rykker man det politiske spektrum til højre, og når det først er sket, er det noget nær umuligt at rykke det tilbage. Og man ender med at spille et spil, hvor andre har lavet reglerne og sat præmisserne. Højrenationale politikere hat forfinet og perfektioneret det spil; på et mere instrumentalt niveau er det ikke en vinderformel«.
 
»Det er en selvstændig pointe for mig, at man har behov for et opgør med de relativt forsimplede historiske analyser, der alt for ofte bliver lagt til grund for politiske argumenter i den nutidige debat. Det er for nemt at skabe et politisk narrativ, hvor udgangspunktet er en mere eller mindre bevidst fejlfortolkning af den idéhistoriske udvikling i f.eks. 1950’erne og 60’erne«, fastslår Jan-Werner Müller.
 
»Hvis man spørger folk, hvad socialdemokrater står for, kan de fleste komme med en form for sammenhængende svar. Det betyder ikke, at man er enig i deres måde at gennemføre tingene på, eller at et konkret parti har monopol på den fortælling. Men man er bevidst om, hvad den idéhistoriske baggrund for socialdemokratier i Europa er«.
 
»Hvis man stiller det samme spørgsmål, men bare om de store konservative partier i Europa, kristendemokrater, højreliberale ... så tror jeg, at man i højere grad vil ende i et vakuum. Og det gør det mere sandsynligt, at centrum-højre af sig selv giver disse indrømmelser til den yderste højrefløj. Specielt hvis folk ikke længere er klar over, hvad det konservative og kristendemokratiske udgangspunkt har været rent historisk«, slår Jan-Werner Müller fast.
 
Og i det vakuum har det meste af centrum-højre gennemgået en transformation og reorientering mod højre. Man går delvis ind på den del af banen, der før var et højrenationalt domæne.
 
»Vi har jo set utallige forsøg på at transformere højrenationale partier til noget, der er mere spiseligt. Højrepopulistiske partier rebrander sig som nationalkonservative eller mere klassisk borgerlige. I hvert fald af navn, ikke så meget i deres reelle politik. Det har vi set med for eksempel Front National i Frankrig, men hovedreglen er, at det har en grænse. Bevægelsen mod det borgerlige stopper på et tidspunkt«, siger Jan-Werner Müller.
 
»Den egentlige udfordring for vores demokratiske system ligger i virkeligheden i den modsatte bevægelse. Det er i praksis meget nemmere at transformere et mainstreamparti på den liberal-konservative fløj til et parti, der de facto presser en højrefløjsagenda igennem. Det ser vi i mange europæiske lande«.
 
»Deri ligger det egentlige højreskred. Man holder stadig fast i sine klassiske centrum-orienterede vælgergrupper, men tiltrækker nye vælgere fra højre. Og fordi vores repræsentative system stadig er gennemsyret af et meget højt niveau af partiloyalitet, formår de store konservative partier i praksis at forskyde spektret til højre«.
 
»Jeg er overbevist om, at det ikke er, fordi størstedelen af befolkningen ønsker den reorientering mod højre, men vores partistruktur og mange vælgeres loyalitet gør, at spektret flyttes. Og dermed flyttes de politiske virkemidler og resultater«.
 
»De øvrige partier skal være villige til at diskutere alle de politiske emner, som højrepopulismen presser frem, men man skal insistere på at argumentere ud fra saglighed og realisme. Det nytter ikke noget, hvis man accepterer en debat, hvor en part bruger konspirationsteorier eller langt ude beskyldninger som udgangspunkt. Der må man stå fast«, siger Jan-Werner Müller.
 
»Politikere har magten til at ændre narrativer. Ikke at man skal undlade at diskutere ting, men der er mange samfundsproblemer i dag – ikke kun indvandring«.
 
Jan-Werner Müller
Idéhistoriker
 
https://politiken.dk/debat/art6554445/Højrenationalismen-har-gode-kår-når-de-gamle-socialdemokratier-giver-op-og-borgerlige-politikere-kan-smage-magten


-


Samfundsforsker: Tidens opportunisme ødelægger vores tillid til politikerne

Opportunismen ligger ikke langt fra populismen, der spiller på modsætningen mellem en fjern og magtfuld elite og os almindelige mennesker. I hvert fald spiller opportunisten selvfølgelig også med det kort, hvis det giver stemmer.

Der blev grinet en del, da Poul Schlüter i 1983 slog fast, at ideologier er noget bras. Underforstået, at man frem for ideologi skal styre i det politiske univers efter det muliges kunst. Hvilket måske var nemt nok for Schlüter, der som konservativ tog udgangspunkt i tidens tilstand.

I dag gør flere af de store partier, hvad de kan, for at signalere et sammenbrud i de traditionelle blokke i dansk politik. Blokke, der har været centrale for etablering af et flertal bag en regering. På den måde gør de, hvad de kan, for at bekræfte Schlüters pointe. Men hvis det ikke er ideer om et bedre samfund, der styrer, hvad kan partierne så bruge som politiske pejlemærker?

Opportunisme!

Dvs. en situation hvor man agerer ud fra givne muligheder frem for principper. I politik har opportunismen to pejlemærker: Hvilke partier kan man byde op til dans med håb om en svingom, ikke mindst i forbindelse med regeringsdannelsen, og hvilke vælgere kan man lokke eller skræmme ind i folden, så udgangspunktet for regeringsforhandlingerne bliver så godt som muligt.

Opportunismen ligger ikke langt fra populismen, der spiller på modsætningen mellem en fjern og magtfuld elite og os almindelige mennesker. I hvert fald spiller opportunisten selvfølgelig også med det kort, hvis det giver stemmer.

Opportunisten spiller også med på det, der giver andre partier succes hos vælgere, eksempelvis opfattelsen af indvandrere som en trussel mod samfundet. Her er kunsten så at formulere sig på en måde, så der kan identificeres en nuanceforskel. Det gøres lettest ved at overgå de formuleringer, der hidtil har givet succes. I indvandrerspørgsmål ved at kræve endnu mere fasthed.

En anden kilde til succes har været velfærd og nærhed. Ikke mindst for de ældre og syge. Derfor spilles der også her med opportunistiske overbud, eksempelvis i form af et sygehusvæsen, der er endnu tættere på borgerne, og en endnu mere omsorgsfuld ældreomsorg. For at svække modstanderen i den efterfølgende politiske debat slår man til på økonomien: Har man nu regnet det hele med, og er der virkelig råd til det?

Man kan passende overveje, om den opportunistiske tilstand i dansk politik giver vælgere ny tro på de politiske partier og deres løsninger. Og her vil man støde ind i to reaktioner.

På den ene side vil de borgere, der er interesseret i politik og også gerne deltager i politiske aktiviteter, løbe skrigende bort og beklage sig over, at man ikke længere kan have tillid til politikere – man ved jo ikke, hvor man har dem. Det gjorde de allerede ved valget i 2015, og denne politikermistillid vil blive forstærket blandt disse vælgere.

På den anden side vil de borgere, der ikke er specielt interesseret i politik, blive frustrerede, fordi de stilles nogle løfter i udsigt, som de sandsynligvis ikke får opfyldt, uanset om det drejer sig om indvandrere og velfærd. Det vil formodentlig også medføre endnu mere mistillid til politikere.

Der er knap et år til næste folketingsvalg, og valgkampen er i gang. Den afdækker en uhørt politisk opportunisme, der kan give en kortvarig gevinst for nogle af partierne, men det er som tisseriet i buksen, det bliver både vådt og koldt igen. Opportunismen og flirten med populisme vil i et lidt længere perspektiv fremme politikermistilliden. Samtidig åbner sammenbruddet i blokkene op for situationer, hvor regeringer hurtigt kommer i mindretal. Derfor er et nyvalg midt i valgperioden sandsynligt.

Johannes Andersen
Samfundsforsker
Institut for Statskundskab
Aalborg Universitet
 
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6677469/Tidens-opportunisme-ødelægger-vores-tillid-til-politikerne


-


Anerkendt Harvard-politolog udgiver bog om Brexit og Trump: »Autoritære populister udnytter kynisk frygten for ’de andre’ og polariserer dermed samfundet. Det er en farlig udvikling«
 
Professor Pippa Norris er aktuel med ny bog. En af hovedpointerne i den er, vælgerkorpset gør oprør mod socialliberale værdier og søger mod stærke ledere, der lover at beskytte kultur, nation og religion.

Pippa Norris har udgivet omkring 50 bøger om politik, demokrati og vælgeradfærd. Hun plejer at kunne holde bøgerne på kølig afstand.

Det er anderledes med hendes kommende bog, der handler om Trump, Brexit og autoritære populister.

»Dette emne gør mig alvorligt bekymret for demokratiet ikke alene i USA og Storbritannien, men også i resten af Europa og hele verden. Der er en trussel mod hele den liberale verdensorden«, siger Pippa Norris, den britiskamerikanske forsker, over telefonen fra Cambridge i Massachusetts, USA, hvor det verdenskendte Harvard Universitet hører hjemme.

Bogens hovedpointe er, at vi med valget af Trump og briternes beslutning om at forlade EU har været vidne til en »autoritær refleks«; en modreaktion på årtiers socialliberale værdivandring siden 1960’erne og 70’erne. Mange borgere føler sig fremmede i nutidens urbane, multikulturelle samfund, hvor kristendommen ikke dominerer, og hvor kønsrollerne flyder.

»Traditionalisterne, som har mere socialkonservative værdier, er blevet en minoritet i vestlige samfund. De oplever, at deres værdier ikke længere er fremherskende, og det udløser en autoritær refleks«, siger Pippa Norris.

»Når man ikke stoler på etablissementet – medierne, politikerne, eksperterne – bliver man modtagelig for stærk-mands-styre. Så bliver man modtagelig, når der kommer en og siger, at han vil beskytte en selv og ens værdier, fordi det liberale etablissement ikke vil. Populismen spiller sammen med autoritarismen, og de to tendenser udgør i sammenhæng den farligste trussel mod demokrati«, siger Pippa Norris.

»Det er rigtig godt, når politikerne lytter til folks bekymring, og der er bestemt legitime bekymringer over indvandring og forandringernes hastighed. Problemet er, at problemerne ofte blæses ud af proportioner. Autoritære populister udnytter kynisk frygten for ’de andre’ og polariserer dermed samfundet. Det er en farlig udvikling«, siger Pippa Norris.

Hun nævner, hvordan Donald Trump bruger race som et sikkert slagnummer for at begejstre kernevælgere, og hun nævner det stigende antal politikere i Europa, som retter skytset mod muslimer.

Udviklingen kan vende igen, blandt andet som følge af protestbevægelser og politisk mobilisering, men Pippa Norris frygter, hvad populisterne kan nå at gøre af skade på demokratiet og internationale organisationer:

»De udgør en trussel mod opbakningen til demokratiet med angrebene på internationale organisationer, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Det er meget nemmere at erodere et demokrati end at bygge det op igen«.

Pippa Norris
Professor
Harvard University

https://politiken.dk/udland/art6683173/»Autoritære-populister-udnytter-kynisk-frygten-for-’de-andre’-og-polariserer-dermed-samfundet.-Det-er-en-farlig-udvikling«


-

Professor: Trumps sejr og højrepopulismen i Europa – det er neoliberalismens skyld

Neoliberalismen har i årtier arbejdet på at nedbryde demokratiet og i stedet gøre den traditionelle familie til samfundets vigtigste struktur. Men familien kan ikke give den samme sociale sikkerhed som demokratiet, og derfor ser vi den hvide arbejderklasses vrede, der har ført til højrefløjspopulismens udbrud, siger den amerikanske professor Wendy Brown.

 

Neoliberalister har altid vidst, at årtiers neoliberalistisk politik ville føre til øget ulighed og faldende levestandarder for middelklassen. Og hvad gør man så, når middelklassen begynder at røre på sig?

Man angriber den sociale stat som idé og neutraliserer et muligt oprør ved at fokusere på traditionelle familieværdier og håber, at man derved slipper for krav om social omfordeling. Og når folk ikke accepterer forringede levevilkår, dirigerer man de ramtes vrede hen mod flygtninge og migranter. Når det lykkes, er der åbnet op for enorme antidemokratiske kræfter, for tiden manifesteret i bred højrefløjspopulisme i Europa og en sejr til Trump.

Sådan lyder analysen fra professor på University of Berkeley Wendy Brown, som forsker i sammenhængen mellem neoliberalismens udbredelse og højrefløjens intensivering i USA.

»Hvis vi vil demokratiet, må vi afmontere neoliberalismen«, lyder hendes konklusion.

Familien i fokus

Der er givet et utal af forklaringer på, hvad der ledte til Trumps sejr, og hvad der generelt ligger til grund for en voksende højrefløjspopulisme i både USA og Europa. Ofte tilskrives denne udvikling to faktorer: voksende migration med dertilhørende multikulturalisme samt globaliseringen og dennes konsekvenser i form af faldende løn og levestandarder blandt arbejder- og til en vis grad middelklassen.

Men de forklaringer, mener Wendy Brown, er for simple. For migrationen bliver brugt bevidst som syndebuk, og globaliseringen er direkte konsekvens af en neoliberalistisk politik, siger hun. De fleste forstår neoliberalisme som en ideologi eller et begreb, der dækker over opbakningen til et dereguleret marked både nationalt og globalt, men ifølge Wendy Brown er det vigtigt at huske, at neoliberalister også altid har dyrket de traditionelle og konservative familieværdier.

»De to aspekter hænger uløseligt sammen i den neoliberale tankegang. For et dereguleret marked og en lille stat kan kun fungere, hvis det sociale ansvar placeres et andet sted. Hos neoliberalisterne er det sted familien«, siger Wendy Brown.

Derfor ser hun traditionelle familieværdier som et af de bærende elementer i neoliberalismen. Neoliberale tænkere har altid vidst, at deres styreform ville resultere i, at velstanden ville blive koncentreret hos en lille andel af befolkningen, mens arbejder- og middelklassen ville blive fattigere. Det fik ifølge Wendy Brown neoliberalister til at frygte, at udviklingen kunne føre til krav om social omfordeling eller ligefrem socialisme. Derfor var det vigtigt at fremhæve familien som samfundets omsorgstager og miskreditere enhver idé om at placere det sociale ansvar hos staten.

»Det krævede, at man sænkede folks forventninger til deres levestandard. Og lykkedes neoliberalisterne så med det? Nej. Derfor ser vi vreden«, siger Wendy Brown.

Demokrati er ikke kun folkevalg

Vreden ses særligt hos den hvide arbejderklasse, fordi det er den, der har mærket udviklingen hårdest, tilføjer hun. Derfor mener hun, at det har været nemt for højrefløjspolitikere at dirigere vreden videre til udefrakommende flygtninge og migranter og i nogle tilfælde kvinder.

Er det ikke at tillægge neoliberalismen lidt meget udspekulerethed?

»Det mener jeg ikke. Neoliberale tænkere har aldrig haft en målsætning om, at befolkningen skulle forvente eller ønske sig et demokrati. Demokrati og neoliberalisme er i min optik uforenelige«, siger Wendy Brown.

Hun mener, at årtier domineret af neoliberal politik og rationale har gjort befolkninger i det globale nord antidemokratiske. Begrebet ’det globale nord’ bruges politologisk og sociologisk til at beskrive den opdeling, der har været historisk, økonomisk og politisk mellem den sydlige og den nordlige del af kloden, hvor Europa og Nordamerika hører hjemme.

Selvom hun anerkender, at der er flere faktorer i spil end blot neoliberalismen, når vi skal forstå den politiske udvikling i dag, mener hun, at neoliberalismens andel er blevet underspillet.

Hun peger blandt andet på den danske burkalov som et eksempel på et forsøg på at genetablere de traditionelle kristne familieværdier som de herskende i samfundet. Det øgede fokus på familieværdier ser hun flere steder i det globale nord, men hun mener, at den europæiske neoliberalisme særligt har gjort muslimer til syndebukken, mens det i USA er den demokratiske stat, der er gjort til skurken.

»Neoliberalisme udfordrer grundlæggende ideen om folkets suverænitet og ideen om, at staten skal indeholde demokrati. Demokrati handler inden for neoliberalismen kun om én ting. Og det er den fredelige overdragelse af magt ved folkevalg. Demokrati er simpelthen nedjusteret til kun at blive praktiseret i stemmeboksen«, siger Wendy Brown.

»Det handler ikke om at tage beslutninger om det fælles gode, da man ikke tror på ideen om det fælles gode. Man tror på markedet og på at sikre hierarkisk orden«,forklarer Wendy Brown.

Neoliberalisme er normen

Når du taler om årtiers neoliberal udvikling, hvem er så de neoliberale ledere, du henviser til?

»Det interessante spørgsmål er vel nærmere, hvem er ikke neoliberal? Her i USA er det blevet det almengyldige både til højre og til venstre. Bill Clinton stod for eksempel bag nogle af de stærkeste neoliberalistiske reformer, som vores velfærdssystem har gennemgået. Det er ham, der i høj grad afmonterede det, der før var en amerikansk velfærdsstat«, siger Wendy Brown.

Så du ser modstanden mod demokratiet både på højre- og venstrefløj?

»Ja, jeg oplever, at højrefløjen i dag virkelig hader demokrati. De holder demokratiet ansvarligt for at have produceret en verden, hvor den hvide mandlige arbejder ikke føler, at han har ret til den fremtrædende rolle, han har haft før. Samtidig oplever jeg, at venstrefløjen er bange for demokrati, fordi de er bange for, hvem vælgerne vil give magten. Det er svært for venstrefløjen at være demokrater, når de frygter, at demokrati kan føre til fascisme«, siger Wendy Brown.

Når Wendy Brown taler om demokrati, så taler hun om at skabe omstændigheder, som gør, at folket kan regere sig selv. Hun mener, at en lang række sociale statslige tilbud er nødvendige for at sikre den lighed og sammenhæng i samfundet, der er en forudsætning for, at et folk for alvor kan regere sig selv. Den brede definition ser hun meget sjældent gentaget på et politisk plan. Faktisk, påpeger hun, hører vi sjældent højrefløjsledere som Trump eller Marine Le Pen bruge ordet demokrati.

»I stedet taler de om ’nationen’, ’økonomien’ eller ’vores værdier’«, siger Wendy Brown.

Hvordan ser du demokratiets fremtid?

»Neoliberalismen har sat os i en demokratisk krise og i en miljømæssig krise, hvor selv flere neoliberale tænkere er ved at miste troen på markedets evne til at redde vores klima«, siger Wendy Brown.

Hun mener, at vi er nødt til at udfordre den del af neoliberalismen, som handler om traditionelle familieværdier og hierarkier.Men hun ved, at det bliver svært. For herredømmet i toppen af hierarkiet forsvinder ikke gnidningsfrit og stille, siger hun og billedliggør det med en kvinde i et voldeligt forhold:

»Det øjeblik, du begynder at forsøge at flygte, bliver volden voldsommere. Og det er det, jeg tror, vi ser nu. At de neoliberale hierarkier bliver voldeligere, fordi der er mennesker, der kæmper imod. Om det betyder, at vi står på tærsklen til at slippe fri eller blive banket, vil tiden vise«, siger Wendy Brown.

Wendy Brown
Professor i politologi
University of Berkeley

https://politiken.dk/debat/art6884792/Trumps-sejr-og-højrepopulismen-i-Europa-–-det-er-neoliberalismens-skyld

-


Lektor på Journalisthøjskolen: Medierne lader sig trække rundt i manegen af Trump og Støjberg
 
Det er ikke så mærkeligt, at det er højrefløjen, der er bedst kørende, når det gælder om at tale til den metaforisk tænkende hjerne. Som Trump er mange af dem fra businessverdenen og tænker intuitivt i markedføringsteknikken.
 
Trump er klog. Han er sandsynligvis hverken begyndende dement, narcissist eller intellektuelt udfordret. Han er tværtimod så dygtig, at han kan sno offentligheden om sin lillefinger, fordi hverken medier eller opposition gør det lige så godt som ham.
 
Som succesfuld forretningsmand gennem mere end 50 år har han forstået langt mere om sammenhængen mellem sprog, hjerner og politik end oppositionen, der naivt veksler mellem at ville udfordre præsidenten på fakta og gøre grin med hans frisure, overilede tweets og simple sprog.
 
Det er pointen hos George Lakoff, der i podcasten FrameLab dels peger Trumps teknik ud, dels klæder medier og debattører på til at give ham et reelt modspil.
 
I Danmark kender vi især lingvisten George Lakoff som den ene af forfatterne til bogen ’Hverdagens metaforer’, der viser, at metaforer ikke bare er forskønnende pynt i en tekst (som når fodboldjournalister taler om ostemadder, midtbanegeneraler og direktører), men reelt er med til at afgøre, hvordan vi tænker og handler.
 
Men Lakoff er også erklæret demokrat, og i podcasten bruger han sin metaforforståelse på den politiske situation i USA. Han viser, hvordan de konservative og de liberale har to grundlæggende forskellige familiemetaforer, og det er den, der bestemmer deres holdning til alt andet: abort, dødsstraf, kønsroller, økonomi, klima, you name it.
 
For tanker og ideer er ikke noget, vi vælger frit. Vi er kun i stand til at tænke det, vores hjerner tillader os, og det er netop rammen for, hvordan vi tænker om tingene, som Trump har regnet så glimrende ud.
 
Vi tænker ikke matematisk-logisk, og derfor kan man godt pakke alle sine rationelle argumenter sammen, hvis man gerne vil påvirke andre mennesker. Vi tænker ud fra en særlig metaforisk logik, og når vi først har accepteret en bestemt metafor eller framing, styrer den vores holdning og handlinger.
 
Når først aktivitetstimer er blevet kaldt hulahoptimer og på den måde blevet forbundet med noget pjanket og useriøst, er de dømt til at dø. Når velfærden i Danmark længe nok er blevet beskrevet som en udgift, prøver vi at spare på den og glemmer, at man også kunne se det som en investering. Det ved Trump, fordi han er forretningsmand.
 
En forretningsmand skal sælge sine varer, og på side 1 i grundbogen om markedsføring lærer man, at det ikke er logik, der sælger en vare. Det er derimod følelser og intuition. Vi køber med vores system 1, ville psykologen Daniel Kahneman sige, det hurtige og intuitive tankesystem, som skyder genveje og løber med mavefornemmelsen. System 2 stiller til gengæld kritiske, rationelle spørgsmål som: Er det pengene værd? Kan jeg få noget bedre et andet sted? Og gider jeg overhovedet have det?
 
Så når Trump knalder en hurtig tweet af, hvor han beskylder Obama for at have aflyttet hans telefon eller kalder FBI-chefen Comey for en løgnagtig slimklat, så ved han, hvad han gør. Medier gentager chokeret udtalelserne – som på den måde bliver gentaget igen og igen.
 
’Don’t Think of an Elephant’ – lad være med at tænke på en elefant – har George Lakoff kaldt en af sine bøger, og pointen i den er, at det kan man netop ikke. I samme sekund jeg beder dig om ikke at tænke på en elefant, er det lige, hvad du gør.
 
Så Trumps framing af Obama som en Nixonlignende skurk, der aflytter modkandidatens telefon, eller Comey som en uvederhæftig FBI-chef, der selvfølgelig skal fyres, bliver på den måde forstærket i hjernerne på os alle sammen. Vores neurale netværk bliver trænet i at se verden netop sådan. Og så kan medierne ryste på hovederne og argumentere mod Trump, lige så tosset de vil – i virkeligheden løber de hans ærinde.
 
En hjemlig politiker, der behersker teknikken suverænt, er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Det har hun vist igen og igen. Når hun fejrer asylstramninger med en kage eller proklamerer, at hun bruger Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen som baggrundsbillede på sin iPad. Eller som for nylig erklærer, at muslimer er til fare for sig selv og andre, hvis de arbejder under ramadanen.
 
Reaktionen kom straks, og næsten alle tog afstand. Nogle brugte rationelle argumenter og fremlagde fakta, der afviste påstanden. ’Forskningen kan ikke bakke op om, at muslimer bør tage fri fra arbejde, når de faster under ramadanen’, lød underrubrikken på Videnskab.dk – der dermed gentog framingen ’Muslimer bør tage fri fra arbejde’. ’Der er ikke noget farligt ved at faste’, skrev Bente Klarlund i Politiken – og fik endnu en gang kædet ordene ’faste’ og ’farlig’ sammen i læsernes hjerner. Arriva har aldrig oplevet nogen uheld eller ulykker, som kunne relateres til en fastende chauffør, lød det fra busselskabet, som dermed skabte endnu mere konkrete billeder af, hvad fastende chauffører kan udløse.
 
Andre bruger en mere følelsesstyret argumentation. Som Annelise Marstrand-Jørgensen, der i et debatindlæg i Politiken kalder Støjberg propagandist og gennemgår en række af de rystende udtalelser, hun er kommet med – f.eks. om muslimer og terror, griskhed og uvilje til at lade sig integrere. Og gentager på den måde hver og en af dem.
 
Inger Støjberg er også klog. Hun ved, at det ikke er vigtigt, om hun har forskningsmæssigt belæg for sin bekymring. Framingen ’Muslimer er til fare for det danske samfund’ er så gennemgribende i dag, at den bliver styrket af hendes markante udtalelse uanset hvad. I skrivende stund ligger der 150 forskellige artikler på Infomedia, der gentager påstanden igen og igen.
 
Det er ikke så mærkeligt, at det er højrefløjen, der er bedst kørende, når det gælder om at tale til den metaforisk tænkende hjerne. Som Trump er mange af dem fra businessverdenen og tænker intuitivt i markedføringsteknikken. Mens venstrefløjen er børn af den rationelle oplysningsfilosofi og sætter deres lid til det bedste argument, de tungeste tal.
 
Også journalistuddannelserne lægger stor vægt på den rationelle tilgang, når det gælder om at udrede spørgsmål og beskrive verden. Hverken oppositionen eller medierne har altså helt forstået, hvordan hjernen fungerer.
 
Men skal medierne da bare ignorere Trump – eller en integrationsminister, der kommer med en udtalelse om sit emneområde? Nej, siger Lakoff. De skal bruge denne viden om metaforisk tænkning til ikke at forstærke en strategisk framing for dygtige politikere. I stedet skal de tænke i denne trepunktsliste:
 
1. Fortæl, hvad der reelt foregår på et område for tiden.
 
2. Fortæl helt kort, hvordan en politiker har forsøgt at opstille en frame, der fordrejer billedet.
 
3. Vend tilbage til den reelle historie.
 
På flygtninge/indvandrerområdet serverede Mandag Morgen forleden dag sådan en historie. Integrationen er en overset succes, hed den, og den historie kunne medierne passende koncentrere sig om at fortælle i stedet.
 
I artiklen siger professor i statskundskab Jørgen Goul Andersen, at »den politiske debat er kommet i underlig utakt med virkeligheden«.
 
Måske fordi medierne har glemt, hvad deres arbejde er.
 
Malene Bjerre
Lektor
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
 
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6557320/Medierne-lader-sig-trække-rundt-i-manegen-af-Trump-og-Støjberg


-


Integrationen er en overset success
 
På en skala fra 0 til 10 ligger integrationen i Danmark på 8, vurderer professor. Flere nydanskere kommer i job, tager en uddannelse og deltager i samfundslivet. Dansk erhvervsliv er meget mangfoldigt. Men de positive tendenser drukner i en skarp politisk debat med fokus på problemer.
 
Aldrig har så mange nydanskere været i job som i dag. Beskæftigelsen stiger. Flere får en uddannelse. Og kriminaliteten falder. Alt sammen positive historier. Men det bærer den hjemlige integrationsdebat ikke præg af.
 
Den politiske debat har primært fokus på udfordringer og problemer. Senest illustreret med regeringens kamp mod parallelsamfund og integrationsminister Inger Støjbergs (V) opfordring til muslimer om at holde ferie under ramadanen. Politikere fra både rød og blå blok vil hellere tale om stramninger end om de positive sider af integrationen.
 
”Den politiske debat er kommet i underlig utakt med virkeligheden,” siger professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, der har fulgt området tæt gennem flere årtier og lavet en stribe undersøgelser om udlændinge og integration.
 
På en skala fra 0 til 10, hvor 0 er katastrofe og 10 er super, hvor vil du så placere integrationen i Danmark i dag?
”Vi ligger vel på en 8-stykker. De allerfleste børn går i vuggestue og børnehave. Navnlig kvinderne er buldret frem på de videregående uddannelser, og i de senere år er det også gået stærkt frem blandt mændene. Indvandrere ligger forbløffende højt mht. deltagelse i samfundslivet – herunder foreninger. Det samme gælder tillid til bl.a. det politiske system, politiet og domstolene. Beskæftigelsen så skidt ud i 1990’erne, men er gået kolossalt i vejret siden, også godt hjulpet af arbejdsgiverne. De fleste lever et stille og produktivt liv. Selvfølgelig er der også en række problemer. Der er stadig udfordringer på arbejdsmarkedet. Der er små subkulturer rundt omkring. Og der forekommer diskrimination. Men det meste lykkes,” siger Jørgen Goul Andersen.
 
Ejerskab til succes efterlyses
Der er fortsat stor forskel på danskernes og indvandrere fra ikke-vestlige landes beskæftigelsesniveau. Specielt kvinder fra lande som Irak, Libanon, Somalia og Syrien har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
 
Flere indvandrere og efterkommere får også en ungdomsuddannelse eller gennemfører en videregående uddannelse. Det har stor betydning for deres videre vej i livet i Danmark. Men der er fortsat en stor gruppe drenge, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse og er i fare for at ende på sidelinjen.
 
Det samme med kriminaliteten. Den falder. Det er positivt. Men unge indvandrere og efterkommere er fortsat mere kriminelle end deres jævnaldrende med dansk baggrund. Det kan også fortsat hjælpe at tage navneforandring fra Moustafa til Morten i en del sammenhænge, selv om diskriminationen efter alt at dømme er blevet mindre.
 
Men problemerne har det med at overskygge den positive udvikling og bidrage til en fortælling om den fejlslagne integration. Den politiske dagsorden er så spændt og stram, at de politiske partier slet ikke har noget ønske om at profilere sig på det kæmpemæssige løft i beskæftigelsen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der er sket, samtidig med at de selvsamme partier forsætter med at bevilge millioner af kroner fra talrige puljer til at løfte integrationen.
 
”Det svarer til, at du sidder i en amerikanerbil og giver den fuld gas, samtidig med at du træder på bremsen. Så står bilen bare og spinner,” siger direktør i Foreningen Nydansker, Torben Møller-Hansen, som igennem 20 år har arbejdet med integration, og tilføjer:
”Jeg har ikke set en analyse af andre europæiske lande, der flytter udlændinge på overførselsindkomst hurtigere ud på arbejdsmarkedet, end det sker for øjeblikket i Danmark. Den politiske debat har i lang tid haft den konsekvens, at det er fuldstændig overset, hvor hamrende dygtigt vores erhvervsliv faktisk er til at integrere folk på arbejdsmarkedet. Lederne er dygtige til mangfoldighed. Ellers ville vi ikke stå, hvor vi står nu.”
 
Jørgen Goul Andersen
Professor
Aalborg Universitet
 
Torben Møller-Hansen
Foreningen Nydansker
 
https://www.mm.dk/artikel/integrationen-er-en-overset-succes


-

400.000 har fået job eller er under uddannelse siden den store flygtningestrøm i 2015. Tyske arbejdsgivere glæder sig

Hun er blevet kritiseret igen og igen for sin mest berømte sætning, »wir schaffen das«, vi klarer det, den tyske kansler Angela Merkel. Men nu tyder nye tal over en vellykket integration i Tyskland på, at hun faktisk havde ret.

 

Siden sensommeren 2015, da den helt store flygtningestrøm gik til Tyskland, hvortil knap en million mennesker kom det år, er 400.000 asylansøgere kommet i arbejde eller i gang med en uddannelse. Det viser nye tal fra den tyske arbejdsgiverforening, hvis formand, Ingo Kramer, udtrykker sin glæde overfor avisen Augsburger Allgemeine:

»Fru Merkel havde ret. Ja, vi klarer os med integrationen. De fleste unge migranter kan efter et år her tale så godt tysk, at de kan følge en faglig uddannelse... Det store flertal af de 400.000 har social forsikring og dermed er de integrerede Jeg er selv overrasket over, at det er gået så hurtigt«, siger Ingo Kramer.

Optimismen fra arbejdsgiverne kommer kun få måneder efter, at det tyske arbejdsdirektorat udsendte en positiv rapport om asylansøgere på arbejdsmarkedet. Den viste, at antallet af ansatte asylansøgere med social forsikring er steget stærkt i det forløbne år og overgår forventningerne i direktoratet.

Mangel på fagligt uddannet arbejdskraft er ifølge formanden for de tyske arbejdsgivere landets største problem. Derfor er der brug for fortsat migration.

»Vi må se på migration med et mere nøgternt blik, end vi har gjort hidtil. Mange migranter er med til at styrke den tyske økonomi. Derfor må vi forblive et åbent samfund, som kan tiltrække arbejdskraft fra udlandet. Hvis vi ikke klarer det, er der risiko for, at vores økonomi går tilbage«, mener Ingo Kramer.

Ingo Kramer vil gøre op mod angsten for fremmede:

»Vi må ikke have angst for indvandring, men tværtimod se mennesker, der kommer til os og arbejder som en berigelse«.

Ingo Kramer
Formand
Tyske arbejdsgiverforening

https://politiken.dk/udland/art6922174/Unge-flygtninge-får-job-i-Tyskland

-


I en ’postfaktuel æra’ skal der værnes om den gode journalistik, fordi den kan træne, pleje og skærpe den kollektive forstand. De mindre gode journalister skaber umyndige læsere, der ikke længere evner at skelne mellem sandt og falsk
 
Denne krise hænger – som alle andre kriser – sammen med det enkelte menneskes tilgang til verden. Den er blevet ukritisk – eller for at anvende filosoffen Immanuel Kants vokabular: Vi (mange af os) er umyndige.
 
Kants ærinde er en kritik af det umyndige menneske. »Hav mod til at bruge din egen forstand,« skriver han. Dette mod mangler i dag, idet angsten er blevet det moderne menneskes ledsager.
 
Flere er bange for det fremmede og anderledes, hvorfor de også søger det velkendte og underholdende. I den forbindelse er det vigtigt, at medierne besidder modet til at konfrontere læseren med lødige argumenter, alternative vinkler og etiske dilemmaer for derved at vække denne fra hans eller hendes dvaletilstand. Et demokrati kræver myndige mennesker, hvis udsyn er nuanceret og rigt.
 
Både læser og journalist er blevet forbrugere, der handler efter egne interesser, drømme og mål. Journalisten vælger bevidst emner, der sælger, giver berømmelse eller øger chancerne for at vinde Cavling-prisen. Den neutrale journalist er lige så sjælden som royal humor.
 
Det afgørende hos Kant for, at vi kan bevæge os ud af umyndigheden og blive myndige borgere, er, at vi kan tænke kritisk og selvstændigt.
 
Kant hilser enhver kritik velkommen, så længe den er saglig. Kants essay kan læses som en opfordring til at træde ud af vores selvskabte umyndighed – også selv om det er vanskeligt. Det handler om at genvinde modet til at træde et skridt ind i det ukendte.
 
Hans essay er relevant i dag som en analyse af, hvad der forhindrer os i at handle mere fornuftigt, nemlig at vi har forsømt forstanden. Vi har glemt at træne, pleje og skærpe den kollektive forstand. Med ’vi’ tænker jeg på samfundet som sådan, men især medierne, der synes at have et stort medansvar for at vi befinder os i en ’postfaktuel’ æra, hvor det kan være svært at skelne mellem sandt og falsk.
 
Et dilemma træder frem. God journalistik begynder med en myndiggørelse af journalisten, som derefter kan kultivere myndige læsere. Men myndige læsere, kan også skabe myndige journalister.
 
Finn Janning
Filosof
 
https://www.information.dk/debat/2018/02/demokrati-kraever-myndige-mennesker-journalistikken-hjaelpe


-


"Ændrer man Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på baggrund af indenrigspolitiske enkeltsager, risikerer vi at smide barnet ud med badevandet."
 
"Det kan have store globale konsekvenser, hvis man ændrer i konventionen på grund af nationale særinteresser. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er inspirationskilde for retssystemer i hele verden og den mest citerede domstol i verden. Den indiske højesteret, der har betydning for knap en milliard mennesker, lader sig inspirere af retspraksissen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol."
 
"Men autoriteten bliver i stigende grad udfordret af enkeltsager, der afføder en overophedet debat. Der bliver givet meget spalteplads til hovedløse forslag, der ingen gang har på jord."
 
"Menneskerettigheder har central betydning for udviklingen af et samfund, så det er helt legitimt, at man tænker på, hvordan man sikrer et sammenspil mellem ret og politik."
 
Mikael Rask Madsen
Juraprofessor
 
http://politiken.dk/debat/art6137894/Menneskerettigheder-må-ikke-behandles-som-et-tagselvbord


-


Over 200 forskere i opråb: Europa, det er på tide, at vi bliver uafhængige af vækst

Det stædige fokus på vækst splitter vore samfund, skaber økonomiskustabilitet og underminerer demokratiet, skriver over 230 forskere fra Europa i dette indlæg, der bringes i en række europæiske aviser.
 
I de sidste 70 år har vækst i bruttonationalproduktet (bnp) stået som de europæiske landes vigtigste økonomiske mål. Men i takt med at vores økonomier er vokset, er vores negative påvirkning af miljøet også taget til. Vi overskrider nu det forsvarlige råderum for menneskehedens aktiviteter på denne planet, og der er ingen tegn på, at de økonomiske aktiviteter bliver afkoblet fra ressourceforbruget eller forureningen i noget nær det påkrævede omfang. At løse europæiske landes sociale problemer forudsætter i dag ikke mere vækst. Det forudsætter en mere rimelig fordeling af de indtægter og den velstand, vi allerede har.

Vækst er også blevet sværere at opnå på grund af aftagende produktivitetsstigninger, mætning af markedet og ødelæggelser af økosystemerne. Hvis disse tendenser fortsætter, vil Europa muligvis opleve nulvækst i løbet af det kommende årti. Lige nu forsøger vi at stimulere væksten ved at øge gældsætningen, ophæve miljølove, øge arbejdstiden og afvikle det sociale sikkerhedsnet. Dette stædige fokus på vækst for enhver pris splitter vore samfund, skaber økonomisk ustabilitet og underminerer demokratiet.

Den gode nyhed er, at der inden for forskningsverdenen og civilsamfundet er opstået en bevægelse, der arbejder for, at vi skal sætte os ud over vækst.

Nogle af de foreslåede forandringer indebærer begrænsninger på vores ressourceforbrug, progressiv beskatning for at dæmme op for den stigende ulighed og en gradvis reduktion af arbejdstiden. Ressourceforbruget kan nedbringes gennem en beskatning af fossile brændstoffer, og indtægterne herfra kunne gives tilbage som en bonus til alle mennesker eller bruges til at finansiere sociale tiltag.

Indførelsen af både en minimums- og en maksimumsindkomst ville yderligere reducere den økonomiske ulighed og samtidig bidrage til en omfordeling af omsorgsarbejde og bidrage til en reduktion af de uligheder i magtfordelingen, som undergraver demokratiet.

Nye teknologier kunne bruges til at nedbringe arbejdstiden og forbedre livskvaliteten i stedet for til at afskedige massevis af arbejdere og skaffe stadig større profitter til et privilegeret mindretal.

236 Europæiske forskere inden for samfunds- og naturvidenskab

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6702307/Europa-det-er-på-tide-at-vi-bliver-uafhængige-af-vækst


-


Danmarks grundvand er en fantastisk ressource, som vi i alt for høj grad tillader det konventionelle landbrug at gamble med. Tænk, hvis vores vand bliver udrikkeligt?
 
Der er ingen tvivl om, at nogle få tusinde producenter bliver hovedrige af den kolossale svineproduktion herhjemme, og at Dansk Planteværns medlemmer tjener godt på at levere sprøjtegift til produktionen af foder til de mange svin. Men hvad er rent drikkevand værd den dag, vi ikke har det mere?
 
Det er nemt at udregne fortjenesten på et stykke bacon solgt i Kina, men hvem kan prissætte en sommerfugleart, den dag vi ikke har den mere?
 
Kristian Sloth
Landbrugspolitisk rådgiver
Greenpeace
 
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6384461/Esben-Lunde-går-mere-op-i-at-tjene-på-svineeksport-end-i-at-sikre-vores-rene-drikkevand


-


Air pollution costs Europe $1.6tn a year in early deaths and disease, say WHO
 
Costs of dirty air are equivalent to about a tenth of Europe’s GDP, with Germany, UK and Italy among the hardest hit economically
 
The financial cost of air pollution in Europe stands at more than $1.6tn (£1.5tn) a year, a study by the World Health Organisation (WHO) has found, equating to about a tenth of the GDP of the continent.
 
World Health Organisation (WHO)
 
https://www.theguardian.com/environment/2015/apr/28/air-pollution-costs-europe-16tn-a-year-in-early-deaths-and-disease-say-who


-


Ekstremt vejr har kostet verden 19.000 milliarder
 
Oversvømmelser og storm er katastrofer, som oftest beskrives i perioden, der strækker sig fra 1998 til 2017.
 
Forskellige former for ekstremt vejr har i de seneste 20 år kostet verden omkring 19.000 milliarder kroner, viser en ny FN-rapport.
 
Omkostningerne ved katastrofer er blevet øget med 251 procent sammenlignet med den forrige 20-års periode, viser rapporten fra FN's kontor for katastrofeforebyggelse, UNISDR.
 
Oversvømmelser og storm er de typer af naturkatastrofer, som der oftest blev rapporteret om i perioden, der strækker sig fra 1998 til 2017.
 
Andre eksempler på ekstremt vejr er andre klimarelaterede katastrofer: tørke og hedebølger.
 
Rapporten fastslår, at klimaændringer har bidraget til, at denne type katastrofer forekommer oftere og bliver stadig mere alvorlige.
 
Selv om det er ekstremt vejr, som har påført verden de største omkostninger, så er det jordskælv og tsunamier, der har forårsaget flest dødsfald.
 
De forskellige naturkatastrofer har i perioden kostet 1,4 millioner mennesker livet. Lidt over halvdelen af dødsfaldene skyldes jordskælv og tsunamier.
 
Omkring 4,4 milliarder mennesker er enten kommet til skade eller har mistet deres hjem. Eller de er blevet evakueret eller har modtaget nødhjælp.
 
»Vi kan se, at klimaforandringer spiller en tiltagende rolle og er med til at udløse katastrofer forskellige steder i verden«, siger Ricardo Mena i UNISDR i FN-gruppens hovedkvarter i Genève.
 
FN's klimapanel, IPCC, fremlagde mandag deres længe ventede særrapport SR15. Og konklusionen var klar: Der vil ske uoprettelig skade på kloden, hvis vi overstiger 1,5 graders global opvarmning.
 
UNISDR
FN's kontor for katastrofeforebyggelse
 
IPCC
FN's klimapanel
 
https://politiken.dk/udland/art6761876/Ekstremt-vejr-har-kostet-verden-19.000-milliarder


-


- Jeg må indrømme, at det virkelig står skidt til. Jeg læser gang på gang en ny rapport eller et nyt forskningsresultat, der bekræfter tendensen. Der er ikke nogen tegn på, at det skulle blive bedre.
 
- Toget er kørt. Vi kommer ikke til at se forbedringer. Det bliver kun værre. Vi kommer ikke bare til at opleve det, vi oplever det allerede.
Jesper Theilgaard peger på tørker, fødevaremangel, vandstigninger, knaphed på vand, voldsommere vejr som eksempler på effekter af klimaforandringerne, som er i gang.
 
- Nu kommer vi til at se hungersnød, fattigdom, flere sygdomme, uddøde planter og dyrearter og flere flygtninge. Og det hele hænger sådan set sammen.
 
Jesper Theilgaard
Meteorolog
 
https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/jesper-theilgaard-om-klimaet-toget-er-koert


-


301 danske forskere: Vi tager ikke vores klimaviden alvorligt nok
 
Flere hundrede forskere forsøger med et opråb at få rusket op i den danske klimadebat, som efter deres opfattelse foregår på forkerte præmisser.
 
Danmark bør tage mere ansvar for det globale klima. Vi er slet ikke så grøn en nation, som regeringen og de øvrige politikere reklamerer med.
 
Faktisk er danskerne nogle af de største klimasyndere, og vi ligger langt fra en kurs, der kan føre til opfyldelse af Parisaftalens mål om at holde den globale opvarmning under 2 grader. Et forsigtighedsprincip i klimapolitikken er ikke til at få øje på.
 
Sådan kan man i meget kort form sammenfatte baggrunden for det opråb, som de tre forskere Jens Friis Lund, professor i politisk økologi ved Københavns Universitet, Stefan Gaarsmand Jacobsen, ph.d. og adjunkt på Roskilde Universitet, og Gregers Andersen, ph.d., kulturforsker og debattør, har taget initiativ til.
 
»Der er for langt mellem den videnskabelige viden om vores katastrofekurs og de politiske og økonomiske debatter, vi har i Danmark. Særligt mangler vi klar snak om, hvor langt vi er fra en realistisk kurs i forhold til at kunne leve op til målene i Parisaftalen«, siger Stefan Gaarsmand Jacobsen.
 
»Folk agerer efter de signaler, de får fra den politiske ledelse. Der er ingen incitamenter til for eksempel at spise mindre kød og flyve mindre. Men man skal ikke lade være med at gøre noget selv, for problemerne er så fremskredne, at alt tæller«, siger Stefan Gaarsmand Jacobsen.
 
Som eksempel på, hvad samfundet kunne gøre, påpeger han, at Parisaftalen forudsætter, at CO-udledningerne på et tidspunkt efter 2050 bliver negative. Altså at vi fjerner mere CO fra atmosfæren, end vi udleder.
 
Teknologien til at gøre det i den enorme skala, der bliver behov for, er langt fra parat. Det bør lande som Danmark begynde at investere i nu i stedet for at gå efter kortsigtede økonomiske gevinster i klimapolitikken, siger Stefan Gaarsmand Jacobsen.
 
»(Vi) har brug for politikere, der går forrest (med) beskatning og regulering af klimabelastende varer og aktiviteter, samt målrettede offentlige investeringer og tilskud rettet mod kraftigt at nedbringe det miljømæssige fodaftryk«, fastslår opråbet og fortsætter:
»Der er økonomiske risici forbundet med at igangsætte så store ændringer i investeringer, skatter, regler og afgifter for ethvert land. Men den klima- og miljømæssige risiko ved at udskyde problemerne er langt større«.
 
»Jeg har arbejdet med klimaproblematikken i de seneste 30 år. I den tid er jeg blevet mere og mere overbevist om, at det er et stort problem, og konsekvenserne ved at lade stå til er i min optik uoverskuelige. Det er det, der får mig til at melde rent ud. Jeg synes, at rigtig mange af vores beslutningstagere handler mod bedre vidende ved ikke at være mere ambitiøse«, siger Jens Hesselbjerg Christensen og fortsætter:
»Det er nogle grundlæggende forandringer, der skal til, og det må vi gøre sammen«.
 
Jens Friis Lund
Professor i politisk økologi
Københavns Universitet
 
Stefan Gaarsmand Jacobsen
Ph.d. og adjunkt
Roskilde Universitet
 
Gregers Andersen
Ph.d., kulturforsker og debattør
 
https://politiken.dk/indland/art6507463/Vi-tager-ikke-vores-klimaviden-alvorligt-nok
 
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6508380/Politikerne-spiller-hasard-med-vores-fremtid
 
https://politiken.dk/viden/art6507574/Hvordan-går-det-egentlig-med-klimaet


-


Forskere advarer mod dominoeffekt: Global opvarmning kan gå amok
 
Et hold af internationale forskere advarer nu om en dominoeffekt, der risikerer at få Jordens temperaturer til at løbe løbsk.
 
Selv hvis det lykkes at holde den globale opvarmning under målet på 2 grader, risikerer vi at have sat gang i en dominoeffekt, der kan føre til en langt varmere klode.
 
Det konkluderer et internationalt forskerhold med dansk deltagelse, der for første gang har undersøgt, hvordan kritiske processer som afsmeltningen af polarisen, ringere lagring af CO2 i havene og smeltende permafrost kan påvirke og forstærke hinanden.
 
Hidtil har forskningen koncentreret sig om hver enkelt proces for sig, og hvad der skal til for at sætte den i gang.
 
»Vores studie tyder på, at menneskeskabt global opvarmning på 2 grader kan udløse andre processer, ofte kaldet feedback, som kan føre til yderligere opvarmning, selv hvis vi holder op med at udlede drivhusgasser«, siger artiklens hovedforfatter, professor Will Steffen fra Australian National University og Stockholm Resilience Centre.
 
Perspektivet er det, forskerholdet kalder for ’Drivhus Jorden’ – en verden, hvor gennemsnitstemperaturen er 4-5 grader højere, og hvor havene stiger 10-60 meter, hvilket vil få uoverskuelige konsekvenser og gøre dele af Jorden ubeboelige. Tidsperspektivet for den udvikling kan ikke fastslås præcist.
 
Selv om 2 grader ikke er nogen garanti for kontrol over klimaet, er det absolut ikke ligegyldigt, hvor meget varmere det bliver, understreger professor Katherine Richardson fra Københavns Universitet, der også har deltaget i studiet.
 
»Jo højere op vi kommer, desto mere sandsynligt er det, at vi udløser nogle feedbackmekanismerne og får en dominoeffekt. Men vi undgår ikke de 2 grader, og hvis vi skal standse opvarmningen, skal vi gøre rigtig mange andre ting end bare at ændre på vores CO2-udslip«.
 
Ifølge klimaforsker Sebastian Mernild fra Nansen-centret i Norge kan det kun gå for langsomt med at reagere, og udledningen af CO2 skal holdel op med at stige inden for det næste årti. Men det er ikke nok.
 
»Hvis det virkelig skal rykke, skal teknologien inden for at trække CO2 ud af atmosfæren udvikle sig. Der er vi ikke i dag, og det nye studie er med til at illustrere behovet for, at der sker noget hurtigt«, siger han.
 
Will Steffen
Professor
Australian National University
Stockholm Resilience Centre
 
Katherine Richardson
Professor
Københavns Universitet
 
Sebastian Mernild
Klimaforsker
Nansen-center
 
https://politiken.dk/udland/art6652314/Global-opvarmning-kan-gå-amok


-


Klima- og miljøaktivist i mere end 30 år: Danmarks selvbillede som førende grøn nation holder slet ikke

»I dag kender jeg ingen hverken i miljø-ngo’er eller i progressive organisationer her i Bruxelles, der ville nævne Danmark som lederen på hverken klima- eller energiområdet«, siger Wendel Trio, der er direktør i en paraplyorganisation for 1.300 globale klima-ngo’er.
 
Danmark er ikke længere en del af det grønne europæiske lederskab. Vi har i flere år set Danmark forsvinde mere og mere. På EU-niveau holder jeres selvbillede som førende grøn nation slet ikke«.

Der er ikke mange i den internationale klimalobby, der har så stor erfaring eller så godt et netværk som belgieren Wendel Trio. I over 30 år har han arbejdet i ngo-branchen med lederstillinger i bl.a. Oxfam og Greenpeace, og i dag er han direktør i Climate Action Network Europe i Bruxelles – en paraplyorganisation for 1.700 europæiske klima-ngo’er.

Her har han i årevis været vant til at tænke på Danmark som en af ’de gode’ i EU’s Ministerråd, hvor hans kontaktnet er så effektivt, at han ofte ved, hvad der bliver sagt selv på de lukkede møder. Men Danmark er ikke længere i front. I starten af juni var han en af flere kritikere, der i Politiken erklærede sig skuffet over, at Danmark ifølge dem har skruet ned for ambitionerne. Nu, en knastør sommer senere, er vi vendt tilbage for at bede ham uddybe kritikken.

For kort tid siden bragte vi her i avisen et klimaopråb fra 301 forskere. De skrev blandt andet, at vores høje CO2-udledning betød, at historien om Danmark som et ’grønt’ land skal tages med store forbehold, og at vi ikke gør nok. Du har været inde på det samme. Hvor ser du, at Danmark ikke længere har den grønne førertrøje?

»Forskernes pointe gælder nok alle lande. Danmark er ikke en undtagelse – det er et generelt problem, at regeringerne ikke ser ud til at have forstået virkeligheden med klimaforandringerne. Men ser man på Danmark i EU, har landet mistet sin lederrolle. Det handler i høj grad om den politik, som Danmark fører med de partier, som i øjeblikket udgør regeringen. Klimaforandringer prioriteres i mindre grad end under tidligere regeringer«.

Kan du give et eksempel?

»Vi har i år haft en række forhandlinger om forskellige dele af EU’s klimalovgivning, som handler om at omsætte løfterne fra Paris-aftalen i 2015 til lovgivning. Det gjaldt reglerne om handel med CO2-kvoter, andelen af vedvarende energi og kravene til energieffektivitet i bygninger. Ingen af de steder var Danmark blandt de lande, der skubbede på for højere ambitioner. Det var ret forbløffende. En række lande var igen og igen med helt fremme – Sverige, Luxembourg, Portugal, Frankrig. De tog altid lederskabet. På ingen af disse områder støttede Danmark de mest ambitiøse lande, men var mere stille og midtsøgende«.

Hvor længe har det været sådan?

»Det er ikke kommet fra den ene dag til den anden. Det har været i gang i nogle år, hvor vi har set Danmark forsvinde, hvilket står i kontrast til den rolle, Danmark spillede, da man havde EU-formandskabet i 2012. I dag kender jeg ingen hverken i miljø-ngo’er eller progressive organisationer her Bruxelles, der ville nævne Danmark som lederen på hverken klima- eller energiområdet«.

»Jeg kan ikke sige noget om, hvad den danske regering gør i Danmark, eller hvad den danske befolkning gør derhjemme. Men i den europæiske kontekst forsvarer Danmark slet ikke en ambitiøs klimadagsorden længere«.

Danmark er et lille land, som har investeret massivt i den grønne omstilling. Hvorfor kan Danmark ikke tage en pause, mens andre tager lederskabet for en stund?

»I så fald burde Danmark netop skubbe på for større ambitioner i EU, så der er mere lige vilkår mellem landene. For hvis Danmark virkelig er mere progressivt nationalt end andre lande, vil det gavne Danmark med en stærkere EU-lovgivning, som flytter andre lande i retning af Danmark«.

Lad os tage et konkret eksempel med elbiler. Hvis Danmark skubber aggressivt på i EU for elbiler, vil det betyde færre penge i den danske statskasse, på grund af mindre indtægt fra afgift på dieselbiler. Er det ikke en rimelig grund til, at Danmark holder sig lidt tilbage i de konkrete debatter i EU?

»Det argument er ikke overbevisende. Forureningen fra diesel har en høj pris, som ikke bliver regnet med. Det, Danmark kunne vinde ved en højere indkomst fra dieselbiler, vil man tabe på højere sundhedsudgifter. For slet ikke at tale om omkostningerne ved klimaforandringer, som er enorme, og som vi har fået et glimt af med sommerens hedebølge. Det er et forkert og kortsigtet argument«.

Men hvilken forskel gør det, hvad et lille land som Danmark gør? Bør vi ikke fokusere på store CO2-udledere som USA, Kina, Indien og Rusland i stedet?

»Det er da netop et argument for, at Danmark bør bruge kræfter i i EU. Danmark vil få større indflydelse, hvis man kan påvirke større CO2-udledere som Tyskland, Frankrig eller Rumænien. Og så godt ligger EU i øvrigt heller ikke. Hvis vi sammenligner udledning i de 10 største økonomier i verden, er Europa i bunden, hvad angår reducering af udledning de seneste par år. Reduktioner i USA, Kina og endda i Rusland er større end Europas. EU har sandt nok reduceret sin udledning de sidste 10-15 år, mens alle andre ikke har gjort det, men ser du på de seneste 3-4 år, har de øvrige lande gjort større fremskridt end EU«.

Vi har begge i vores omgangskreds oplevet, at flere og flere er optaget af klimaforandringerne. Det viser også flere undersøgelser. Der synes at være momentum for at gøre noget ved problemet. Er det en tendens, man kan se andre steder i Europa?

»Sommerens hedebølge, tørke og skovbrande har gjort klimaforandringerne meget mere synlige og håndgribelige. Det debatteres ikke længere, hvorvidt disse ekstreme vejrfænomener kan tilskrives klimaforandringer. Folk forstår, at det er sådan, klimaforandringerne kan se ud. Udfordringen er nu at lade denne bekymring blive en kilde til øget handling, og at det ikke kun gør folk bange. Folk skal kunne se en vej frem med løsninger, de kan støtte. Sverige er et godt eksempel. Klimaforandringer har aldrig været så varmt et emne i en valgkamp, som det er denne sommer i Sverige. Det skyldes skovbrandene. Om det kan omsættes til flere stemmer til klimavenlige kandidater, ved jeg ikke. Der er meget få eksempler på, at klimaforandringer har influeret på en valgkamp, men lad os håbe det«.

Ekstremt problematisk DF-udtalelse

Men denne diskussion går ikke kun en vej. I Danmark udtalte eksempelvisDansk Folkepartis klimaordfører, Mikkel Dencker, for to uger siden, at menneskeskabt klimaforandring er et »trosspørgsmål«, da nogle pålidelige forskere siger det ene og andre det andet. Hvad tænker du om det?

»Det er jo totalt forkert! Der er videnskabelig konsensus blandt videnskabsfolk, der arbejder med klimaforandringer. De videnskabsfolk, som folk refererer til, som sætter spørgsmålstegn ved forbindelsen mellem klimaforandringer og menneskets adfærd, er ikke klimaforskere. I de fleste lande i verden er denne debat for længst dømt ude. Det er meget mærkværdigt, at der stadig er nogen, der påstår sådan noget. Der er stadig stor debat om klimaforandringer blandt forskerne, fordi der er meget, som ikke er klart, om de præcise sammenhænge mellem udledning og specifikke temperaturer, men selve forbindelsen mellem klimaforandringer og menneskelig adfærd er etableret. For mig at se er det en debat, som vi havde for 10 år siden, men siden da er de fleste kommet videre. At høre sådan en udtalelse fra et politisk parti, som bestemt ikke er marginalt, ser jeg som ekstremt problematisk. Jeg har ikke talt om dette med mine kolleger i Danmark, men jeg håber, at der bliver gjort noget ved det, så den slags udtalelser bliver imødegået«.

De 301 forskere pegede blandt andet på, at hensynet til økonomisk vækst må vige for en mere ambitiøs klimapolitik. Kan man ikke have grøn politik og økonomisk vækst samtidig?

»Vi kan ikke have den nuværende økonomiske vækst og et grønt system på samme tid. Der er mange muligheder med grøn økonomi. Ser du på det økonomiske potentiale i vedvarende energi, så er det enormt. Det er derimod dogmet om økonomisk vækst, som vi må genoverveje. Altså konceptet om, at økonomisk vækst er vigtigere end alt andet. Det er det, der står i vejen for den omstilling, vi har brug for« .

Lige nu er der tilsyneladende momentum for handling. Men har vi ikke været her før og set det hele løbe ud i sandet? Hvordan skal dette momentum fastholdes?

»Dette emne vil på et tidspunkt igen antage normale proportioner, og andre emner vil trænge sig på. Men jeg er bange for, at klimaforandringernes realitet – den gennemsnitlige globale temperatur er allerede steget med mere end 1 grad siden industrialiseringen (slutningen af 1700-tallet, red.) – vil give os flere situationer som denne. Så selv hvis debatten ebber ud, vil den vende tilbage på grund af ekstreme vejrfænomener. Videnskabsfolk siger, at ekstreme vejrforhold som denne sommers vil være virkeligheden mere eller mindre hvert år fra nu af. Det vil ikke gå helt væk mere«.

Når den enkelte borger spørger, hvad han eller hun kan stille op, lyder svaret som regel, at de kan flyve mindre, sætte deres kødforbrug ned, cykle i stedet for at tage bilen, og så videre. Er der ikke en fare for, at klimakampen individualiseres?

»Jo. Individer kan ikke ændre dette. Vi har selvfølgelig brug for, at den enkelte borger tager ansvar og forstår, at hvis vi vil undgå, at vi kommer længere ud, må vi alle foretage ændringer i vores forbrug. Det kan ikke fortsætte, som det er nu, og heldigvis er der en del teknologi, som kan hjælpe. Man kan købe en elbil frem for en dieselbil. Og grundlæggende må folk forbruge mindre såsom at spise mindre kød. Men de store forandringer skal komme fra politisk hold. Det er regeringerne, som skal være fuldt ud bevidste og villige til at sikre, at omstillingen sker hurtigere. Og vi må sikre, at den sker socialt og miljømæssigt forsvarligt – at det ikke er de fattige, der får det værre, fordi nogle alternativer er mere tilgængelige for dem, der har ressourcerne. Det er ekstremt vigtigt, at hvis folk er bekymrede over klimaforandringer, så skal de se på, hvad de selv kan gøre – men der, hvor de virkelig har indflydelse, er med deres kryds til valget. Det er ved at stemme på en politiker, der tager klimaforandringer alvorligt og foreslår de rigtige tiltag«.

Wendel Trio
Direktør
Climate Action Network

https://politiken.dk/debat/art6673964/Danmarks-selvbillede-som-førende-grøn-nation-holder-slet-ikke


-


Halvdelen af alt liv i verdenshavene er forsvundet på 40 år
 
Forurening, klimaforandringer og for meget fiskeri er grundene til, at halvdelen af alt liv er forsvundet fra verdenshavene, viser rapport.
 
For eksempel er der i dag 74 procent færre makrel og tun i havene end for 40 år siden.
 
Verdensnaturfonden
Living Blue Planet
 
https://www.dr.dk/ligetil/halvdelen-af-alt-liv-i-verdenshavene-er-forsvundet-paa-40-aar


-


Verdensnaturfonden i ny rapport: Vi er ved at ødelægge fundamentet for liv

Menneskelig aktivitet presser naturen langt ud over dens ydeevne. Men der er håb endnu, siger WWF i rapport.
 
125 billioner dollar. Altså 125.000 milliarder dollar.

Så meget økonomisk værdi bidrager naturen og dens økosystemer til årligt på verdensplan. Men det er samtidig en pengekilde, der ifølge WWF Verdensnaturfonden er mere truet end nogensinde før.

»Desværre går det værre og værre. Ud af de 4000 dyrearter, vi har kigget på, er de i gennemsnit gået 60 procent tilbage de sidste 40 år, siger biolog og generalsekretær i WWF Danmark Bo Øksnebjerg om et af rapportens hovedresultater.

Et nyt element i rapporten, som er udkommet hvert andet år siden 1998, er beregningen af den globale værditilførsel, som naturen bidrager til.

Det astronomiske beløb, skal illustrere dels vigtigheden af naturen og den værdi, som vil gå tabt i tilfælde af økosystemers kollaps, som vi bevæger os mod med stadigt hastigere skridt.

Generalsekretæren erkender, at perioden siden Anden Verdenskrig, hvor naturen er blevet presset mest over evne, samtidig er den, hvor den globale levestandard er steget mest.

Men han mener, at der findes løsningsmodeller, hvor udnyttelse af naturen ikke er på bekostning af beskyttelse af naturen.

»Vi har den viden, der skal til, til at stoppe naturens tilbagegang og sikre vækst, udvikling og færre fattige. Vi kan bare ikke blive ved med hæmningsløst at bruge, siger han.

Både politikere, industrier og forbrugerne er derfor ifølge WWF nødt til at omstille sig til at leve og producere på en mere bæredygtig måde.

»Regningen for de nødvendige ændringer skal jo betales på kort sigt, men den tjener sig selv ind på lang sigt, siger generalsekretæren.

For WWF står slaget om at øge bevidstheden om den kritiske situation og løsningerne i årene inden 2020. Her skal klimaaftalen fra Paris og FN's 17 verdensmål evalueres af verdens regeringer og ngo'er.

Rapporten Living Planet Report giver et samlet billede af naturens tilstand på baggrund af flere end 50 forskellige artikler og forskningsprojekters resultater samt WWF's egne data om dyrebestande.

Verdensnaturfonden
Living Planet Report

https://politiken.dk/udland/art6803385/Vi-er-ved-at-ødelægge-fundamentet-for-liv


-


Truende ernæringskrise: Drivhusgasser leder direkte til jernmangel i maden

Ny rapport fra Harvard University påviser, at når CO2-mængden stiger, rammer det også mængden af jern, zink og proteiner i maden. Det kan udløse massiv fejlernæring i verdens fattigste lande.

CO2 i luften kan lede til global opvarmning, få havoverfladen til at stige og skabe ekstremt vejr som tørke og orkaner. Så langt er klimaforskere enige.

Nu melder en ny undersøgelse fra amerikanske Harvard University, at det faktisk er endnu værre, end vi tror:

Hvis CO2-mængderne fortsætter med at stige som forventet de næste tre årtier, vil det gøre den mad, vi dyrker, mindre nærende, fordi kulstof optages i planten og blokerer for andre mineraler.

Tidligere eksperimenter foretaget af Harvard-forskerne har påvist, at hvis man kunstigt hæver CO2-niveauet i luften over for eksempel en hvede- eller rismark, så har planterne det med at vokse hurtigere.

Men - og det er den dårlige nyhed - planterne er måske nok større, men de er af dårligere kvalitet som mad. Typisk falder mængden af jern, zink og proteiner i den spiselige del af planten mellem 3 og 17 procent.

Nu har de samme forskere undersøgt, hvor hårdt det vil ramme verden, hvis CO2-mængden stiger som forventet frem til 2050. Og tallene er høje:

- 175 millioner mennesker (1,9 pct. af klodens befolkning) kan blive ramt af zinkmangel
- 122 millioner mennesker (1,4 pct. af klodens befolkning) kan rammes af proteinmangel
- Over 1 milliard mennesker, der allerede lider af fejlernæring, vil blive hårdere ramt
- Mængden af jern i maden kan falde med 4% eller mere for 1,4 milliarder børn under 5 år og kvinder i den fødedygtige alder

»Vores forskning gør det klart, at de beslutninger, vi foretager hver eneste dag – hvordan vi opvarmer vores hjem, hvad vi spiser, hvordan vi kommer rundt, hvad vi vælger at købe – gør vores mad mindre nærende og truer andre befolkningers og fremtidige generationers helbred«, skriver Samuel Myers, der er chefforsker ved Harvard T.H. Chan School of Public Health, i en pressemeddelelse.

50 millioner år siden sidst

Myers er chefforfatter til undersøgelsen, der offentliggøres mandag i videnskabsmagasinet Nature Climate Change.

Kort fortalt ved vi, at mængden af CO2 i atmosfæren er kraftigt stigende. I dag er den på cirka 400 parts per million (ppm) - hvilket betyder, at for en million gram (1 ton) luft er der 400 gram CO2.

Det lyder ikke af meget, men det er nok til at skabe global opvarmning. Og de fleste forventer, at i 2050 vil CO2-mængden stige til 550 eller 600 ppm - det højeste niveau i 50 millioner år. Så kan det for alvor mærkes.

De seneste år har der været flere studier, der bekræfter, at kul fra CO2 optages i planternes kerner i form af stivelse og dermed blokerer for andre næringsstoffer. Men det er første gang, en større undersøgelse oversætter tallene til folkesundhed på globalt plan.

De fattigste lande rammes

Ifølge undersøgelsen er det især de fattigste lande, der rammes – blandt andet fordi folk der har en større planteandel i kosten.

I alt har forskerne undersøgt 225 forskellige afgrøder og set på, hvordan de dyrkes og spises i 151 lande.

Mange af de lande, der i undersøgelsen rammes hårdest, er de samme, der helt generelt forventes at blive ramt hårdest af klimaforandringernes stigende temperaturer og mere ekstremt vejr. Det gælder blandt andet det meste af Afrika, Indien og Bangladesh.

- Zinkmangel rammer især i Indien, Bangladesh, Indonesien, Mellemøsten og Afrika
- Proteinmangel rammer især i Kina, Indien, Nordafrika og dele af Sydamerika
- Jernmangel rammer bredt i næsten alle tropiske lande samt Kina, Sydafrika og Mellemøsten
- De værst ramte lande alt i alt er Nordafrika, Indien, Bangladesh og Indonesien

Alene i Indien kan anslået 5o millioner mennesker få zinkmangel, 38 millioner kan få jernmangel, og 502 millioner kvinder og små børn kan blive sårbare over for sygdomme, hedder det i undersøgelsen.

... men der forskes også den anden vej

Søren Husted, der er professor i plantevidenskab ved Københavns Universitet, advarer dog mod at tro, at verden står stille.

For ganske vist er der bred videnskabelig enighed om, at mere CO2 giver ringere planteføde, men der forskes også intenst i at lave nye planter med højere næringsværdi. Og det trækker i den modsatte retning.

»Studiet forudsætter jo, at der ingen forskning og udvikling sker. Men der ofres i disse år milliarder af dollars på at øge næringsoptagelsen i planter. Bill & Melinda Gates Foundation har blandt andet postet store penge i at øge næringsindholdet i for eksempel kornkerner og søde kartofler«, siger han.

Uanset hvor gode resultaterne fra den forskning bliver, er det dog vigtigt at være forberedt på, hvad mere CO2 i atmosfæren betyder, siger han.

»Man kan godt være bekymret for udviklingen. Men jeg tror nu, at der er rigtig gode muligheder for, at vi til en vis grad kan imødegå problemerne med planteforædling«, siger han.

En advarsel fra planeten

Samuel Myers fra Harvard University lægger vægt på, at der endnu er mange ukendte aspekter af klimaforandringer, og det bør advare os.

»En ting, denne forskning illustrerer, er et kernepunkt i den spirende forskning i planetens helbred: Vi kan ikke pille ved de biofysiske betingelser, vi har tilpasset os til i løbet af millioner af år, uden at der kommer uventede konsekvenser for vores eget helbred og velfærd«, siger han.

Samuel Myers
Chefforsker
Harvard University

Søren Husted
Professor
Københavns Universitet

https://politiken.dk/viden/Viden/article6676259.ece


-


»Det er mildest talt paradoksalt«: ATP's millioninvesteringer i hardcore olieselskaber bliver udsat for hård kritik

En pensionskasse, der er sat i verden for at hjælpe os til en god alderdom, er med til at finansiere sort energi, der vil formørke vores og vores børns fremtid.

Ekstreme hedebølger på hele den nordlige halvkugle, fra Canada til Storbritannien, fra Japan til Danmark, har ført til afsvedne marker, historisk mange skovbrande og hundredvis af dødsfald. Det er netop den form for ekstremt vejr, videnskaben fortæller os, at vi skal forvente os oftere og med stigende intensitet, efterhånden som temperaturerne stiger.

I sidste uge landede så en ny videnskabelig artikel fra toppen af den globale klimapop. Ifølge den kan vi risikere at være på vej mod nogle planetære tærskler, der kan sætte gang i en ustoppelig dominoeffekt af naturfænomener, der vil fortsætte ubønhørligt med at drive temperaturerne op.

Klimaet venter ikke på nogen, men heldigvis går det også fremad på en række områder. Vedvarende energi fortsætter sin uimodståelige fremmarch: I 2017 blev der eksempelvis investeret markant flere penge alene i ny solenergi end i kul og gas. Desværre er der stadig en vis sandhed i frasen om, at money makes the world go round.

Hvis vi skal have mulighed for at ordinere den bedste medicin mod klodens overophedning, nemlig hurtige og dramatiske reduktioner i vores drivhusgasudledning, skal vi have verdens pengemænd på vores side. Vi må kunne forvente, at dem, der forvalter vores penge, trækker en del af læsset.

Danmarks største pensionskasse, ATP, som vi alle tvungent betaler ind til hver måned, er desværre slet ikke knirkefri i den henseende. Omkring 15% af deres udenlandske børsnoterede aktier er placeret i selskaber, der enten selv udvinder fossile brændsler, brænder dem af, leverer afgørende services til industrien eller direkte finansierer den. Eksempelvis Exxon, den amerikanske oliegigant, der også er en velkendt sponsor af klimaskeptikere. Det er mildest talt paradoksalt, at en pensionskasse, der er sat i verden for at hjælpe os til en god alderdom, er med til at finansiere sort energi, der vil formørke vores og vores børns fremtid.

Hele verden blev i 2015 enige om en global klimaaftale i Paris, der har til formål at begrænse klimaforandringerne. En afgørende brik i puslespillet er netop fossile brændsler, hvor det er estimeret, at minimum 80% af allerede kendte reserver af kul, olie og gas skal forblive i jorden. Det er et fælles ansvar, at det sker, og pensionskasser som ATP skal selvfølgelig levere sit.

ATP har forsvaret sig med, at man hellere vil tage dialogen med virksomhederne og derigennem forsøge at påvirke udviklingen. Det kan i visse tilfælde give god mening, hvis den pågældende virksomhed har et reelt ønske om og en konkret plan for, hvordan og hvornår det skal ske.

Omvendt bliver man også nødt til at skære igennem den metertykke fernis af grønvask, mange virksomheder gemmer sig bag, banke nogle klare hegnspæle i jorden og sige: hertil og ikke længere.

Det gør utallige investorer allerede i dag. Eksempelvis har den gigantiske norske oliefond sat nogle klare kriterier for, hvornår man ikke længere kan forsvare at stå som medejer, og sortlister konsekvent virksomheder herefter. Det ansporer virksomheder til at forbedre sig, sender et klart signal om, hvilken verden man ønsker sig, og frigør midler til mere bæredygtige investeringer.

I dag har ATP ingen klimakriterier, ikke engang i forhold til det mest beskidte brændsel, kul. Og man kan forsigtigt stille spørgsmålstegn ved, om ATP virkelig kan nå længere ad dialogens vej end selv den norske finanskolos.

Nogle af ATP’s millioninvesteringer er også hardcore olieselskaber som Exxon, hvis kerneforretning er fossile brændsler. At forsøge at overtale dem til at blive klimakrigere, svarer til at bede British American Tobacco om at droppe smøgerne.

Hvis ideen om aktivt ejerskab skal give mening, skal der være en reel plan for, hvordan omstillingen skal se ud. Hvis det ikke er troværdigt, ville ATP gøre klimaet en større tjeneste ved at droppe investeringen, og flytte pengene over i sol og vind. Og det er netop den anden side af mønten: Vi skal ikke blot have pengene ud af sort industri hurtigst muligt, vi skal også hæve blikket mod de grønne teknologier, der har brug for finansiering. Vi skal investere i den verden, vi gerne vil have.

ATP har en pengetank på næsten 800 milliarder kroner, og som en af Europas største og mest respekterede pensionskasser har de et stort potentiale som bannerfører for en investeringstilgang, der understøtter og ikke underminerer Paris-aftalen. ATP har forbedret sig på en række områder de senere år, men vi kan ikke længere vente på det ene lille skridt efter det andet.

Vi skal have syvmilestøvlerne på i kampen mod klimaforandringerne. Det er nu, det sker.

Jens Mattias Clausen
Klimapolitisk rådgiver
 
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6665629/ATPs-millioninvesteringer-i-hardcore-olieselskaber-bliver-udsat-for-hård-kritik


-


Pensioner i etisk gråzone: Danske pensionsselskaber investerer i firmaer med børnearbejde
 
10 store pensionsselskaber i Danmark har investeret 5,5 mia. kr. i internationale virksomheder, der blæser på både miljø og menneskerettigheder.
 
Tryghed i alderdommen er noget, de fleste higer efter. Men måske er et luksuriøst otium knap så tiltrækkende, hvis pensionsopsparingen har vokset sig tyk på bekostning af miljø og menneskerettigheder.
 
Mellemfolkeligt Samvirke dokumenterer i en ny rapport, at 10 danske pensionsselskaber har investeret 5,5 mia. kr. i virksomheder med tvivlsom etik. Som olieselskabet Shell, der på få år har haft flere end 1.000 olieudslip alene i Niger-deltaet, eller palmeolieproducenten Wilmar, som benytter sig af tvangs- og børnearbejdere.
 
»På et tidspunkt bliver det for ubærligt for os, at vi selv er med til at krænke menneskerettigheder og ødelægge muligheder for vores børn og børnebørn. Vi vil ikke leve en dejlig rig alderdom på andre menneskers og klodens bekostning«, siger Helle Munk Ravnborg, forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke.
 
Mellemfolkeligt Samvirke
 
https://politiken.dk/oekonomi/privatoekonomi/art6572710/Danske-pensionsselskaber-investerer-i-firmaer-med-børnearbejde


-


Alle ledere fra EU’s medlemslande vil gøre fælles front mod skattely – siger de. Men når landene forhandler bag lukkede døre, er der enkelte medlemslande, som spænder ben.

Særligt Irland, Luxembourg, Malta, Holland og Storbritannien stritter tilsyneladende imod, så alt går i stå.
 
Skattely i EU

Ifølge forskere kan der være en dybere årsag til, at lande som Irland og Luxembourg sinker arbejdet. Sammen med Holland er disse lande skyld i en langt større del af de andre landes tabte skatteindtægter, end man normalt får indtryk af i debatten, viser deres forskning.

Danmark går glip af mindst 5 milliarder kroner årligt, fordi multinationale selskaber bruger skattely. Men dykker man ned i det tal, viser det sig, at skattely uden for EU kun er skyld i en femtedel af Danmarks tabte skatteindtægter. Skattelylandene internt i EU – herunder særligt Irland, Luxembourg og Holland – er skyld i 4 af Danmarks 5 tabte milliarder kroner.

»Det er paradoksalt, at vi taler så meget om skattely uden for EU, når man ser, hvor meget EU’s interne skattely betyder«, siger ph.d.-stipendiat Ludvig Wier fra Københavns Universitet.

Ludvig Wier
Ph.d.-stipendiat
Københavns Universitet

https://politiken.dk/paradisepapers/art6202495/Flere-lande-stritter-imod-i-EUs-kamp-mod-skattely


-


Danskernes pensioner yngler på skattefri øer

16 ud af 17 pensionskasser har penge i lande og på øer, der bruges som skattely. De legitimerer skattely, mener kritikere. Fuldt forståeligt, mener skatteministeren.

Fjerne øgrupper som Bermuda og Caymanøerne har været massivt i fokus de seneste dage, hvor lækagen ParadisePapers har afdækket, hvordan selskaber som Nike, Facebook og Apple benytter disse steder til at undgå skat.

Men de fleste helt almindelige danskere har også penge på de omstridte øer. Hovedparten af pensionsselskaberne investerer nemlig kundernes opsparinger der uden at give mulighed for at fravælge det.

I en rundspørge foretaget af Politiken svarer 16 ud af 17 pensionsselskaber, at de har penge investeret i et eller flere af de områder, der oftest bruges som skattely. 14 af de 16 selskaber giver ikke mulighed for at fravælge de investeringer.

MP Pension har investeret 9 millioner af medlemmernes pensionskroner direkte i det amerikanske forsikringsselskab XL Group. XL Group ligger på Bermuda, hvor skatteprocenten er nul. Magasinet Fortune satte i 2014 XL Group på en liste over de amerikanske selskaber, som gør mest for at undgå at betale skat.

»Det kan godt være, at pensionskasserne forklarer sig med, at de ikke gør noget ulovligt. Men når de investerer på den måde, legitimerer de, at der findes steder, hvor selskaber kan undgå skat og regulering. Det er bekymrende«, siger John Christensen, formand for Tax Justice Network.

John Christensen
Formand
Tax Justice Network

https://politiken.dk/paradisepapers/art6196175/Danskernes-pensioner-yngler-p%C3%A5-skattefri-%C3%B8er


-


Human Rights, Modernity and Rationality
 
ABSTRACT
 
The two paradoxes of the problem area consist of EU’s relation to respectively Iran and the largest Iranian opposition group PMOI, in the light of EU’s own declared policies, laws and fundamental principles. EU’s actions towards Iran and PMOI are in defiance with the Union’s declared policies and fundamental treaty bound principles, demands from popularly elected in a number of parliaments, the European parliament, the Council of Europe together with EU’s own laws, provisions and Court of justice.
 
Regarding EU’s relations to Iran the EU is acting in defiance with its declared policy towards the country passed in 2002, in which it is expected that development in trade is matched by similar progress within all EU’s areas of concern, particularly regarding terrorism, conflict in the Middle east, weapons of mass destruction, and human rights.
 
There has been a very steep rise in EU’s trade with Iran since 2002, as the value of EU-15’s trade with Iran in 2007 consists of a rise of 70,3 % compared to 2002. This is in spite of Iran being described as the world’s leading sponsor of terrorism, undermining peace and security in the Middle east, not cooperating to ensure the peaceful nature of its nuclear program despite comprehensive incentives and undauntedly continuing gross and systematic human rights violations in the country.
 
Besides EU’s declared policy towards Iran, EU’s action is thus furthermore in defiance with EU’s declared human rights policy and thereby in defiance with fundamental principles for the Common Foreign & Security Policy (CFSP).
This results in a situation where EU through its trade with Iran at least economically contributes to among other things the clerical regime’s support of terrorist groups that undermine peace and security in the Middle east and kill NATO-soldiers in Afghanistan and Iraq, the regime’s suppression of the population including gross and systematic human rights abuses, together with the regime’s continuation of its nuclear program, that can lead to a nuclear weapon.
 
It is in this way that EU is contributing to a regime that the quartette’s representative for the Middle East Tony Blair describes with reference to Nazism in the 1920’s and 1930’s.
It seems possible to explain EU’s action by either the low priority of human rights in foreign policy or appeasement in international politics, with cognitive-instrumental rationality as decisive.
 
In accordance with The Theory of Communicative Action by Jürgen Habermas, EU’s relation to Iran and PMOI is thus an expression of non-normative result oriented action, for which the aims are EU’s security related and economic interests. The discrepancy between EU’s declared policy and EU’s actual action in relation to Iran and PMOI, can thus be explained as an instrumentalisation of the lifeworld.
 
But because human rights are embraced by the lifeworld in relation to the processes cultural reproduction, social integration and socialization, the communicative action or normative understanding oriented action, can not be replaced without pathological consequences for society. Because human rights thus is connected to the lifeworld’s symbolic reproduction, it can not, like the lifeworld’s material reproduction, be converted to the systemic integration’s premises, which is result oriented action in the system’s structural components market and state, without resulting in pathological side effects.
 
Human Rights in System and Lifeworld
 
Poyan Taherloo
Roskilde University
 
https://drive.google.com/file/d/1LLy1x-5ScpFm_FPmHam4ssliy8CJ5pTb/view?usp=sharing


-